»Actionsekvenserne, det atmosfæriske univers og karaktererne er alt sammen noget, vi har set før, men alligevel udstråler filmen en energi, der gør, at den hæver sig over den gennemsnitlige actionfilm«.
Sådan skrev vores begejstrede anmelder i 2014 om den første film om ‘John Wick’, hvor en iskold Keanu Reeves tog fusen på de fleste som brutal lejemorder med kaldenavnet The Boogeyman. Nu vender Reeves tilbage til rollen i opfølgeren med den passende titel ‘John Wick: Chapter 2’, og den første trailer, som er blevet offentliggjort under weekendens Comic Con i New York, lover mere hårdtpumpet action uden så meget pis. Se selv med ovenfor.
I den nye film må den ellers pensionerede John Wick rejse til Rom for at sætte en international lejemorder på plads. I birollerne ses ansigter som skuespiller/rapper Common, Ian McShane (‘Deadwood’) og Laurence Fishburne (‘Hannibal’, ‘The Matrix’).
‘John Wick: Chapter 2’ får amerikansk premiere den 10. februar 2017.
Læs også: ‘War for the Planet of the Apes’ varsler den endelige krig i første teaser