1. ’Lady Bird’
Greta Gerwig blev som den bare femte kvindelige instruktør nogensinde Oscar-nomineret for sin instruktørdebut. Gerwig brød igennem som skuespiller i flere af ægtemanden Noah Baumbachs film, og i ’Lady Bird’ ser man da også en klar inspiration herfra. Filmen er både komisk og hjertevarm, samtidig med at flere af dens karakterer slås med depression og personlige problemer.
Laura Metcalf og Saoirse Ronan blev begge Oscar-nomineret for deres præstationer som mor og datter, hvis turbulente forhold er filmens hovedfokus. Samtidig forsøger Ronans karakter, der har navngivet sig selv Lady Bird, at afslutte den sidste tid på sin katolske high school med maner. Her brillerer Lucas Hedges og Timothée Chalamet som hendes meget forskellige love interests.
Premiere 26. april. Soundvenue og CPH:PIX afholder forpremiere i Grand Teatret allerede 11. april.
2. ’Silvana’
På den svenske hiphop-scene har kvinderne en markant større plads, end det er tilfældet herhjemme i Danmark. Silvana Imam er én af dem. Den nye dokumentar, som fik danmarkspremiere på sidste måneds CPH:DOX-festival, følger de første år i den samfundsrevsende rappers karriere, hvor hun bevæger sig fra undergrunden til den helt store scene. Samtidig opstår en kærlighedshistorie mellem hende og den svenske popsangerinde Beatrice Eli.
Premiere 4. april.
3. ’A Quiet Place’
John Krasinski, bedst kendt som Jim Halpert fra ’The Office’, har med ’A Quiet Place’ instrueret en af årets mest hypede gyserfilm. Her spiller han sammen med sin virkelige hustru Emily Blunt et forældrepar, der er på flugt fra morderiske væsner, der opfatter den mindste lyd.
Filmen åbnede årets ’South by Southwest’-festival, hvor vores udsendte journalist havde den blandt sine favoritter og beskrev den som »halvanden times hypersensibilitet, hvor blot lyden af en muflende sidemand kan give et chok, mens det omslugende biografmørke holder seeren fast«.
Premiere 5. april.
4. ’Hvad vil folk sige’
Imran Haqs norske drama ’Hvad vil folk sige’ følger 16-årige Nisha, der er fanget mellem to verdener. Derhjemme forsøger hun at efterleve sin pakistanske families traditionelle skikke, men samtidig har hun en kæreste, som hun hemmeligholder for forældrene. Da opdager dette, får det store konsekvenser. Nisha sendes til fjerne slægtninge i Pakistan, som skal lære hende at gebærde sig.
Premiere 19. april.
5. ’The Post’
Kun en uge efter Steven Spielbergs ’Ready Player One’ får hans Oscar-nominerede ’The Post’ dansk premiere. Filmen har meget til fælles journalistfilm som ’Spotlight’ og ’Alle præsidentens mænd’, idet den frie presses vigtighed for samfundet hyldes.
Denne gang handler det om The Washington Posts publicering af de hemmeligholdte Pentagon-dokumenter i 1970’erne. Meryl Streep ses som den ubeslutsomme forlægger Katharine Graham, mens Tom Hanks agerer den idealistiske redaktør Ben Bradlee.
Premiere 5. april.
6. ’Lucky’
Sidste år døde 91-årige skuespiller Harry Dean Stanton. Inden da nåede han at afslutte optagelserne til ’Lucky’, hvori han har en sjælden hovedrolle. Han gøres selskab af blandt andre David Lynch og Ron Livingston i John Carroll Lynchs debut som instruktør. Han er ellers mest kendt som birolleskuespiller i film som ’Zodiac’ og ’Fargo’.
’Lucky’ handler om en 90-årig ateist, hvis venner og bekendte alle har stillet mokkasinerne. Han drager ud på en sidste, spirituel rejse, hvor meningen med livet bliver diskuteret med de mærkværdige personager, han støder på undervejs.
Premiere 5. april.
7. ’Battle of the Sexes’
Hvis ikke du fik nok tennis med sidste års ’Borg’, er der håb forude, for med ’Battle of the Sexes’ inviterer igen til et tilbageblik på en ikonisk tennismatch. Denne gang foregår det i 1973, hvor den kvindelige verdensmester Billie Jean King sensationelt stod over for mændenes tidligere verdensmester Bobby Riggs.
Filmen er instrueret af Jonathan Dayton og Valerie Faris, som sammen stod bag ’Little Miss Sunshine’. I hovedrollerne ses ingen ringere end Emma Stone og Steve Carrell, som begge blev Golden Globe-nomineret for deres præstationer.
Premiere 12. april.
8. ’Ud af intet’
Tyske Diane Kruger får i Fatih Akins ’Ud af intet’ lov til at spille skuespil på sit modersmål. I krimien ses hun som Katja Sekerci, der søger hævn, efter at både hendes mand og søn omkom i et bombeangreb. Filmen vandt i januar Golden Globe-statuetten for bedste ikke-engelsksprogede film, og på sidste års filmfestival i Cannes, vandt Kruger prisen for bedste kvindelige skuespiller.
Premiere 12. april.
9. ’Bobbi Jene’
Den danske instruktør Elvira Lind er i det store udland måske mest kendt for at være Oscar Isaacs kæreste, men hun er også en spændende dokumentarist. I ’Bobbi Jene’ følger hun den ambitiøse amerikanske danser af samme navn, der kæmper for at slå igennem med sin kunst i en hård, konkurrencepræget branche. Dokumentaren vandt priserne for bedste dokumentarfilm, bedste fotografering og bedste klipning på sidste års Tribeca Film Festival.
Premiere 19. april.
10. ’Avengers: Infinity War’
Så går det løs. De 18 forudgående Marvel-film kulminerer i slutningen af måneden med et ordentligt brag i ’Avengers: Infinity War’, der instrueres af brødrene Anthony og Joe Russo, der også stod bag ’Captain America: The Winter Soldier’ og ’Captain America: Civil War’. Marvel-bossen Kevin Feige har tidligere varslet, at den kommende Avengers-film og den endnu unavngivne efterfølger vil medføre store ændringer i universet og karaktergalleriet. Det bliver spændende at se, hvad det præcist indebærer.
Premiere 25. april.
Læs også: De 6 bedste Netflix originalfilm, du ikke må snyde dig selv for – og de 3 værste