‘Baby Driver’: Fuld knald på genrenørden Edgar Wrights gennemførte kupfilm
I Edgar Wrights kupfilm ‘Baby Driver’ bliver ens tanker ledt hen på det medrivende spil ‘Need For Speed: Hot Pursuit’ i en af flere hæsblæsende biljagter, hvor flugtbilchaufføren Baby (Ansel Elgort fra ‘En flænge i himlen’) og tre andre bankrøvere på flugt fra politiet drøner i susende fart igennem Atlantas gader.
Som dreng mistede Baby sine forældre i et biluheld, og han har siden holdt en høreskade stangen ved altid at lytte til musik på stjålne iPods 24/7 – også under den række af kup, han er med til at udføre for bagmanden, han står i gæld til, Doc (Kevin Spacey).
Babys samarbejdspartnere – den småpsykotiske Griff (Jon Bernthal fra ‘The Walking Dead’ og ‘Daredevil’), det morderiske par Buddy (Jon Hamm) og Darling (Eiza González, der skal spille hovedrollen i Robert Rodriguez’s ‘Alita: Battle Angel’) og den mindst lige så uberegnelige og lettere paranoide Bats (Jamie Foxx) – er dødsensfarlige. Og man hepper på, at det vil lykkes ham at slippe væk med livet i behold sammen med den charmerende og omsorgsfulde servitrice Debora (Lily James), som repræsenterer et håb hos hovedpersonen om at kvitte kriminaliteten.
Siden Wright lavede tv-serien ‘Spaced’ (1999-2001) og hans helt eminente gennembrudsfilm, ‘Shaun of the Dead’ (2004), har han gang på gang bevist, at han er usædvanligt genrebevidst, og han tager altid et skridt videre end pastiche og parodi. I sin første amerikanske produktion hylder den britiske instruktør klichéer som »det sidste job« og den tavse, hærdede ekspert og giver dem nyt liv. Og samtidig prioriterer han at tilbringe tid sammen med persongalleriet, der er skævt, men alligevel (i hvert fald næsten) troværdigt.
Der er markant færre jokes i ‘Baby Driver’, end Wright plejer at diske op med, men som sædvanlig er nogle af hans bedste påfund baserede på filmreferencer: Doc klandrer for eksempel Baby for at have inkorporeret citater fra ‘Monsters, Inc.’ i deres samtaler, og til et af bankrøverierne bliver der ved en fejl købt Austin Powers-masker i stedet for ‘Halloween’-masker (morderens navn er jo er Michael Meyers…).
Fordi musikken er en så vigtig del af Babys liv, er den ikke blot inkorporeret i handlingen. Det er snarere de enkelte situationer, der er forankret i og tilpasset hans spillelister, og i en imponerende skarpt koreograferet scene i starten af filmen, der bevidner, at Wright fortsat er en af sin generations ypperligste mainstream-stilister, følger vi Baby ned ad gaden, imens alle hans bevægelser til enhver tid matcher ‘Harlem Shuffle’ af Bob & Earl helt perfekt i både rytme og tekst.
Det fungerer sindssygt godt, at hver eneste mine og hver eneste håndbremsevending er timet så nøje til de mange fede og smittende energiske numre på soundtracket, men det er især det for instruktøren karakteristiske ubrudte og ubesværede flow i fortællingen, der gør ‘Baby Driver’ til en så stor fornøjelse.
Kort sagt:
Med vilde biljagter, farverige bifigurer og et ultra-cool soundtrack, der aldrig løber tør for benzin, er der fuld knald på den stilsikre genrenørd Edgar Wrights gennemførte kupfilm.
Læs også: Interview med Edgar Wright – »’Baby Driver’ var som at fange en enhjørning med en lasso«