‘Girls Night Out’: Sløset polterabendfarce spilder sine talentfulde kvinder på tamponjokes

‘Girls Night Out’: Sløset polterabendfarce spilder sine talentfulde kvinder på tamponjokes

Siden ‘Bridesmaids’ overrumplende gennembrud for grovkornede kvindecentrerede komedier har Hollywood desperat forsøgt at gentage succesen med mere eller (ofte) mindre vellykkede bud på ‘kvinder på slap line’-komediegenren.

Film som ‘Bachelorette’, ‘How to Be Single’, ‘Trainwreck’, ‘Bad Moms’, ‘Mike and Dave Needs Wedding Dates’, ‘The Heat’, ‘Spy’ og ‘Snatched’ har slået fast med syvtommers søm, at ja, kvinder kan også fyre den max af og være grove, vulgære og umoralske – akkurat lige så godt som mændene i eksempelvis ’Hangover’-drengerøvsfilmene og omtrent alt med Seth Rogen og Jonah Hill.

Mange kopister glemmer dog at få hjertet med. Mens ‘Bridesmaids’ foruden nyhedsværdien er oprigtigt sjov og troværdig i sin venskabsskildring, lykkes flere af de efterfølgende titler ikke med andet end at bytte rundt på kønsrollerne. Det er ikke nok seks år efter ‘Bridesmaids’, for det er i sig selv hverken synderligt sjovt eller underholdende at se kvinder opføre sig som idioter.

Idioter er desværre alt, hvad kvinderne for lov at være i ‘Girls Night Out’. Skuespillerne redder første del af filmen ved at være umiddelbart likeable, men sympatien fordufter, som handlingen skrider frem, og intet i karakteropbygningen gør sig fortjent til vores medfølelse.

Der er en flig af venskabshistorie – den ensomme pædagog Alice, der dog er mere irriterende end sød, føler sig negligeret af sin succesfulde veninde Jess – men den korte prolog, der viser de fire piger til en fest tilbage i college, lykkes ikke med at formidle et troværdigt følelsesmæssigt bånd. Og herfra går historien derudaf med en overstyret polterabend.

Senatorkandidaten Jess (Scarlett Johanson) skal giftes og mødes med sit gamle girl sqaud fra college Alice (Jillian Bell), Blair (Zoë Kravitz) og Frankie (Ilana Glazer) i en luksusvilla i Miami, hvor australske Pippa (Kate McKinnon) fra Jess’ udvekslingsår ligeledes slutter sig til gruppen.

Efter en aften med shots, coke og en mislykket danserutine bestiller pigerne en stripper hjem til huset. På uheldig vis falder han og slår hovedet så voldsomt, at han dør. Og nu står pigerne i en kattepine. Kan de skaffe sig af med liget ubemærket? Det korte svar er nej. Det lange svar er en lang gentagelse af en blanding af ‘Weekend med Bernie’ og ‘Very Bad Things’ krydret med tamme vittigheder om penisbriller, vibratorer, voksbehandling og tamponer.

Der er virkelig tale om spildt talent. Udover de glimrende skuespillere er filmen skrevet og instrueret af Lucia Aniello, som har stået bag en stribe afsnit af den fremragende slacker-venindeserie ‘Broad City’, hvori Ilana Glazer er cirka en million gange sjovere end her.

End ikke SNL-superstjernen Kate McKinnon inspirerer til mere end et træk på smilebåndet med sit sædvanligt maniske og excentriske spil med bevidst dårlig australsk accent og frygtløs slapstick. Og en enkelt halvsjov scene med Jess’ forlovede, hvis bro-polterabend er en prætentiøs vinsmagning, råder ikke bod på resten af filmens uenergiske og sløsede forsøg på komik.

Det er en hård nat for kvinderne, men endnu hårdere for tilskueren.


Kort sagt: Nyeste bud på en grovkornet kvindeensemblekomedie à la ‘Bridesmaids’ er hverken sjov eller rigtigt grov, og blottet for nævneværdig følelsesmæssig resonans. Filmen spilder godt og grundigt sit kvindelige talent med en sløset og uambitiøs polterabendfarce, hvor intet bare rigtigt spiller.

Læs også: Hollywoods billede af kvindegrupper er stopfyldt med klicheer

Spillefilm. Instruktion: Lucia Aniello. Medvirkende: Scarlett Johansson, Kate McKinnon, Zoë Kravitz, Ilana Glazer, Jillian Bell. Spilletid: 101 min.. Premiere: Den 20. juli
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af