Over for Soundvenue bekræfter Ask Hasselbalch, manden bag ‘Antboy’-filmene, at han skal instruere opfølgeren til ’Skammerens datter’, ’Slangens gave’.
Filmen er stadig i sin forberedende fase, men det ligger fast, at Rebecca Emilie Sattrup vender tilbage som Dina, ligesom Jakob Oftebro og Allan Hyde også er bekræftet til rollelisten. ’Slangens gave’ er baseret på den tredje roman i Lene Kaaberbøls populære ‘Skammer’-serie og følger Dina og co., mens de er på flugt fra skammerens far, Sortemesteren Seuzan.
Hasselbalch taler varmt om Kenneth Kainz’ forgænger, men lover, at ’Slangens gave’ ikke blot fortsætter, hvor etteren slap.
»Jeg er en anden instruktør, og det bliver en anden film. Selvfølgelig er det en fortsættelse til ’Skammerens datter’, men ambitionen er, at den skal kunne fungere selvstændigt«, siger han.
»Min mission er at komme endnu tættere på Dina, end man gjorde i den første film. Den kommer til at følge hendes udvikling fra ung teenager til kvinde. Og så kommer den til at have en anden visuel tilgang. Hvor ’Skammerens datter’ blandt andet var inspireret af ’Game of Thrones’, er Guillermo del Toro (’Pans labyrint’, red.) og Alfonso Cuarón (’Children of Men’, red.) blandt mine referencer«.
Hasselbalch har tidligere stået bag ’Antboy’-serien, en tegneseriekulørt superheltefortælling til børn og barnlige sjæle, men han understreger, at hans tilgang til Kaaberbøls mørke middelalderunivers er helt anderledes.
»Det er et helt andet univers. ‘Antboy’ var fortalt i øjenhøjde med børnene, hvor ’Slangens gave’ bliver en meget mørkere film. Den beskæftiger sig med tab og sorg«, siger han.
»Når det er sagt, elsker jeg det fantasifulde og det magiske, så det virker som et naturligt skridt for mig at prøve kræfter med en så stor eventyrfilm som ’Slangens gave’. Jeg håber, at jeg kan være med til at skrue op for eventyret og være med til at rykke ved fantasygenren herhjemme. Det synes jeg er på tide«.
Optagelserne til ’Slangens gave’ begynder allerede i september, mens den endelige premieredato endnu ikke er offentliggjort.