’Skam’ sæson 3 afsnit 3: »Jeg slår huller i luften over skod-Noora«

'Skam'-fanatikere Naja Helene Hertzum og Mads Laurids Petersen skriver hver uge om det nyeste 'Skam' – og sætter deres tanker løs, når det fulde afsnit har ramt NRK i slutningen af hver uge.

Mandag d. 16. oktober kl. 11.34

Mads: Vågnede op til et ‘Skam’-klip, der endnu engang bød på en iskold tur ned ad Memory Lane. Åh Isak. Ligger søvnløs kl. 3 om natten og beslutter sig for at tage en af internettets milliarder af ‘How do you know if you’re gay’-tests.

Selvfølgelig er testen, som den slags er flest, en fordomsfuld opremsning af de 20 største homo-klicheer, som Isak halvt lyve-klikker sig igennem og ender som 20 procent gay. Hans konklusion: At måske er han bøsse, men der må være en måde fake sig ud af det på. Internettet har svaret: »I get drunk and try to focus on what is attractive about the girl. Works for me«. Åh.

Naja: Ja, jeg må virkelig rose det klip for at være spot on spillet. Hold nu kæft, hvor kan man bare tydeligt se, hvor lidt Isak selv tror på testsvaret. Og det halvandet sekund, musen svæver over ’Moulin Rouge’, inden han vælger heterosvaret ‘Woodstock’ på quiz-spørgsmålet om, hvilket event han helst ville rejse tilbage til…

Skam1

Mads: Kan du huske ’Transit’, DR’s ungdomsprogram i 90’erne? Jeg så det slavisk, da jeg var 12-14 år, og kan tydelig huske, at der engang var en bøssetest (der i og for sig minder meget om internettesten i ‘Skam’). En af de måder man kunne finde ud af, om man var bøsse eller ej, var ud fra den måde, man kigger på sine negle: Kigger du på dine negle ved at se på oversiden af en fladt udstrakt hånd, er du bøsse, mens du er home-safe og hetero, hvis du bøjer de yderste led af fingrene og kigger på dine negle med håndfladen opad.

Dengang gik alle drengene i skolen næste dag og testede hinanden, og jeg øvede mig så meget i at kigge på mine negle på den rigtige heteromåde. Den dumsmarte bøssetest i ’Transit’ var ikke gået på DR i dag, men egentlig har man (jeg) virkelig manglet homorepræsentationer i public-service ungdoms-tv. Altså på nær ham sønnen i ’Rita’, som vel må falde i kategorien forældre-serie.

Onsdag d. 19. oktober kl. 22.25

Naja: JA! Jeg husker homotesten (og husker også MIX’ bedste tip til, hvordan man scorer en poptøs: Man går bare op til hende og siger, ’hader du ikke også bare poptøser?’. Smart, ik’?).

Man skulle tro, at det trods alt var blevet nemmere at springe ud, men hvis ‘Skam’ viser et bare nogenlunde sandt billede, så kæmper Isak jo med de samme bekymringer, som du gjorde for 20 år siden. Men måske er det her, der alligevel bliver løftet en flig af sløret for, at serien er skrevet af nogle, der er ældre end dens målgruppe?

Omvendt er det jo selvfølgelig et fint lille oplæg til at give Jonas mulighed for at bemærke og italesætte, hvor nederen det er, at Isak taler grimt om bøsser (revy-audition-dansescenen). Der træder Jonas i karakter som den sunde, fornuftige ungdomsstemme.

Skam3

Manner. Det er fan’me sjældent, at jeg får decideret ondt i maven af fjernsyn, men scenen efter dansetimen, hvor Even kommer og afleverer kasketten – den fik mig altså. Jeg er så meget inde i Isaks hoved, at jeg fuldstændigt glemmer, at jeg jo, helt personligt, ikke mener, at homohemmeligheden er en, Isak skal holde på. Men fordi det i serien er så vigtigt for Isak at holde sin seksualitet skjult, så blev det også – i den scene – vigtigt for mig, at Isak finder en grimasse, der kan passe, og ikke blev afsløret i at være en homset fredags-sviker.

I øvrigt skal vi også tale lidt om, hvor megagod Isak er til at flirte. For jævlan, den svada, som han kører af på Emma. Genialt. Og både en virkelig god scorereplik (bedre end den med at hade poptøser) men også leveret med så tilpas meget charme og forsigtighed, at den får sit eget labre liv og ikke virkede, well, replik-agtig. Men det er selvfølgelig også totalt ufarligt for Isak at flirte med Emma, fordi han har absolut intet investeret i den relation. Ud over et potentielt beard.

Torsdag d. 20. oktober kl. 10.05

Mads: Isak er i det hele taget megagod til at fake sig gennem ting. Det var han jo allerede i trekantsdramaet mellem ham, Eva og Jonas i sæson 1. Han skal nok blive god til Grindr, når den tid kommer.

Jeg er sikker på, at det er meget nemmere at springe ud i dag end for 20 år siden. Men det gør det stadig ikke nemt, og den oplagte – men også åbenlyse – måde at fake sin seksualitet på er jo ved at disse homoer. Den t-shirt har jeg også. Derfor synes jeg også, at der er noget, om ikke utroværdigt så i hvert fald mærkeligt ved, at Isak er så tæt på Eskild. Det med at Eskild gemte Isak i kælderen, inden han flyttede ind i kollektivet. Jeg ville nok ikke have bedt Eskild om hjælp, hvis jeg ikke ville associeres med bøsser.

Lørdag d. 22. oktober kl. 10.38

Mads: Av! Så var det mig, der fik ondt i maven. Den der følelse af, at man som tilskuer ikke kan være i sig selv, fordi det, man håber vil ske, er lige ved at ske, og man er totalt bange for, at der er noget, der jinxer det. Sådan havde jeg det, da jeg så scenen med Isak og Even i køkkenet for lidt siden. For fanden, min puls steg lige med 50 procent. Det er altså virkelig godt lavet, at ‘Skam’ kan frembringe den indlevelse hos sit publikum i løbet af klip på ni minutter.

Og så kommer Noora tilbage og ødelægger det hele. Det er et godt greb, at de har holdt Noora så langt ude i periferien af serien indtil nu. For mig var sæson 2 og Nooras karakter det, der fik mig til at overgive mig helt og drømme om en tilværelse som gymnasieelev i Oslo. Derfor fungerer det rigtigt godt, at man nu har brugt tre afsnit på at etablere Isaks karakter og dilemma.

Skam4

Jeg vil selvfølgelig gerne lige høre, hvad der sker for Noora, og hvordan det går med William og London, men er meget mere interesseret i Isaks historie. Det er interessant, at Noora, som jo i den grad har været heltinde, stilikon og den, man helst ville være, nærmest bliver et irritationsmoment, og det bliver derfor vildt spændende at se, hvordan hun kommer til at placere sig i resten af sæsonen.

PS: Er det bare mig, eller bliver Jonas’ øjenbryn bare ved med at vokse?

Lørdag d. 21. oktober kl. 15.21

Naja: Der er hermed fastslået: NOORA HAR UNIVERSETS VÆRSTE TIMING (skulle lige have det ud). Sidder i sommerhus og slår huller i luften over skod-Noora efter at have set fredagsklippet. Så tæt på romantisk klimaks. Og du har ret i, at suspense virkelig bliver fastholdt i de der over-skulderen-skud med Isaks nedadvendte øjne i køkkenrengøringsscenen. Eller blikkene over dansegulvet (meget passende til tonerne af Robyn).

Kan du huske den der teenage-(og start-tyver-)følelse, hvor man lever for fredage med mulighed for at komme tættere på sit crush? Der er jeg nu. Kan næsten ikke vente, til det bliver fredag. Men kun fordi der sandsynligvis først sker Even-Isak-udvikling på fredag igen, når det atter er vors-tid.

Mads: Ja totalt. Sjovt (og sørgerligt), at vi lever for et fiktivt norsk teenagecrush.

Skam5

Naja: De rammer bare en stemning så rent. Det der øjeblik i køkkenet. For helvede. Jeg råbte »så kys ham dog!« højt ud i sommerhusstuen, men det er jo det sværeste lille tomme mellemrum. Det der, hvor flirten er blevet så tyk, at der kun er berøring tilbage som næste skridt. Og hvordan grejer man lige den (NÅR LORTENOORA SOM DET SIDSTE MENNESKE I UNIVERSET ÅBENBART ER FOR FIN TIL AT SENDE EN SMS, FØR HUN LÅSER SIG IND I EN LEJLIGHED, HUN IKKE BOR I LÆNGERE)?

Åh, og Isaks nedadvendte generte blik, når det rigtigt gælder. Han kunne sagtens flirte og snave-initiere med Emma, men når Even kommer tæt på, går han helt i genertheds-modus. Hvor er det dog genkendeligt og fint, intimt beskrevet.

Mads: Jeg fornemmer, at gensynet med Noora måske kommer til at minde om det ikke-glædelige gensyn, man havde med Carrie i ’Sex and the City’-filmene. Hvor man finder ud af, at ens heltinde er irriterende og selvoptaget. Ej, så slemt bliver det nok ikke.

Nå, der er allerede kommet et nyt klip (med Noora og det hedder ’Sjalu’). Glæder mig faktisk til at finde ud af, om vi stadig hader Noora i næste weekend. Nyd sommerhuset!

Naja: MØS!

Læs også: Anmeldelse af ‘Skam’ sæson 3 afsnit 2 – hvilken velskruet og megasørgelig episode

Tv-serie. Hovedforfatter: Julie Andem. Medvirkende: Tarje Sandvik Moe, Lisa Teige, Josefine Frida Pettersen, Ulrikke Falch, Iman Meskini, Marlon Langeland. Premiere: Den 21. oktober på tv.nrk.no/serie/skam
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af