Edgar Wrights energiske og musikinfuserede heist- og bilfilm ‘Baby Driver’ er blevet en stor succes ved billetlugerne, og så har den tilmed fået glimrende anmeldelser.
Wright, der tidligere har lavet genreglade film som ‘Hot Fuzz’, ‘Shaun of the Dead’ og ‘The World’s End’, formår som få at lave mainstreamfilm af høj kvalitet. Og der er ikke noget at sige til, at studiet bag hans nyeste hit vil have mere.
I Empires podcast røber instruktøren, at Sony Pictures er interesserede i en opfølger til ‘Baby Driver’, som Wright selv har skrevet.
»Studiet har bedt mig om at tænke på en sequel, og det er sjovt – det er en af dem, jeg måske godt vil lave en sequel til, fordi jeg synes, der er flere steder, man kan gå med karaktererne, især Baby«, siger han.
»Med de fleste sequels er man nødt til at finde på noget, så man går helt tilbage til starten, med mindre der er et dybere sted at gå hen. Jeg tror, at med ‘Baby Driver’ er der mere, man kan gøre i den samme verden, og jeg har en slags idé om, at hvis man lavede én mere, ville man vende hans involvering i kriminalitet på en anden måde, så han ikke længere er lærlingen«, fortsætter han.
En film med Baby som forbryderkonge? Hvorfor ikke.
Læs også: Anmeldelse af ‘Baby Driver’
Læs også: Interview med Edgar Wright – »’Baby Driver’ er som at fange en enhjørning med en lasso«