Rangering: Alle Coen-brødrenes film – fra værst til bedst

’The Big Lebowski’? ’Fargo’? ’No Country for Old Men’? Alle har deres egen top-liste over Joel og Ethan Coens film, og rangeringen afhænger blandt andet af, om man er mest til deres film med dramatisk eller komisk forvægt. Her er vores bud forud for deres 17. film, den premiereaktuelle ’Hil Cæsar’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

16. ‘The Ladykillers’

’The Ladykillers’ fra 2004 er aldeles enestående i Coen-brødrenes oeuvre. Det er nemlig en ret dårlig film, et unødvendigt remake, som i modsætning til alle andre Coen-film er nærmest umulig at sige noget godt om.

Historien om den akademisk elitære, frøken Gad’sk venlige elegantier og ordsvindler Goldthwait Higginson Dorr, Ph.d., og hans renæssanceband, som med uforståelige ordguirlander imponerer sig til et kælderværelse hos den jævne frøken Munson, kom første gang til live på lærredet i 1955. Alexander Mackendricks ’Plyds og Papegøjer’, som den kom til at hedde på dansk, med Alec Guiness i hovedrollen og produceret for de legendariske Ealing-studierne er en ægte guldranet klassiker, skøn og skarp. Og professorens hykleri er til at tage at føle på – og grine af. Udadtil er han lutter ånd og hjertens god, men i virkeligheden en indbildsk fremmedordbog og sociopat.

Da Coen-brødrenes tidligere fotograf Barry Sonnenfeld i starten af 00’erne overtalte Disney til at genindspille den britiske film i USA, overtalte han samtidig sine to venner og kolleger til at skrive manuskriptet. Så vi må gå ud fra, at det var derfor, de gik ind i projektet og endte med at instruere filmen, da Sonnenfeld faldt fra – at de gjorde det som en vennetjeneste. Der kan umulig være en anden grund til at genopføre et mesterværk så uinspireret og så skidt castet. Tom Hanks er bare ikke verdensmester i komik, og det samme kan paradoksalt nok siges om komikeren Marlon Wayans.

Det værste ved Coens ’The Ladykillers’ er dog, at de ikke tilfører historien noget, de trækker snarere fra. Og det klinger hult og føles malplaceret, når de kombinerer britisk komedietradition med sort sydstatskultur og hiphop.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

15. ’The Hudsucker Proxy’

Coen-brødrene har siden debuten i 1984 lavet film, der pendulerer mellem kunst og underholdning, grin og gråd, Homer og James M. Cain. Og med et glimt i øjet har de to nostalgiske postmodernister satiriseret over den menneskelige tilstand og over, hvordan magt og succes korrumperer.

I det gamle Grækenland talte Platon om sofrosyne, mådehold, besindighed. Det samme gør Coen-brødrene, når de – dog med tungen i kinden – fortæller om vores jagt på umulige drømme, vores møde med hybris. Således også her, hvor det godhjertede fjols Norville (Tim Robbins) uvidende bliver indsat som stråmandsdirektør i Hudsucker Industry, da chefen har taget springet til evigheden, og bestyrelsen vil sikre, at firmaets aktier er værdiløse, så de selv kan købe sig til aktiemajoriteten.

Sådan går det bare ikke, for Norville har en dum idé: Hulahopringen! Han bliver modsat alles forventning en succes. Og succesen forvandler fjolset til en idiot. ’The Hudsucher Proxy’ er et moralsk lærestykke fra et surrealistisk New York i gråtoner. Fortællingen folder sig ud med en drøms logik. Og da Norville indser sin fallit og tager springet, møder han mellem bestyrelseslokalet og asfalten den fedladne, tidligere direktør som basunengel, og en prås går op for ham.

’The Hudsucker Proxy’, som Joel og Ethan Coen skrev sammen med deres ven Sam Raimi, skulle egentlig have været deres kommercielle gennembrud. Det kan man ikke just sige, at det blev. Filmen er på en gang artsy og såre simpel. Tim Robbins er nok charmerende i rollen som Norville, mens Jennifer Jason Leigh giver den som Katherine Hepburn i rollen som journalisten, der skal afslører bedraget og forelsker sig.

Men hele universet, slut-50’erne iscenesat som 1930’erne ad absurdum, er ikke overbevisende og slet ikke engagerende. Og på trods af al 90’er-ironien er det umisforståelige budskab trods alt en kende for firkantet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. ‘Intolerable Cruelty’

Mange vil nok mene, at jeg placerer Coen-brødrenes moderne screwball-komedie for højt på listen, for det er jo ikke en rigtig Coen-film. Og det er det faktisk heller ikke rigtigt. Historien om skilsmisseadvokaten Miles Massey, der finder sin eneste ene i kvinden, som han snører i skilsmisseretten, men som ender med at snøre ham, er faktisk undfanget af tv-forfatteren John Romano og oversat til det store lærred af Robert Ramsey og Matthew Stone.

I 1994 blev Coen-brødrene hyret til at gennemskrive manuskriptet. Men det var først efter instruktører som Ron Howard og Jonathan Demme og skuespillere som Julia Roberts og Richard Gere var kommet og gået, at Coen-brødrene kom på banen som instruktører. For mig at se er filmen dog, på trods af den noget bøvlede produktion, alligevel en Coen-film. Grådigheden – en dødssynd, der altid ender i en dum tragedie i brødrenes film – er bestemt til stede her, hvor guldgravere sidder ved poolen og smider dyre drinks i løgnhalse og fælder krokodilletårer i retten.

George Clooney er i hænderne på The Coens bare skide sjov som Miles Massey. Og de lynhurtige pingpong-dialoger mellem ham og Catherine Zeta Jones i rollen som den kyniske golddigger er knivskarpe. »Jeg går ud fra, du er kødæder?« siger Clooney, da maden skal bestilles. »Du skulle bare vide«, returnerer Marilyn hårdt. Filmen er rap i replikken, men som romantisk komedie er følelserne mellem Clonney og Zeta-Jones ikke overbevisende, hvorfor den ellers så lykkelige slutning synes blodfattig og lettere utroværdig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. ’Burn After Reading’

Coen-brødrenes satiriske take på agentthrilleren er ikke just hjertevarm. Intet – måske lige med undtagelse af de gode gamle dage – er helligt i Coen-brødrenes satiriske univers, slet ikke CIA, spioner og fitness-entusiaster, som i ’Burn After Reading’ fra 2008 får den helt store overhaling.

Her er der ingen, nogen steder i Washington DC, hvor filmen forgår, der har bare et gran af besindighed eller mådehold. Hovedrollen, ja, det er vist nok George Clooney, har en affære med Tilda Swinton, der er gift med John Malkovich, som har droppet sin agentkarriere for at skrive sine erindringer. Han glemmer bare lige sine noter i fitnesscentret, og så falder de i hænderne på de to fitnessinstruktører, der måske til sammen er Coen-brødrenes største idioter, Brad Pitt som den hjernelamme Chad og Frances McDormand som den ditto Linda, der for alt i verden gerne vil have en skønhedsoperation og patter som fodbolde.

Så hvorfor ikke afpresse Malkovichs perfide spion med et selvbillede på størrelse med Lincoln-monumentet? George Clooney har som sagt en affære med Tilda Swinton og siden Frances McDormand – Brad Pitt er der til gengæld ingen, der vil knalde. Vores kærlighedshungrende singlesamfund sat på spidsen blandt spioner og helt almindelige idioter. Her er ingen fornuftens stemmer, kun idioti, og George Clooney viser igen sit store komiske talent som spion med licens til at knalde udenom, mens Brad Pitt er godt modcastet i rollen som Chad.

Og det er da sjovt, men også et problem, for det er mildest talt umuligt at engagere sig i brødrenes karikaturtegning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. ’Raising Arizona’

I 2014 fortalte Coen-brødrene om deres arbejdsmetode i et interview til The New York Times, at de ikke starter med en struktur, de skriver bare derudaf, en slags brainwash, hvor ideer og impulser bliver smidt på bordet, og alle gode ideer stykkes sammen som et slags dramaturgisk patchwork-tæppe.

Det mærker man allerede i deres anden spillefilm fra 1987, ’Raising Arizona,’ hvor ingen darlings lader til at have måttet lade livet. Historien om HI, der ernærer sig ved at røve kiosker og sidde i spjældet, og som forelsker sig i politikvinden, der efter hver anholdelse tager hans mugshot, er en forrygende rodebutik af gakkede indfald, virtuose kamerature gennem millionærparrets villa, gakkede gags og en dommedagsrytter med Harley og lædervest, der nok kommer med ild, kaos og ødelæggelse, men som også hedder Lenny og egentlig er en ganske blid og venlig sjæl.

Om han er HI’s paranoide fantasi eller bare HI’s fantasi, forbliver uvist. Hvorom alting er, bliver Ed (kortform for Edwina) og HI gift og lægger familieplaner, men Ed er til parrets store fortvivlelse ufrugtbar. Så da en millionær pludselig begaves med intet mindre end femlinger, går en prås op for Ed: »De kan da ikke klare fem børn. Lad os løfte byrden fra deres skuldre ved at kidnappe det ene«. Og som sagt så – lettere klodset – gjort. Og så kommer dommedagsrytteren.

Nicolas Cage som den reformerede forbryder spiller opgivende og ihærdigt prøvende, mens Holly Hunter er bandsat og stædig som Ed. Og den i grunden ret banale fortælling om taberens hybris (et genkommende motiv i brødrenes film) formgives ikke som en tragedie, men som en livfuld, sprudlende komedie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. ’True Grit’

Og så blev det straks lidt sværere, for fra nu af har vi kun at gøre med det mindst fremragende. ’True Grit’ er faktisk fremragende og ret så underholdende, men igen fristes man til at spørge: Hvorfor? Hvorfor skal den film laves en gang til?

I 1969 spillede John Wayne den fordrukne Marshall Rooster Cogburn, som i Charles Portis’ romanforlæg bliver hyret af den 14-årige Mattie, der har rygrad som ti store mandfolk (true grit), til at finde manden, der skød og dræbte hendes far. Jeff Bridges er ægte snøvlende, fordrukken og ikke just det bedste forbillede for den unge Mattie og langt bedre end den stivbenede cowboyman, John Wayne, og Hailee Steinfeld træder for første gang frem på scenen som den bandsatte teenager. Roger Deakins fotograferer den frosne prærie med vanlig tæft for personernes indre verdener. Og Matt Damon er fantastisk slibrig og opportunistisk som sheriffen, der slår følge med det umage makkerpar.

Alligevel hører ’True Grit’ altså stadig til i den tunge ende af Coen-spektret. For hvorfor skulle den lige laves igen?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’Miller’s Crossing’

Coen-brødrene dyrkede deres forkærlighed for film noir og krimiforfattere som James M. Cain, Raymond Chandler og Dashiell Hammet i debutfilmen ’Blood Simple’, og ’Millers Crossing’ er løseligt baseret på Hammets ’Glasnøglen’.

Dødens Ekko’ er den højdramatiske danske titel på gangsterhistorien fra en unavngiven by i forbudstidens USA, hvor mord er den eneste gangbare valuta. Gabriel Byrne spiller med tilbageholdt, nøje afmålt autoritet Tom Reagan, den irske gangsterboss Leos consigliere. Tom må balancere på en knivsæg mellem rivaliserende gangstere, irerne og italienerne, loyaliteten over for sin ven og boss og sin store kærlighed Verna, som også er Leos kommende viv.

Denne antihelt er en genkommende figur hos Coen-brødrene, pragmatikeren med det kølige overblik, en kynisk rationalisme, midt i en krudttønde af eksplosive egoer og vanvid. Og Toms dilemma er basalt medrivende. Da den humørsyge Leo slår hånden af ham, slutter han sig til sin italienske modstander, og pludselig står han og skal træffe en skæbnesvanger beslutning mellem de høje træer, hvor vejene mødes ved Miller’s Crossing.

’Millers Crossing’ fra 1990 er en hårdtslående, desillusioneret genreleg, der synes at aflive enhver, ’The Godfather’-agtig romantisk myte om immigrantens ubestikkelige stolthed og ære.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘O Brother, Where Art Thou’

Nu bliver det rigtigt, rigtigt svært, for hvordan adskiller man mesterligt fra mesterligt? På ottendepladsen finder vi endnu en George Clooney-komedie – og en vellykket én af slagsen. Ethan Coen, der ofte kun er krediteret som producer og manuskriptforfatter på brødrenes film, har studeret filosofi, og måske er det her, at interessen for græsk mytologi – her sat i scene i det svedige, gode gamle amerikanske syden – kommer fra.

’O Brother, Where Art Thou’ er således Coen-brødrenes helt egen filmatisering af Odysseen. Om straffefangen Everett McGill, der flygter med sin chaingang gennem Mississippi for at nå hjem til sin kone og bevise, at han er bon-a-fide, et godt parti dybest set, inden dæmningen sprænges, og de 1,2 millioner dollar, han har gemt, bliver skyllet væk. ’O’Brother, where art Thou’ er en fuldstændigt forrygende og fantasifuld tour de force gennem det kringlede Coen’ske sind. Og filmen er fuld af fantastiske detaljer, sirenerne, der lokker, guitaristen Tommy, der har solgt sin sjæl til djævlen, og John Goodman (endnu en genganger) som den enøjede bibelsælger, Kyklopen, der er tæt på at gøre en ende på vor helte.

Og Clooney viser ikke bare sit komiske talent frem, han synger også – ind i en dåse! Filmen er vanvittigt musikalsk, og man forlader den med fiktionens landeplage The Soggy Bottoms Boys’ ’Man of Constant Sorrow’ på læberne. Kæft hvor den film swinger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘The Man Who Wasn’t There’

Coen-brødrenes vel nok mest sirligt koreograferede film, hvor ikke et hår sidder forkert i fortællingen om den storrygende, uanseelige frisør Ed Crane (Billy Bob Thornton), der i slutningen af 40’erne får rodet sig selv ud i et typisk Coen’sk morads: Afpresning, kynisk opportunisme, grådighed, mord, der også kommer til at involvere hans utro kone (Frances McDormand).

Joel og Ethan Coen leger igen med noir-universets koder, fra den ufravigelige determinisme til femme fatale-figuren, som inkarneres af Scarlett Johansson i en tidlig rolle som farligt forførende Lolita.

Det er én af brødrenes mest sortsynede film, og det siger ikke så lidt. Vel er der masser af skæve personager, men der er længere mellem grinene end normalt. Til gengæld leger de frækt med god moral, når de lader Ed live op som menneske til trods for sine tvivlsomme gerninger.

En kompleks, detaljeorienteret fortælling, der emmer af old Hollywood. Det er i øvrigt herfra, UFO-elementet fra anden sæson af tv-serien ‘Fargo’ oprinder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘No Country for Old Men’

Hvis Llewelyn Moss (Josh Brolin) havde set ‘Raising Arizona’, var han nok aldrig stukket afsted med de to millioner, han finder, da han en tilfældig dag på den texanske prærie løber ind i en narkohandel, der er gået helt gal. Men som altid i Coen-brødrenes film er den menneskelige grådighed ustoppelig, selvom vi fra den græske mytologi ved, at de, der sætter sig op mod guderne og bryder deres trældoms lænker, skal straffes.

Hybris rammer Llewelyn, da ondskaben inkarneret, lejemorderen Chigurh (Javier Bardem), får færten af ham. Fornuftens stemmer er sheriffen spillet af Tommy Lee Jones, der kun kan mindes the good ol’ days, en bedre tid. Man skulle nærmest tro, at Cormac McCarthys bogforlæg var skrevet til Coen-brødrene, men nej. De har derfor i deres arbejde med manuskriptet holdt sig strengt til bogen. »Hvorfor lave om på noget, der virker?«, som de har sagt i et interview ti The New York Times.

Det gør dog også filmen til Coen-brødrenes mindst sjove, og med dens gennemstrømmende gravitas kan man også sige, at det er en af deres mindst personlige. Alligevel er det en fantastisk film, hvor brødrene spiller deres genkommende temaer sublimt ud på en mere rendyrket dyster, suspensefuld tangent.

’No Country for Old Men’ vandt en Oscar i skarp konkurrence med P.T. Andersons ’There Will Be Blood’. Ingen kunne dog være i tvivl om birolleprisen til Javier Bardem, der bare er grundlæggende uhyggeligt i rollen som den nådesløse lejemorder med boltpistolen og den sirlige page. Han er uhyggelig, fordi man ikke kan forstå hans mørke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Blood Simple’

»Alt, hvad du har brug for, er en pige og en pistol«. Noget i den stil sagde den franske nybølges ideologiske avantgardist, Jean-Luc Godard, vist nok engang om det at lave film. I Coen-brødrenes debut fra 1984 tager de den franske mester på ordet. Og minsandten om ikke mesteren havde ret.

Kvinden er Frances McDormand, der har optrådt i adskillige af deres film og i dag er gift med Joel Coen, og pistolen tilhører detektiven (M. Emmet Walsh), der hyres af kvindens mand til at aflive kvinden og hendes elsker. Manden, barejeren Marty, er en megaloman kontrolfreak. Detektiven er nok rationel, men også pengegrisk, og det forsegler i sidste ende hans skæbne.

Debutfilmen er en mørk noir, inspireret af James M. Cain. En på én gang sorthumoristisk og tragisk skæbnefortælling, som med en grusom determinisme lader alle mand ende i den grav, de graver for sig selv og for hinanden. Filmen slog således effektivt tonen an for et imponerende oeuvre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’A Serious Man’

Coen-brødrene kan ikke just siges at være gavmilde med biografisk detaljer om deres egne liv og jødiske opvækst i Minnesota. Til tider har de sågar stukket nysgerrige journalister en plade.

Men det er svært ikke at mistænke dem for at have skrevet ’A Serious Man’ på baggrund af netop deres egen opvækst i 1960’ernes Minnesota. Her prøver fysikprofessoren Larry Gopnik (deres far var økonomiprofessor) at gøre det, så godt han kan. Men verden har, som Coen-brødrene har vist igen og igen, ingen gode manerer, og Larry bliver som en anden Job slået i jorden igen og igen.

Det bliver hylende sorthumoristisk, når han modvilligt må acceptere at forlade forstaden til fordel for et luset motel, da konen afslører over for sin tøffelhelt, at hun altså har fået varme følelser for en fælles bekendt, og at han godt må forlade matriklen. Så han søger gode råd hos lokalsamfundets rabbinere, men lige lidt hjælper det. Religionen har ingen svar på hans livslede, de føjer kun til frustrationerne.

Fred Melamed er en forrygende selvretfærdig akademikerfløs i rollen som Sy Abelman og Michael Stuhlbarg et mesterstykke som manden, man med de allermest empatiske rationaler gør fortræd. Det er sjovt, fordi det er så latterligt tragisk. Og Coen-brødrenes skæve take på det jødiske community er simpelthen hysterisk morsomt – på én gang fremmed og genkendeligt for enhver, der er vokset op i et parcelhus. ’A Serious Man’ stikker ud fra resten af værket, på den gode måde.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’The Big Lebowski’

Slår man kultfilm op i ordbogen, er der en god chancen for, at man vil finde et billede af Jeff Bridges The Dude eller El Dudorino eller His Dudeness og hans bedste kammerat og bowlingmakker Walter i John Goodmans imposante skikkelse, der aldrig forpasser chancen for at påpege over for tredjemanden på holdet, Steve Buscemi: »Donny! This is not ’Nam. This is bowling. There are rules!«

‘The Big Lebowski’, der er meget løst baseret på Raymond Chandlers ‘The Big Sleep’ med The Dude som knap så hårdkogt Philip Marlow-standin, er et overflødighedshorn af citater og mindeværdige figurer. Forvekslingsplottet er alt for kringlet til at kunne forklares på 250 ord, men det er nu heller ikke derfor, den skal ses (igen og igen).

Den skal ses for tæppet »that really tied the room together«, John Turturros bowlingrival Jesus – »Nobody fucks with the Jesus!« – for når The Dude med en spliff i kæften rejser ind i bowlingdrømmeland, når The Dude og Walter sprede den afdøde Donnys aske over Stillehavet i modvind. Er der en dybere mening? Muligvis.

Men for alle, der voksede op i 90’erne, er ’The Big Lebowski’ først og fremmest et urkomisk monument over tiden og den fallerede arv fra de lalleglade 60’ere. Mesterværk er måske så meget sagt, men den er på sin egen måde genial.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Barton Fink’

Brødrenes Cannes-vinder fra 1991 er deres nok mest desillusionerede film til dato: Et portræt af den påtagede socialt indignerede manuskriptforfatter, Barton Fink, der efter bragende succes på Broadway ender med at gå til grunde i Hollywood som hired gun på en wrestlingfilm.

På hotellet, hvor han indlogerer sig, møder han den common man, han synes, han kæmper for, men som han aldrig lytter til, hvilket han måske skulle have gjort, for han viser sig at være djævlen selv, eller i hvert fald en diabolsk seriemorder. Filmen er et mesterværk, fordi den drager os ind i Bartons mentale tilstand, hvor det gustne hotel bliver et klaustrofobisk mentalt interiør. Selvom Barton er en selvbedragerisk idiot – kunstneren, der tror, han bærer på en sandhed – har vi også ondt af ham, fanget som han er af drømmene, der brast. Verden er grum, og ser man kun sig selv, ser man ikke the common man.

Filmen udarter sig i den grad surrealistisk, og slutter faktisk på en underligt håbefuld, fortrøstningsfuld note.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Inside Llewyn Davis’

Filmen om folk-scenen i New York anno 1960’erne handler ikke om Bob Dylan, som vi kun lige ser skyggen af i filmens slutning. Ganske symptomatisk for Coen-brødrene handler den om en af scenens tabere. Filmen er baseret på historien om musikeren Dave van Ronk, der aldrig rigtigt slog igennem på 60’ernes folkscene. En mand med talent, men ikke et talent, der er stort nok til at indfri drømmen.

Så Llewyn fusker sig gennem livet, overnatter på folks sofaer, spiller for en dollar eller to på andre folks plader. Livet er surt. Livet er en skærsild. Livet er et falsk håb i ’Inside Llewyn Davis’, der er en helt igennem mesterligt eksistentiel rejse til The Gate of Horns (igen en reference til Odysseus, og John Goodman optræder igen som en udgave af kyklopen), hvor drømmen knuses af Abraham F. Murrauy spydige pladeselskabsboss.

Som i ’Barton Fink’ har vi på en gang med en fortælling om en morsom fiasko og en eksistentiel tragedie at gøre. Men vi har også at gøre med et fuldstændig virtuost stykke filmkunst. Alle Llewyns sange opfører Oscar Isac, der selv er tidligere musiker, live og i fuld længde foran kameraet, og filmen er kronen på samarbejdet med T. Bone Burnett, der har lagt lyd til alle brødrenes seneste film.

Justin Timberlake er fantastisk som vennen, der får udgivet sin tandløse popmusik. Og hans kæreste, som Llewyn har bollet tyk, er en sand furie i Carey Mulligans fortolkning. Hun leverer en af de bedste skideballer på film nogensinde: »Du burde tvinges til altid at have to kondomer på«. Hvorfor Bruno Delbonnel ikke vandt en Oscar for sin fotografering, må guderne vide.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Fargo’

Deres absolut bedste film, ’Fargo’, er også deres æstetisk mest nedtonede, mest realistiske film.

Den er, som disclaimeren fortæller, »baseret på virkelige hændelser«. Det skal forstås sådan, at de enormt løseligt har baseret filmen på en historie, de havde hørt om en kidnapning i Minnesota, og en historie om en mand, der kørte sin kone gennem en woodchipper i Connecticut. Men Fargo er samtidig den film, der på fornemste vis samler alle trådende i brødrenes ouevre. Vi er tilbage i brødrenes barndomsland, Minnesota, hvor antihelten Jerry Lundegaard hyrer to morbide gangstere til at kidnappe sin i den grad dominerende kone, det er den eneste måde, Jerry kan få sin svigerfar til at finansiere hans drøm, altså bare uden at han ved af det.

Alt går selvfølgelig galt. Og så står William H. Macy, der spiller Jerry Fucking Lund-e-gaard, med et forklaringsproblem af rang. Som i ’A Serious Man’ får mandens uformåen katastrofale konsekvenser. Og igen prædiker Coen-brødrene til besindighed, sofrosyne, med deres egentlige hovedkarakter, politikvinden Marge, der ligesom Tommy Lee Jones’ figur i ’No Country for Old Men’ står på sidelinjen og betragter menneskenes dårskab, deres håbeløse jagt på en falsk rigdom.

Frances McDormand spiller den gravide betjent med morgenkvalme og den varme, efterhånden ikoniske Minnesota-accent – »Jah« – og hun vandt fortjent en Oscar for sin hovedrolle i 1997. Hvorfor William H. Macy ikke vandt en birolle-Oscar, og hvorfor ’Den engelske – fucking – patient’ vandt for bedste film samme år, er komplet uforståeligt.

Læs også: Interview med Coen-brødrene: Når man laver et dansenummer, behøver det ikke handle om flygtninge

Læs også: Anmeldelse af ‘Hil Cæsar!’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af