’Blood Father’ viser, at der stadig er lidt Mad Max tilbage i gode, gamle Mel Gibson
Vi kan lige så godt være ærlige: Det er længe siden, at Mel Gibson har medvirket i en god film.
Det fallerede Hollywood-ikon har i mange år forsøgt at reparere sit forhold til filmbyen og genoprette sin tidligere status. Det er endnu ikke lykkedes, men måske kan Jean-Francois Richets ’Blood Father’ ændre slagets gang. Filmen er klart Gibsons mest helstøbte forsøg i nyere tid.
John Link (Mel Gibson) fejrer sin fødselsdag alene med kopnudler på trappestigen til sin autocamper i en tarvelig trailerpark i det støvede californiske grænseland mellem USA og Mexico. Link har levet et hårdt liv på begge sider af loven og måtte en tur i spjældet, da han i sin tid hos Hells Angels tog faldet for et andet medlem.
Tiden i fængslet har betydet, at han nu lever afskåret ham fra sin 17-årige datter, Lydia (Erin Moriarty), som han ikke har set i mange år. Bedst som dagen går på hæld modtager han et meget uventet opkald fra Lydia. Ikke med en kærlig fødselsdagshilsen, men med et desperat råb om hjælp, da hun jages af kæresten Jonah (Diego Luna), der har gjort hende til syndebuk, mens han selv stjæler formuer fra det mexicanske narkokartel i Ciudad Juárez.
Link pakker derfor smadrekassen og fræser gennem ørkenen til Los Angeles for at redde datteren ud ad ilden, og sammen må de flygte gennem det ubarmhjertige grænseland med både politi og kartellet i hælene.
Det er ikke til at komme uden om, at instruktøren, Jean-Francois Richet, der tidligere har instrueret det autentiske franske gangsterhit ’Public Enemy No. 1 I-II’, låner en smule fra sin franske kollega Pierre Morel, der står bag den første ’Taken’-film med Liam Neeson. I begge film er plottets kerne et følelsesmæssigt anstrengt far-datter-forhold, som faderen kan rette op på ved at rydde op i datterens problemer. Foruden ’Taken’ er det samtidig også svært ikke at lade tankerne falde hen på de tidlige ’Mad Max’-film fra 1980’erne, når Gibson skærer igennem et nøgent ørkenlandskab på et bæst af hestekræfter.
Der er med andre ord ikke meget nyt under solen. ’Blood Father’ forsøges fortalt i en kontekst af karteller, rockere og narkosmugling, men dette granskes en anelse for banalt og overfladisk til for alvor at gøre flugten spændende. Richet centrerer i stedet sin thriller om det problematiske far-datter-forhold, hvilket også føles en anelse hult, selvom kemien mellem Gibson og Moriarty trods alt fungerer.
Paradoksalt nok er det derfor filmens evne til at fremstå både nostalgisk og uoriginal, der i sidste ende bliver en af dens store forcer. John Link bringer nemlig den gode gamle Mel tilbage. Ham vi kan huske fra ’Dødbringende våben’-filmene, der med blink i øjet og en god portion selvironi opretholder en flabet distance til livets slagside. Den Mel Gibson har vi ikke set meget til på det seneste, og det er en skam, for det er muligvis blandt disse roller, vi finder hans skarpeste præstationer.
Kort sagt
’Blood Father’ er et velkomment udspil fra Hollywood-ikonet Mel Gibson, der endelig ligner noget, der kan sætte ham på kortet igen. Det ’Taken’-inspirerede plot savner måske lidt originalitet, men hiver point hjem på nostalgiske karaktertræk fra ’Mad Max’ og ’Dødbringende våben’.