‘Skam’ sæson 3 afsnit 1: »Je suis Isak«

'Skam'-fanatikere Naja Helene Hertzum og Mads Laurids Petersen skriver hver uge om det nyeste 'Skam' – og sætter deres tanker løs, når det fulde afsnit har ramt NRK i slutningen af hver uge.
‘Skam’ sæson 3 afsnit 1: »Je suis Isak«

Fredag den 16. september kl. 14.41

Naja: h

Naja: JEG HAR SÅ OPTUR OVER AT VI SKAL ANMELDE ALLE EPISODER AF SKAM!!!!!!!!! (og ja, ni udråbstegn er totalt på sin plads).

Mads: Ja totalt! For en 30+årig fritidsanmelder er det jo ligesom at vinde i Lotto. Og for en gymnasiepige (m/k) ville det svare til at hooke med William.

Naja: <3 #teamwouldgostraightforwilliam. Jeg er bekymret for, hvordan han bliver skrevet ud af serien i den nye sæson. TÆNK HVIS FORFATTERNE DRÆBER HAM. Men det tør de garanteret ikke. For hviiiiis han nu skulle få lyst til at returnere i sæson fire, så skal de ikke vække ham fra de døde eller køre en eller anden ’Days of Our Life’-ish rutine med en evil twin.

Søndag den 2. oktober, kl. 02.43

Mads: Najsi. Du er på ferie og ligger nok og sover i en dejlig paella. Men. ’Skam’ S03 er tilsyneladende lige startet. Jeg har været til en fest i Sigurdsgade (mega gymnasie-’Skam’-agtigt, for øvrigt), og nu venter jeg og min hawaiipizza bare på, at min computer vågner op, så jeg kan se, hvad der sker (man burde måske se det på mobil… men de gamle øjne). Kom lige hjem, så vi kan snakke om det.

Søndag den 2. oktober kl. 14.29

Naja: Hvornår er afsnittet kommet? Og var Hawaii-pizzaen god? Er lige landet i Kbh. og lugter stadig af tapas og cava!

Mads: Hawaiipizzaen var god. Det er kun små klip, der er kommet. Første miniafsnit blev lagt op klokken to om natten, fordi det var der, festen hos Eva, som afsnittet handler om, foregik. Jeg er bare ret bekymret. Både for om den holder og især bekymret for, om det fungerer at se den i real time.

Jeg føler seriøst, at jeg har brugt hele min sommer på at snakke om ’Skam’. Og er derfor megabekymret for, om det er det samme at se fem minutter om dagen i to måneder, som det er at se det hele på en weekend. Eller det er det jo nok ikke. Men om oplevelsen bliver dårligere, når man ikke kan binge – den måde de distribuerer den på, er jo noget nær modsat Netflix-måden.

Tirsdag den 4. oktober kl. 20.58

Naja: True, og formatet er formentlig også mere tiltænkt den egentlige målgruppe (der – lad det synke ind – er ret præcist halvt så gamle som os og ikke kan huske, hvor de befandt sig 9/11). Jeg forsøger hele tiden at forestille mig nogle norske jenter, der sidder og lige kan nå at blive opdateret på ’Skam’ i det store frikvarter.

Her en uges miniklip inde i første afsnit er jeg dog nok ikke helt lige så bekymret for, om hypen holder.

Især fordi det allerede virker, som om serien har fået et nice selvrefererende lag (for eksempel Eskilds mention af »fiskekaker« med henvisning til Nooras sammenbrud i sidste sæson) og er sindssygt opdateret i sine popkulturelle referencer (der hvor Isak nævner, at den (sygt lækre) 1.G’er ligner den lille pige i ’Stranger Things’. Seriøst, den serie kom jo først på Netflix i midt-juli). Det, bilder jeg mig ind, kan være med til at forlænge ’Skam’s levetid (… ik?).

Mads: Hmm. Jo. Måske. Skeptikeren her kan godt blive lidt loren ved, at der fyres så meget op for referencerne. De opdaterede populærkulturelle referencer er selvsagt med til at skabe følelsen af realtid. Og det giver god mening for Eskild at referere til ’fiskekakerne’, da det er en ting i Eskild og Nooras relation.

Men noget af det, der er så forfriskende ved ’Skam’, er, at den fremstår så minimalistisk og ærlig. Den er ikke sovset ind i alle mulige meta-lag og smarte referencer, men skærer ind til benet og viser, hvordan det er at være teeanger og gymnasielev i 2016. Håber derfor ikke at den, med alle mulige referencer, prøver at tække den sub-målgruppe af halvbelæste voksne serie-junkier, vi trods alt tilhører.

SkamQuiz3
Naja: I øvrigt: Har du tænkt over tempoet? Nu er det lige gammelmutti, der er på banen igen, men jeg har virkelig oplevet at blive totalt konfus af klippetempoet i såkaldt ungdomsfjernsyn, men i ’Skam’ dvæler de faktisk relativt længe i billederne. Især, selvfølgelig, i billederne af Isak, sæsonens hovedperson. Men også i det hele taget.

Det er, som om redigeringsmenneskerne har slået koldt vand i blodet og ikke været så skidebange for at kede deres seere. Som om de har haft ret god selvtillid. Det kendetegner i det hele taget serien. Fordi den er så pissehamrende vellavet, kan den tage nogle lidt kedelige, politisk korrekte seksualundervisnings-agtige emner op. Og fordi den ikke lefler for seerne – seriøst den lefler ALDRIG – så bevarer man en respekt. Giver det mening?

Mads: Ja! Jeg elsker tempoet. Jeg kunne ikke se amerikanske tv-serier i måneder, efter at jeg havde binget de første sæsoner. De – primært amerikanske – serier, som vi ellers ser er enten totalt over-the-top med sindssyge produktionsdesignbudgetter eller selvrefererende mumblecore komedier med et vildt højt tempo. Det er megaforfriskende, at ’Skam’ sænker tempoet og tør dvæle i lange indstillinger og ordløse nærbilleder af ansigtsudtryk.

Naja: Et af sæsonens helt store temaer er jo Isaks seksualitet. Kan du egentlig genkende nogle af de homorelaterede dilemmaer, de berører i denne sæson? Serien er jo blevet rost alle steder (selv af Allan i ’Den Korte Radioavis’!) for, at den simpelthen tegner så præcist et billede af, hvordan det føles at være teen.

Jeg genkender personligt meget af mig selv i pigeskildringerne. Mindst i Noora, dog. Desværre. Det er ikke et tilfælde, at jeg blev Jente-Chris i Politikens test. Men jeg tænker bare, at Isak jo måske gennemgår noget, du selv kan huske fra den periode af dit liv? Altså det her med at springe ud. Men beskriver ’Skam’-manusmenneskerne dét præcist?

skam
Mads: Ja for helvede. Je suis Isak. Da jeg så den første scene lørdag nat, havde jeg det virkelig, som om jeg var Isak. Var måske ekstra melankolsk på grund af virkelig mange drinks, og at jeg som sagt ’kun’ havde scoret en hawaiipizza på vej hjem fra byen, men at sidde og ryge bong på et toilet og snakke om piger har jeg totalt prøvet, og det gav totalt flashback.

Den der ambivalente følelse af succes ved at kunne overbevise sine venner om, at man er helt heteronormal efterfulgt af følelsen af at bedrage sig selv og sine venner er genkendelig. Det samme gælder scenen i kantinen, hvor Isak sender et stjålent (misundeligt?) blik til en fyr, der ret åbenlyst er ude af skabet.

Naja: ÅH FOR HELVEDE MADSI!! <3 <3 <3

Mads: Jeg er virkelig spændt på, hvordan seksualitetssporet udvikler sig – og hvordan det forvaltes! De har virkelig fyret op for, at Isaks seksualitet og eventuelle skabsudspring kommer til at være hovedtemaet med afslutningen af sæson 2 og traileren til sæson 3. Men i det første afsnit tegner der sig også andre spændende historier. Hvorfor er Eva så vred på Isak? Kommer Noora hjem fra London (jeg håber næsten, at William dropper hende, eller omvendt, så hun kan komme hjem)? Og er Sana ved at blive Godmother af Nissens?

Torsdag den 6. oktober kl. 14.42

Naja: Jeg elsker Sana. Seriøst. Hendes mimik, hendes overblik, hendes alting. Jeg har til gengæld slet ikke fanget, at Eva og Isak er raget uklar. Men det handler garanteret om penge. Der er gang i en eller anden penge-storyline også. Får ondt i maven på Isaks vegne over, at han ikke har råd til husleje (vildt i øvrigt, at man kan leje et værelse i Oslo til 4K/md. Når en pizza samme sted koster 200 kr.).

SkamInsta
Mads: Haha…. Men ja, jeg er også ret vild med Sana. Det virker heldigvis også, som om at hun bliver endnu mere fremtrædende i denne sæson. Det er ret vildt, at de rammer så meget plet med alle karaktererne, de er jo på hver deres måde superinteressante og nuancerede, og man glæder sig til, at de får hver deres sæson.

Personligt glæder jeg mig drittmeget til Vildes sæson. Hun er så røvirritende og møglikeable på samme tid.

Naja: Ja, Vilde spilles afsindigt godt –  btw, hvis ikke du allerede følger skuespilleren bag (@ulrikkefalch) på Instagram, så sæt i gang. Hun er fanTAStisk morsom.

Lørdag den 8. oktober kl. 10.40

Naja: Det fulde afsnit er ude, men kun med et otte-minutters kosegruppe-klip oven i det, vi allerede har set. Sådan vil det nok være fremover, når nu vi følger serien i realtime – en ny og anderledes oplevelse.

Men ÅH for jævlan, de har været dygtige til at overføre Isaks bekymring for, om den smukke nye 3.G’er Even overhovedet er til fyre. Der kommer helt sikkert noget trekantsdrama mellem ham, Isak og Vilde. Uh! Men alt i alt: ’Skam’ sæson 3 er kommet flot og lovende i gang. Gid, der allerede er nye bidder i aften. CAN HARDLY WAIT (og jeg ved godt, du sover arm i arm med en hawaipizza lige nu, så du behøver ikke svare).

Læs også: Derfor er William ikke med i ‘Skam’ sæson 3

Læs også: Lanceringen af ‘Skam’ er en genistreg

Tv-serie. Hovedforfatter: Julie Andem. Medvirkende: Tarje Sandvik Moe, Lisa Teige, Josefine Frida Pettersen, Ulrikke Falch, Iman Meskini, Marlon Langeland. Premiere: Den 7. oktober på tv.nrk.no/serie/skam
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af