Ifølge Deadline.com har producenterne bag den kommende Bond-film skåret listen over mulige instruktører ned til tre navne.
Der er tale om Yann Demange, Denis Villeneuve og David Mackenzie. Demange, der stod bag den effektive krigsfilm ’’71’ (’Bag fjendens linjer’), er det mest ubeskrevne blad, mens ‘Hell or High Water’– og ‘Starred Up’-instruktøren Mackenzie og Villeneuve, manden bag ‘Sicario’, ‘Arrival’ og den kommende ‘Blade Runner 2049’, er etablerede navne i branchen.
Alligevel mener Variety at vide, at Demange er den absolutte favorit til at instruere den 25. Bond-film. Noget af en mundfuld for en instruktør, der i skrivende stund kun har én spillefilm på CV’et.
Villeneuve derimod har allerede takket ja til at instruere den kommende ‘Dune’-filmatisering, som han ville være tvunget til at udskyde, skulle han få tjansen som Bond-instruktør.
Sam Mendes, instruktøren af de seneste to Bond-film, ’Skyfall’ og ’Spectre’, har meldt ud, at han ikke vender tilbage til serien. Samtidig er det endnu ikke bekræftet, at Daniel Craig vender tilbage i rollen som 007, men de seneste historier, blandt andet fra New York Times, slår fast, at det er et spørgsmål om tid.
Den endnu unavngivne Bond-film får biografpremiere den 8. november 2019.