James Gunns ‘Guardians of the Galaxy’ fra 2014 er ubestrideligt én af de mest veloplagte film rundet af Marvel-bølgen, der har oversvømmet biograferne de senere år.
Skarp komik, mindeværdige figurer og ikke mindst et nostalgisk-humoristisk mix tape-soundtrack gjorde filmen til en anmelder- såvel som publikumsdarling, og det sagde hurtigt sig selv, at en toer var uundgåelig.
Den kommer så næste år, og nu har den første teaser ramt nettet. Her er vi, som i den første film, hooked on a feeling, og i det hele taget ligner den nye film ud fra første forsmag at bedømme mere af det samme, hvilket i det her tilfælde nu også kan vise sig at være helt ok.
Chris Pratt og Dave Bautista er tilbage som Peter ‘Starlord’ Quill og Drax, som i teaseren har en krammevarm lille udveksling, og også Zoe Saldana, Vin Diesel (som Groot) og Bradley Cooper (som Rocket) gentager deres roller i den umage superhelteflok. I instruktørstolen fortsætter James Gunn, hvor han slap.
‘Guardians of the Galaxy 2’ får premiere 4. maj.