Jim Carrey og Tommy Lee Jones var to diametrale modsætninger, der mødtes under optagelserne til Joel Schumachers ’Batman Forever’ fra 1995. Samarbejdet mellem deres skurkeroller Gækkeren og Two-Face føltes utroværdigt, men det skyldes måske, at kemien mellem de to skuespillere bag var ikke-eksisterende.
Dagen, hvor de to skuespillere havde deres største scene sammen, skulle Jim Carrey have noget at spise inden optagelserne og havnede tilfældigt på en restaurant, hvor Tommy Lee Jones allerede befandt sig.
»Jeg gik over og sagde: ’Hey Tommy, hvordan går det?’, og blodet tørrede med det samme ud fra hans ansigt. Han rejste sig rystende op – han må have været i midt i en ’jeg dræber dig’-fantasi eller noget i den stil«, fortæller Jim Carrey i video-podcasten ’Norm Macdonald Live’ og fortsætter:
»Han gik hen for at kramme mig og sagde så: ’Jeg hader dig. Jeg kan virkelig ikke udstå dig’, hvortil jeg svarede ’hvad er problemet?’ og tog en stol op, hvilket sikkert ikke var så smart. Han sagde så iskoldt: »Jeg kan ikke tillade dit klovneri«.
Jim Carrey kom dengang til settet som nyslået talk of the town for hitkomedierne ’Ace Ventura’, ’The Mask’ og ’Dum og dummere’, hvorimod Tommy Lee Jones året forinden havde vundet en Oscar for sin birolle i ’Flygtningen’.
»Jeg var en stjerne, det var problemet. Han er en fænomenal skuespiller, og jeg elsker ham stadig«, siger den i dag mere modne Carrey og nævner det tonemæssigt forkerte rollevalg, som en anden mulig årsag til Tommy Lee Jones frustrationer på settet.
Læs også: Hvad mente han egentlig? Jim Carrey forklarer sin eksistentielle tirade på den røde løber