Anmelderne gav op på David Ayers ‘Suicide Squad’, men det er DC Films endnu ikke klar til. Selvom DC Universe og Warner Bros. har haft et hårdt år med ‘Batman v Superman’-floppet og urovækkende rygter om ‘Aquaman’-filmens fremtid, fortsætter den konkurrende franchise til Marvel Cinematic Universe ufortrødent. Og 2016 bliver altså ikke sidste gang, vi så noget til hverken Suicide Squad eller Margot Robbies Harley Quinn.
David Ayer, instruktøren bag ‘Suicide Squad’, er hyret til at instruere ‘Gotham City Sirens’, skriver The Hollywood Reporter. Filmen er den både oplagte – og velfortjente! – Harley Quinn spin-off, som Margot Robbie landede, allerede inden skurkeensemblet fik premiere i august i år. Geneva Robertson-Dworet, der har skrevet manuskript til det kommende ‘Tomb Raider’-reboot og den lige så kommende ‘Shelock Holmes 3’, har taget opgaven på sig at samle alle DC’s kvindelige skurke i spinoff-filmen.
The Hollywood Reporter afslører samtidig, at en ‘Suicide Squad 2’ er i støbeskeen, og at det samme gælder en spinoff til karakteren Deadshot, der i Will Smiths skikkelse også var et af de få lyspunkter i den rodede film.