Mel Gibsons ‘Hacksaw Ridge’ tager med 10 minutters stående ovationer plads i Oscarræset

Mel Gibsons ‘Hacksaw Ridge’ tager med 10 minutters stående ovationer plads i Oscarræset

Guderne skal vide, at det er længe siden, Mel Gibson er blevet forbundet med andet end antisemitiske rants og spritkørsel, men hans store talent både foran og bag kameraet fornægter sig nu alligevel ikke. Hans ‘Apocalypto’ fra 2006 er i hvert fald en af de bedste spændingsfilm i nyere tid.

Tidligere i august gjorde han en god figur på lærredet i den ‘Taken’-inspirerede ‘Blood Father’, men noget tyder på, at det bliver i november, at den 60-årige filmmand får sit store comeback.

Gibsons krigsdrama ‘Hacksaw Ridge’, der følger den unge, pacifistiske krigslæge Desmond Doss under Anden Verdenskrig, fik efter sin verdenspremiere i Venedig 10 minutters stående ovationer. De internationale anmeldere hylder dens antivoldelige budskab i en sigende kontrast til filmens grufulde krigsforbrydelser, og Gibsons første film som instruktør i 10 år melder sig altså for alvor ind i kampen om Oscar-statuetterne.

Ved premieren fik Gibson selskab af filmens hovedrolleindehaver Andrew Garfield samt Vince Vaughn, Hugo Weaving (‘The Matrix’), Luke Bracey (‘Point Break’) og Teresa Palmer (‘Lights Out’), der også er at finde på rollelisten.

‘Hacksaw Ridge’ er heldigvis en af de Oscar-film, der får premiere før uddelingen herhjemme, så allerede fra den 10. november kan vi se, om ‘Hacksaw Ridge’ lever op til de tårnhøje forventninger.

Se traileren her:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af