‘Atlanta’ vender tilbage med en sæson 2 – premieredato og ny titel afsløret

I 2016 sprang musikeren og komedieskuespilleren Donald Glover ud som et af de mest lysende filmtalenter med tv-serien ‘Atlanta’, der både har indkasseret adskillige priser og hæder på de mest toneangivende lister over tidens bedste serier – inklusiv vores egen kåring af de bedste serier fra 2016.

Den 1. marts vender ‘Atlanta’ endelig tilbage med sæson to på FX i USA, og denne gang har serien fået en alternativ titel. Sæson to vil gå under ‘Atlanta Robbin’ Season’, der ifølge producer og manuskriptforfatter Stephen Glover refererer til tiden lige inden jul, hvor der begås flest forbrydelser i Atlanta. »Folk prøver enten at skaffe penge inden jul eller stjæle de mange gaver, der er i omløb. Der er bare en særlig stemning i Atlanta på den tid af året«, fortalte Glover ved et pressemøde i går.

Serien vil fortsat følge Donald Glovers karakter Earns kamp for at agere manager for fætteren Alfred, der forsøger at stable en karriere på benene som rapperen Paper Boi. Herudover fortæller seriens skabere, at fortællingen vil blive en anelse mere lineær end sæson 1, men at de fortsat vil eksperimentere med musik, den visuelle stil og fortællemæssige virkemidler.

»Der kommer til at være nogle store overraskelser i den nye sæson. Ting, folk virkelig kommer til at tale om«, afslørede produceren Paul Simms.

Læs også: Hiphophittet ’Atlanta’ understreger tidens mest markante tv-serie-tendens

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af