Selv de største auteurs falder indimellem til patten og laver reklamer mod lidt ekstra guld til pengeskabet. Lars von Trier, Nicolas Winding Refn, Spike Jonze og Wes Anderson har alle været der, og forleden kom det frem, at selv den ellers så mystikomgærdede og kompromisløse Terrence Malick ville kaste sig ud på det kommercielle farvand.
Og helt ærligt – det skal de ikke høre et ondt ord for, så længe de reklamer, der kommer ud af det, er velskabte og originale.
Også Joel og Ethan Coen har før flirtet med de kommercielle kortfilm, og nu har brødrene allieret sig med Mercedes for at lave en reklame op til den årlige Super Bowl, der finder sted på søndag, og som altid er et mekka for svinedyrt, prestigefyldt indhold i pauserne.
Coen-brødrenes reklame er en skæv og sjov hyldest til klassikeren ‘Easy Rider’ fra 1969, hvor Peter Fonda, Dennis Hopper og Jack Nicholson er frie motorcykelfugle på den amerikanske landevej.
I reklamen bliver filmen stadig skamdyrket af de lokale, men efterhånden aldrende bikere, selvom – viser det sig i fortællingens twist – Peter Fonda selv for længst er kommet videre.
Læs også: Rangering – alle Coen-brødrenes film, fra værst til bedst