’Advokaten’: Thomas Bo Larsen og Kopernikus er festligt underholdende i ny Viaplay-serie
Jeg var tæt på at skrive en dundertale om ’Advokaten’s dårligdomme. For de står helt ærligt i kø.
På den ene side tvangsfodrer serien os med det samme flashback én gang hvert kvarter, så vi aldrig er i tvivl om, hvad vi bør føle. På den anden side skipper den hjertens gerne alle mellemregninger, særligt dem, der vedrører karaktermotivation, for at komme direkte til det saftige drama.
Det er selvmodsigende på papiret, men ret konsekvent i praksis. Forstået på den måde, at serien til alle tider svælger i dårlig smag.
Tag Thomas Bo Larsens forbryderkonge, der med lede i blikket slår op med kæresten og langer hende en lussing, selvom hun ikke har gjort andet end at smile og sige hallo.
Tag Nicolaj Kopernikus’ advokatboss, der tilbeder skinnende sko og smarte slips som relikvier og fortæller hovedpersonen, Frank Nordling, at han ryger på porten, hvis han ikke toppræsterer i sin første uge på jobbet.
Eller tag Frank selv, der edderspændt konfronterer sin stofafhængige søster i sin opgang: »Sidder du på min trappe og ryger heroin?!«
Isoleret er det forrykte scener, set i sammenhæng er det tæt på at være vanedannende i sit sært kitschede overdrev. Om det så er frivilligt eller ej.
Handlingen kan koges ned til en elevatortale: Thomas Bo Larsens skurk, Thomas Waldman, sprænger Frank og søsterens forældre til kødstumper, da de er børn. Mange år senere vil bror og søster have hævn. Derfor udnytter Frank sine advokatevner til at møve sig ind i det firma, hvor Waldman deponerer sine lortesager, og pludselig har han forældrenes morder som klient.
Undervejs kommer ingen fra a til b uden at få eller give prygl, tage stoffer eller fuske på uhæmmet vis.
Talenterne Johannes Lassen og Sara Hjort Ditlevsen får for lidt at arbejde med, mens Kopernikus og Bo Larsen ved, hvordan man skal gebærde sig i Viaplays seriecirkus. Man skal give los: Bo Larsen hoster og pruster, spytter og svovler sig igennem sine linjer, så de går fra at være dårlige til at være dårlige på den fede måde, og Kopernikus slanger sig gennem korridorerne og skjuler en skruppelløs ondskab bag Zendium-smil og Mads Christensen-uniformer.
Nordling er et underligt fikspunkt for fortællingen, en anelse for kold og poleret, selv når han stirrer dødsfjenden i øjnene, og når søsteren samtidig ryger heroin i stedet for at passe sit barn, kan det være svært at heppe på duoen. Også selvom serien tæppebomber skærmen med flashbacks fra forældrenes død – i et ulideligt farvemættet slowmotion-mareridt, som ligner noget, jeg engang lavede i Windows Movie Maker.
At se ’Advokaten’ er som at drikke slavesnaps til julefrokosten. Det første og andet shot smager fælt, det tredje glider lettere ned, og pludselig er det vand.
Lad blot hovedpinen være mild, når rusen forsvinder.
Kort sagt:
’Advokaten’ bugner af overspil, plotsjusk og lamme flashbacks, men den svælger så konsekvent i den dårlige smag, at det bliver en stil – og en vanedannende en af slagsen. Det skyldes ikke mindst, at Thomas Bo Larsen og Nicolaj Kopernikus er festligt underholdende i skurkeroller.