KOMMENTAR Medmindre du har været på et meditationsrefugie i Nepal det seneste års tid – eller bare ikke har været forbi Soundvenue.com – så ved du, at ’Skam’ er eksploderet. Over 70.000 danskere har set ’Skam’. Det må siges at være imponerende for en tv-serie på kebabnorsk, men ydermere så taget i betragtning, at det indtil videre herhjemme kun kan ses online.
Når man forsøger at sætte fingeren på, hvad der lige netop gør ’Skam’ så succesfuld, så falder talen på flere faktorer: Seriens brug af musik, dens alternative lanceringsstrategi og dens forståelse for generationen. Et ord, der går igen i alle beskrivelser, er troværdighed.
Troværdigheden er ikke alene tydelig i seriens lukkede univers og veldrejede narrativ. Den strækker sig helt ind i Instagram, hvor skuespillerne bag for eksempel Sana, Jonas og Even er et ekko af de karakterer, de portrætterer – og her snakker vi altså om skuespillernes private profiler og ikke deres fiktive karakter-profiler.
Det er en bevidst taktik fra NRK’s side, der har fundet castet gennem blandt andet Instagram og samtidig bruger skuespillerne til at forme karaktererne. Seriens skaber Julie Andem har eksempelvis tidligere udtalt, at karaktererne ligger tæt på skuespillerne – i særdeleshed i den igangværende tredje sæson.
På Instagram bliver det meget hurtigt tydeligt, at karakter og skuespiller langt hen ad vejen er spejlbilleder af hinanden. Marlon Langeland (Jonas) står på skateboard og fester (i København blandt andet), Henrik Holm (Even) er pro-hash og går til Pride og Josefine Pettersen (Noora) drikker kaffe med perfekt latte art og har rubinrøde læber. Iman Meskini ligner ligeledes sin karakter Sana i meget høj grad – med hovedbeklædning, solbriller og stærke citater, der kan løfte humøret hos selv den mest slukørede 2.g’er. Blandt de hovedkarakterer, der har åbne Instagram-profiler, er der ingen, der stikker væsentligt ud fra deres karakter.
Samtidig er det også svært ikke at studse over, at en stor del af skuespillerne har åbne private Instagram-profiler, der linker til NRK’s ’Skam’-side. I mit konspiratoriske sind er det et tegn på, at NRK er klar over, at serien vinder ved, at man gennem Instagram kan følge deres skuespillere. Instagram fungerer i den sammenhæng som et kig ind i deres egne liv, som giver historiefortællingen en ekstra dimension og bevirker at man tror langt mere på ’Skam’ og dens generationsportræt.
Ud over at give en mere troværdig serie, er Instagram-profilerne også et vidnesbyrd om den praktiske autenticitet, ’Skam’ er skabt med. Forud for serien er der lagt timevis af interviews med elever fra alle gymnasier i Oslo for at forstå måden, de taler på, hvad de laver, og hvad der optager dem.
Ifølge Julie Andem har de brugt en metode, der oftest bliver brugt i IT-branchen, hvor man forsøger at trække så meget information som muligt ud af én person for at udtænke ideer til et koncept. I ‘Skam’s tilfælde har det gjort det samme med mange. De har samtidig haft ekstremt mange til casting og har blandt andet vurderet dem ved hjælp af deres Instagram-profiler.
Et billede slået op af Iman Meskini (@imanmeskini) den
Fremgangsmåden er interessant, fordi deres Instagram-profiler dermed fungerer som et peephole ind i seriens grundstof, der skal bevise, at handlingen ikke bare er grebet ud af den blå luft – som eksempelvis ’Beverly Hills 90210’. Det fungerer sindssygt effektivt, at forskellene mellem karakterer og skuespillere bliver udvisket. Det skaber en illusion af, at det vi oplever, er virkelighed – eller i hvert fald sagtens kunne være det. At det lige så vel kunne være Marlon, Josefine og Henrik, vi kerede os så meget om. At ’Skam’ lige så godt kunne være en reality-serie.
Det gør samtidig Instagram-profilerne endnu mere interessante, at skuespillerne på NRK’s ordre yderst sjældent giver interviews. Instagram er simpelthen langt hen ad vejen den eneste adgang til et dybere indblik i deres liv. Hvis vi udelukkende lærte skuespillerne at kende gennem snesevis af interviews i dagspressen, ville vi givetvis få et helt andet indtryk af dem og ikke opleve deres Instagram-profiler som virhelighedens metalag til serien.
Hvis vi sammenligner med eksempelvis ’Girls’, så var det i starten også fascinerende at følge for eksempel Lena Dunham, fordi hendes karakter Hannah Horvath var én til én hende – særligt i første sæson. Men så holdt lighederne langsomt op, og Hollywood trådte til. Nu er Dunham – og de øvrige karakterers Instagram-profiler – ”kun” behind the scenes-peepholes, der hverken trækker fra eller lægger til i fascinationen af serien – de er der bare, lige så vel som ‘Game of Thrones’-skuespillernes Instagram-profiler.
Fascinationen kan opsummeres til et hønen eller ægget-spørgsmål: Er skuespillernes profiler interessante fordi de minder om deres karakterer, eller er deres karakterer interessante, fordi de har rod i skuespillerne? Begge dele, vurderer jeg. Samlet set får man lidt mere ud af ’Skam’s i forvejen meget præcise generationsportræt gennem skuespillernes Instagram-profiler.
Hvorom alting er, har NRK et drømmecast på hånden – og det alene bør legitimere et tryk på ’følg’-knappen ved siden af deres profiler.
Læs også: Her er fem ’Skam’-skuespilleres Instagram-profiler, du bør følge