’Skam’ sæson 3 afsnit 6: »Jonas – jeg trækker alt tilbage«

'Skam'-fanatikere Naja Helene Hertzum og Mads Laurids Petersen skriver hver uge om det nyeste 'Skam' – og sætter deres tanker løs, når det fulde afsnit har ramt NRK i slutningen af hver uge.
’Skam’ sæson 3 afsnit 6: »Jonas – jeg trækker alt tilbage«

Tirsdag d. 15. november kl. 21.38

Naja: Øhmmm. Isak har bæk-og-bølge-sengetøj. Det har jeg lige brug for at bearbejde. Har egentlig ikke så meget yderligere at sige til dagens/nattens klip. Isak er søvnløs. Noora er irriterende.

Og bør Jonas helt ærligt ikke snart bare flå det gamle plaster af og få spurgt Isak, hva-i-hete-hyla-helvete der foregår? Jeg er ved at miste tålmodigheden med Jonas. Fanme vattet bare at runde af med et, »du må sige til, hvis du vil snakke«, når bedstekompisen fortæller, at han roder rundt med noget og ikke sover om natten. Jonas er simpelthen så efterskolefølsom. Går der og søber rundt i sin egen ide om, hvor rummelig og voksen han er, men han kan jo ikke engang finde ud af at konfrontere sin bedste ven.

Madsi, jeg lover hermed højt og helligt, at jeg til enhver tid – hvis du opfører dig generelt afvigende og begynder at slå ud efter vores fælles venner i byen – ringer dagen derpå og kræver, at du spytter ud med, hvad der går dig på.

Mads: Det er sødt af dig. Men der er også den mulighed, at Jonas giver plads til, at Isak selv kan have kontrollen over sit udspring. Og det er faktisk en fin gestus, selvom det kan virke vagt og langtrukkent, når vi skal se på det.

Jeg kan huske de (få) gange, jeg som ikke-udsprunget blev spurgt ind til min (homo)seksualitet – af gode og velmenende venner. Det var forfærdeligt. Ydmygende. Man har gået og brugt så meget energi på at fake det over for sig selv og omverdenen, og så er der nogen, der tillader sig at spørge helt naturligt ind til det. Jonas repræsenterer den gode ven, der giver Isak plads til selv at fortælle, hvad der foregår, når han er klar, og i mellemtiden lader ham vide, at han bekymrer sig om ham.

Skam Jonas

Naja: Jeg synes, Jonas repræsenterede den ven. Datid. Men en god ven lader sgu ikke bare sådan et optrin som det ved festen passere i ugevis uden at konfrontere sin bästis. Det er jo tydeligt, at det også er klart for Jonas, at noget nager Isak. Og der har man altså et ansvar som ven. Jonas ved (tror jeg) jo ikke, at det her handler om Isaks seksualitet. Men han kan se, at Isak er tynget – ved siden af sig selv. Og der springer en ven da til med hjælpende hænder?

Mads: Jeg forstår din pointe, men det er bare en megasvær balance. For jo, selvfølgelig har man et ansvar som ven, men det er bare ikke altid, at der kommer noget godt ud af en direkte konfrontation. Jonas lægger jo også op til, at Isak kan komme til ham, når han er klar. Jeg ved ikke, om Isak kan klare at blive gået mere direkte på klingen.

Anyways, så tror jeg (og her bevæger jeg mig ud i farlige kønsstereotype generaliseringer), at der blandt drenge og mænd kan være rigtigt meget berøringsangst over for at snakke om følelser – særligt svære og hårde følelser. Og den måde, drengenes relation skildres på, er jo ikke ligefrem kendetegnet ved lange snakke om dybe følelser – i modsætning til for eksempel Eva og Nooras relation… Jeg synes ikke, at vi skal være for hårde ved Jonas. #teamjonas.

Naja: Men vigtigst: Hvad JÆVLAN er der sket i den uge, vi mangler? Emmas blik i Isaks retning i skolegården må betyde et eller andet. Det kan umuligt udelukkende handle om den finke, hun lod flyve af fadet ved festen forrige lørdag (»det er 2016 – kom over dine seksualitetskvababbelser«).

Blikket var ligesom vigtigere end bare det. Men hvad er det, hun ved? Har hun og Even hooket? Det kunne være et sindssygt plottwist.

Og skal vi i øvrigt lægge noget i, at Isak overhører, hvordan Noora gennem kollektivets papirtynde vægge får sagt i telefonen til Eva, at ‘kærlighed ikke er som på film’. Tør vi håbe på, at det måske betyder, at Even + Isak ikke ender som Romeo + Juliet? Fingers crossed!

Mads: Ja, hva’ faen er der sket? Den måde, både Emma og Even følger ham med blikket, tyder på, at de ikke har set ham længe. Måske har han buret sig inde hjemme i kolle i en uge. Jeg synes, at især Emmas blik udtrykker overraskelse og bekymring

Håber, at din tolkning af Nooras telefonsamtale holder stik. Internettet er jo gået amok i dommedagsprofetier over ’Romeo + Juliet’-referencerne. Derfor er det fortrøstningsfuldt, at vi lige bliver mindet om, at selvom ’Skam’ også er film, så er det altså ikke en Shakespeare-tragedie.

Onsdag d. 16. november kl. 11.16

Naja: KOSTER EN USSEL TOAST SERIØST 25 KRONER I OSLO? Optrækkeri.

Mads: Haha. Ja, det er sindssygt. Og det er endnu mere sindssygt, hvor klam den ’toast’ ser ud.

Og hvad bilder Even sig egentlig ind? At komme helt overskudsagtigt og tro, at han kan omgøre sit svigt med en kardemomme-joke. Drittsekk. Isaks reaktion er helt i orden… selvom den desværre nok ikke får ham til at føle sig bedre tilpas i det lange løb.

Skam 6a

Naja: Fuldstændigt enig. Jeg kan virkelig godt lide Isak. Altså. Sådan virkelig godt. Det er sjældent, at en karakter får lov at være så passiv så længe i en serie. Det er ikke ofte, at man som seer får lov til at blive reelt frustreret over, at ting tager tid. Men det her er svært. Det tager jo tid. Og nogle gange kan man ikke lige håndtere situationen på stedet. Selvom det måske på papiret ville passe bedre ind i en seriefortælling, at tingene bare skete slag-i-slag. Jeg må igen fremhæve, hvor optur jeg har over, at Julie Andem tør dvæææle.

Torsdag d. 17. november kl. 18.21

Naja: Jeg ELSKER skolelægen (eller, »læge og læge … «). Hun er så fint afmålt i lige dele comic relief og ret-så-klog voksenstemme. Måske kan man klandre hendes karakter for at bryde med en ellers ret realistisk fremstilling. Men nu jeg tænker efter, er alle seriens voksne så ikke fremstillet sådan lidt karikeret, egentlig? (Tænk på læreren med de bh-løse bryster under trøjen). Måske er det ok, at voksne i ’Skam’-universet bare er lidt fjerne og weird aliens. Og hun har jo ret – Isak er ikke Ibiza. Så nu skal den snak altså snart falde.

Fredag d. 18. november kl. 14.26

Mads: FLOOOOOOT ISAK!!! Juhuu hvor er du sej! Åhh det var så fandens svært, da jeg sagde det til mine venner dengang i tidernes morgen. De blev bare ved med at snakke om alt muligt ligegyldigt, og det var så sindssygt svært at få drejet samtalen i den rigtige retning, nu man endelig havde besluttet sig for at fortælle det.

Men fuck det er godt gået. Og Jonas reagerer helt rigtigt (det har vi jo hele tiden vidst, at han ville): »Han må slå opp med dama si, ass«. Ej man bliver virkelig helt glad indeni (som Mette Blomsterberg ville udtrykke det) af det klip og den positive drejning, historien tager. Jeg har det lidt sådan, at lige meget om det bliver til noget med Even eller ej, så skal det nok ende godt. For Isak har Jonas.

Skam 6b

Nå ja, og så har Even sneget en tegning ind i Isaks jakkelomme. Jeg er altså stadig sur på ham, så selvom det er ret sødt, synes jeg stadig, at han skylder en forklaring på, hvad der foregår. Det er sgu ikke helt nok med cutesy tegning.

Nok om Even. Denne fredag tilhører Isak og Jonas og går ud til alle os, som ind imellem føler os som øyer. Vi skal sgu snakke med hinanden! PEACE!

Lørdag d. 19. november kl. 14.04

Naja: Jeg har lige set fredagsklippet nu. Og okay, jeg er måske en lille smule bakkis. Men tårerne triller seriøst ned ad mine kinder lige nu. Kunne den scene have været mere perfekt? Det var bare så nemt. Isaks lettelse er så tydelig. Og Jonas – jeg trækker alt tilbage, jeg sagde tidligere på ugen. Han håndterer det perfekt og begår ikke en eller anden idiotfejl a la at stille unødvendige, meta-agtige »så, du er hoooomoseksuel?«-spørgsmål. Nej. Han griber bare Isak lige præcis der, hvor Isak er. Midt i en forelskelse. Det er … jamen jeg må skrive ‘perfekt’ for tredje gang.

For helvede da, gid alle unge homofyre må have en lige så god oplevelse med deres udspring (og -damer også, bevares, men jeg tror måske nok – med udgangspunkt i min egen oplevelse og dem, jeg har hørt fra mine lebber – at det er lidt lettere med veninder i den sammenhæng. Fordi piger jo fanme opdrages til at snaaakke om tingene, fra de knap kan gå).

Og PS: FEMOGHALVFJERDS KRONER for en kebab i Oslo! Tror da fanden, at Isak ikke har råd til husleje.

Skam 6c

Mads: Ja. Og nå, det var så det. Lidt skuffende, at det samlede afsnit kun varer 19 minutter, men det var dejligt opbyggeligt og efterlader en masse håb. Også for Isak og Even (som stadig er en idiot!).

Det mest rørende ved afsnittet er dog det, der sker ude i den virkelige internetverden lige nu. Udspringsklippet har lige nu 48.373 (opdateret, red.) likes og NRK har regnbuefarvet like-hjertet. Og så er der i kommentarsporet de mest rørende historier fra unge nordmænd, som enten lige er sprunget ud for deres forældre efter at have set klippet eller sidder og overvejer at gøre det.

Andre brugere bakker dem op og sender en masse hjerter af sted. Fantastisk at være real-time-vidne til den kæmpe betydning, ’Skam’ har på rigtige unge.

Læs også: ’Skam’-skuespillerne på Instagram er et vidnesbyrd om seriens troværdighed

Læs også: ’Skam’ sæson 3 afsnit 5 – »Jeg kalder en lille smule dritt, at Eskild kan køre den der svada af«

Tv-serie. Hovedforfatter: Julie Andem. Medvirkende: Tarje Sandvik Moe, Lisa Teige, Josefine Frida Pettersen, Ulrikke Falch, Iman Meskini, Marlon Langeland. Premiere: Den 18. november på tv.nrk.no/serie/skam
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af