I sidste uge præsenterede Robin Wright sin første film som instruktør – film noir-kortfilmspastichen ‘The Dark of the Night’ – i Cannes, og om få dage kan hun igen opleves i signaturrollen som Claire Underwood i ‘House of Cards’.
Claire er med tiden blevet en nærmest lige så central del af Netflix-serien som gemalen Frank, og det fik sidste år Robin Wright til at kræve, at hun blev betalt lige så godt som hendes medspiller Kevin Spacey, der efter sigende indhenter 500.000 dollars per afsnit.
Dengang bemærkede hun, at hun havde fået sin vilje, men det tyder nu på at have været ønsketænkning. Til mediet Rhapsody siger hun i hvert fald nu: »Jeg tror ikke, jeg får samme beløb. De sagde til mig, at jeg ville få en lønforhøjelse. Men… Jeg tror det ikke«.
Kevin Spacey er også producer på serien, hvilket formentlig øger hans lønpose et stykke. Og Wright har i stedet fået tilsagn om en lukrativ produktionsaftale med produktionsselskabet bag ‘House of Cards’, Media Rights Capital.
Men uanset hvad føler Robin Wright sig snydt.
»Jeg kan virkelig ikke lide at blive fuppet. Det gør ingen. Det er stadig sådan en mandedomineret arbejdsstyrke. Der er nogle vaner. Og at ændre mænds vaner er, hvad der skal ske. En genuddannelse. En ny måde at tænke på. En ny filosofi«, siger hun.
»Jeg tror, det er nødt til at ske i alle disse industrier, hvor vi gør det samme, som mænd gør, og vi stadig bliver betalt mindre«.
Læs også: Opvarmning til ‘House of Cards’ sæson 5 – de største spørgsmål før den nye sæson