Selvom det kan være svært at forestille sig, at nogen ville vælge andre over den Oscarvindende skuespiller Eddie Redmayne (‘The Theory of Everything’, ‘The Danish Girl’), så er det desto mindre sket ved flere lejligheder.
Redmayne har på podcastet ‘Happy Sad Confused’ tidligere nævnt, hvordan han mistede rollen som Bill Weasley til Domhnall Gleeson, og nu fortæller han i et interview med Uproxx, hvordan hans forsøg på at forfølge sin barndomsdrøm om at medvirke i en ‘Star Wars’-film blev overtrumfet af Adam Driver.
»Så jeg gik efter Adam Drivers rolle, tror jeg. Med film så tophemmelige får du ikke de rigtige replikker. De giver dig en scene fra ‘Stolthed og Fordom’, og så fortæller de dig, at du er til audition som skurken. Og hvis du er mig, bruger du en eller anden latterlig stemme«, fortæller han.
»Det var virkelig et sjovt øjeblik. Fordi det var Nina Gold, som jeg har meget at takke for, fordi hun har castet mig i adskillige film (‘The Danish Girl’ og ‘The Theory of Everything’ red.). Og hun sad bare der, mens jeg prøvede igen og igen med forskellige versioner af min ‘koohh paaaah’-stemme (Darth Vader-vejrtrækning, red.). Efter ti forsøg spurgte hun mig, om jeg havde noget andet, og jeg sagde nej«.
Så brat sluttede Redmaynes forsøg på at lande rollen som Kylo Ren, der som bekendt endte med at gå til Adam Driver. Og har man set makværket ‘Jupiter Ascending’, hvor Redmayne inkarnerer en vældigt skurkagtig type i Kylo Ren-boldgaden, er det måske meget godt. Her overspiller han nemlig så grufuldt, at rollen indbragte ham en Razzie for dårligste birolleskuespiller.
Læs også: Hos Graham Norton: Se Eddie Redmayne forbløffe Benedict Cumberbatch med tryllekunster