I kølvandet på Weinstein-skandalen er Oscar-vinderne Jennifer Lawrence og Reese Witherspoon stået frem med sexchikanehistorier fra starten af deres karrierer. De to skuespillerinder fortalte i deres taler ved årets Elle’s Women-konference i Los Angeles, hvordan de var blevet chikaneret og misbrugt i en meget ung alder.
Jennifer Lawrence beretter om en audition, hvor hun blev bedt om at tage alt sit tøj af og sammenligne sin krop med fem andre kvinder, hvorefter hun fik at vide, at hun skulle tabe syv kilo.
»Vi stod alle sammen side om side kun med tape, der dækkede vores intime områder. Efter den nedværdigende og ydmygende line-up sagde den kvindelige producer, at jeg kunne bruge nøgenbillederne af mig selv som inspiration til min diæt«, fortalte Lawrence.
Da hun gik videre med sagen til en mandlig producer, blev hun mødt af mindst lige så skræmmende opførsel:
»Han sagde, han ikke vidste, hvorfor alle syntes, jeg var så fed. Han mente, jeg var ganske fuckable«.
Reese Witherspon fortæller om seksuelle overgreb fra en ikke-specificeret Hollywood-instruktør, da hun var kun 16 år gammmel.
»Det har været en virkelig hård uge for kvinder i Hollywood. For kvinder over hele verden, i mange forskellige situationer og brancher, er tvunget til at huske og genoplive en masse grimme sandheder. Jeg har mine egne oplevelser, der er kommet ganske levende tilbage til mig, og jeg finder det virkelig svært at sove, at tænke og at kommunikere mange af de følelser, jeg har haft om angst, ærlighed og skyldfølelsen over ikke at have sagt noget tidligere«, indledte Witherspoon sin tale.
»Jeg føler sand afsky mod instruktøren, som forgreb sig på mig, da jeg var 16 år gammel, og vrede mod de agenter og producere, som fik mig til at føle, at tavshed var en af mine arbejdsbetingelser«.
Måden Jennifer Lawrence og Reese Witherspoon nu står frem på, er indikationer om, at sagen mod Harvey Weinstein har ændret Hollywood for bestandig. Begge skuespillerinder hyldede de kvinder, som er stået frem og har fået snebolden til at rulle.
»Efter at have hørt alle disse historier i løbet af de sidste par dage og hørt, hvordan disse modige kvinder taler ud omkring ting, som vi normalt bliver bedt om at feje ind under gulvtæppet og ikke snakke om, har det fået mig til at ville tale ud højlydt, for jeg har faktisk følt mig mindre alene i denne uge, end jeg nogensinde har i hele min karriere«, sagde Reese Witherspoon.
»Jeg føler mig virkelig, virkelig opildnet af, at der vil komme a new normal. For de unge kvinder i dette rum kommer livet til at være anderledes, for vi er med jer, vi har jeres ryg, og det får mig til at føle mig bedre tilpas«, afsluttede Witherspoon sin tale.
Læs også: Bob Weinstein beskyldes nu også for sexchikane