Optagelserne til Lars von Triers næste projekt, seriemorderfilmen ‘The House That Jack Built’, er omsider gået i gang, og det har den kontroversielle instruktør nu markeret ved at tildele os et glimt af, hvad der er i vente – sådan rent stemningsmæssigt.
Billedet ovenfor er taget af den danske fotograf Casper Sejersen og beskrives af von Trier selv som »et stemningsfuldt foto med en cinematisk reference«.
Her hentyder han til den danske instruktør Carl Th. Dreyers opsigtsvækkende og drømmende tonefilmdebut ‘Vampyr’, som skabte røre i andedammen ved premieren i 1932 (se billedet nedenfor). Hvilket altså lover godt for ‘The House That Jack Built’, som med Matt Dillon i hovedrollen som den jagede seriemorder tegner til at blive en genrefilm – om end en overmåde ambitiøs én af slagsen.
Det er dog ikke Dillon på billeder, men Trier selv, og der er således ikke noget, som tyder på, at der er tale om et egentligt billede fra selve filmen.
Optagelserne finder sted i Trollhättan i Sverige og København, og ‘The House That Jack Built’ burde få premiere i 2018.
Læs også: Stephen King hylder Lars von Trier som den mest talentfulde instruktør i verden