Netflix’ seks bedste originalfilm – og tre grimme fejlskud

Netflix’ hastigt ekspanderende portefølje af originale film er en spraglet pose bolsjer, hvor fremragende nyklassikere kæmper om din opmærksomhed overfor larmende blockbuster-fadæser med gigantbudgetter. Vi guider dig til streamingtjenestens bedste originalfilm og runder de største skuffelser – med Adam Sandler stærkt repræsenteret i begge kategorier.
Netflix’ seks bedste originalfilm – og tre grimme fejlskud
'Beasts of No Nation'. (Foto: Netflix)
Adam Sandler og Grace Van Patten som far og datter i ‘The Meyerowitz Stories’. (Foto: Netflix)

Bedst: ‘The Meyerowitz Stories’

»Ingen kan skabe sympati for navlepillende kunstnertyper som Noah Baumbach, og med Dustin Hoffmans Harold har han skabt sin mest ulideligt højrøvede narcissist til dato. Værre end Jeff Daniels i ’The Squid and the Whale’ og Ben Stiller i ‘Greenberg’ tilsammen. Og holy shit, hvor er det sjovt at se på«.

Sådan skrev vores anmelder sidste år om Netflix’ funklende filmperle, ‘The Meyerowitz Stories’, og kvitterede med fem flotte stjerner. Indieinstruktør Baumbachs familiekrønike indtager da også med lethed førstepladsen som Netflix’ mest vellykkede originale film til dato – og så meget desto mere finkulturelt ironisk er det, at streamingtjenestens kritikerprygelknabe numero uno, Adam Sandler, leverer en af sine bedste straight-face præstationer nogensinde i den fintfølende hovedrolle.

Sandler spiller den ene af Dustin Hoffmans egocentrerede kunstpatriarks to sønner, mens Ben Stiller ligeledes lægger ansigtet i alvorlige folder som den anden, mere succesfulde arving. Elizabeth Marvel er søsteren, hvis liv er permanent stagneret i dead-pan-tungsind, Emma Thompson er den alkoholiserede stedmor (der konsekvent omtaler sin mand som ’The Dad’ overfor de voksne børn) og det upcoming talent Grace Van Patten er Sandlers kunstneriske datter.

En sorthumoristisk genistreg med knivskarp, Woody Allen’sk dialog, og det mest frugtbare eksempel på Netflix’ velkomne satsninger på roste indie og udenlandske filmmagere.

Verdens mest nuttede kæmpegris, Okja. (Foto: Netflix)

Bedst: ‘Okja’

Den sydkoreanske instruktør bag ’Snowpiercer’ og ’Mother’, Bong Joon-ho, skabte sidste år bølgegang i Cannes’ andedam da hans øko-eventyr ’Okja’ fandt vej til festivalens hovedkonkurrence, selvom den udelukkende og ganske kort efter fik premiere på Netflix.

Konservative filmfolk booede og begræd biografapokalypsens snarlige komme, mens vi andre grinede og snøftede til Joon-hos besynderlige fabel om kæmpegrisen Okja og pigen Mija, der kæmper imod den kyniske kødindustris voldtægt af natur og dyreliv – her anført af Tilda Swintons iskolde tvillingesøstre Lucy og Nancy Mirando i ledtog med Jake Gyllenhaals afstumpede Steve Irving-fra-helvede, Dr. Johnny Wilcox. Paul Dano er lederen af miljøaktivisterne, der kommer Okja og Mija til undsætning, men seerne slipper ikke for et uhyrligt besøg på et kz-lejr-lignende slagteri, der vil give selv den mest inkarnerede McDonalds-fan en særdeles ubehagelig smag i munden.

’Okja’ er et visuelt festfyrværkeri, der havde strålet på det store lærred, om end den ikke havde tiltrukket lige så store publikumsskarer, som den på Netflix har fået hjemmevisninger over hele verden. Joon-ho fik sit budskab ud, og Netflix sin bedste egenproducerede blockbuster i kataloget.

Idris Elba i ‘Beasts of No Nation’. (Foto: Netflix)

Bedst: ‘Beasts of No Nation’

Netflix og ’True Detective’-instruktør Cary Joji Fukunagas ‘Beasts of No Nation’ sendte jordskælvrystelser igennem branchen i 2015, da streamingtjenesten cementerede sin nye rolle som seriøs filmproducent med en barsk og flot fortælling om børnesoldater i et unavngivent afrikansk land.

‘Beasts of No Nation’ fik begrænset biografpremiere samtidig med lanceringen på Netflix i et move efter at kvalificere filmen til diverse hæderkronede prisnomineringer. Og Fukunagas drama scorede da også både en Golden Globe og en BAFTA-nominering til birolleskuespiller Idris Elba (som hårdkogt krigsherre), og en SAG Award til selvsamme.

Filmen blev nomineret til hovedprisen på filmfestivalen i Venedig, og Netflix fremstod pludselig som en særdeles attraktiv platform for kunstnerisk ambitiøse instruktører, der her fik både stor kreativ frihed og økonomisk tryghed – og værkerne potentielt langt længere levetid end ved traditionel biografdistribution. ’Beasts of No Nation’ er ikke bare en Netflix Original-klassiker, den blev repræsentant for et historisk, begyndende magtskifte i filmverdenen.

Garrett Hedlund og Jason Mitchell i ‘Mudbound’.

Bedst: ‘Mudbound’

2018 blev året, hvor Netflix invaderede Oscar-uddelingen med ikke færre end otte nomineringer – og snuppede prisen for bedste dokumentar for ’Icarus’ (der også kan streames på dansk Netflix). De fleste nomineringer – hele fire af slagsen – tilfaldt imidlertid instruktør Dee Rees sydstatsdrama ’Mudbound’ for henholdsvis bedste kvindelige birolle (Mary J. Blige), bedste adapterede manuskript, bedste sang (også Mary J. Blige) og bedste fotografering (Rachel Morrison skrev Oscar-historie som den første kvinde nomineret i kategorien).

Filmen måtte i sidste ende gå tomhændet fra prisfesten, men akademiets anerkendelse af ’Mudbound’ var et stort boost for Netflix, der året forinden var blevet sat til vægs af ærkefjenden Amazon og dennes anmelder-darling ’Manchester by the Sea’.

’Mudbound’ blev oprindeligt vist til stående ovationer på Sundance-festivalen i 2017, og Netflix smed prompte 12,5 million dollars på bordet for rettighederne i det største salg, der blev gjort på festivalen det år. Den begejstrede Sundance-modtagelse havde allerede genereret Oscar-buzz, så Netflix besluttede sig ikke overraskende for at give filmen biografpremiere simultant med streaminglanceringen.

Vores anmelder gav fire stjerner til filmen om den hvide familie McAllan og den sorte familie Jackson, og sendte roser til Dee Rees for »succesfuldt at indkapsle den storslåede amerikanske sjæl i et mikrokosmos

Elijah Wood og Melanie Lynskey i ‘I Don’t Feel at Home in This World Anymore’. (Foto: Netflix)

Bedst: ‘I Don’t Feel at Home in This World Anymore’

Netflix er grobund for stærke indieproduktioner, og en af tjenestens mest seværdige er spillefilmsdebutanten Macon Blairs kulsorte krimikomedie ’I Don’t Feel at Home in This World Anymore’ fra 2017.

Filmen vandt velfortjent hovedprisen på årets Sundance-festival (foran ovenstående ’Mudbound’), og leading lady Ruths (fantastiske Melanie Lynskey) frustrationer over menneskeheden (»alle er nogle røvhuller!«) og verdens tilstand synes skræddersyede til det desillusionerede venstreorienterede USA post-Trump. Tilsat en dosis forløsende selvtægtshævn, ultravold og Elijah Wood som gumpetung nabo.

Ruth har fået nok af hverdagsuforskammethed og afstumpede tyveknægte, så da hendes bedstemors sølvtøj (oh yes) bliver stjålet og politiet udviser nul interesse, sætter hun efter gerningsmændene. ’I Don’t Feel at Home in This World Anymore’ er ikke en film for alle, men den er en film af tidsånden.

Natalie Portman i ‘Annihilation’.

Bedst: ‘Annihilation’

Da ’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands stort anlagte sci-fi-eventyr ’Annihilation’ på absurd vis blev dømt for intellektuelt udfordrende for europæiske biografgængere, kom Netflix hurtigt filmen – og os, vi stakkels småtbegavede europæere – til undsætning.

’Annihilation’s drømmebilleder var ganske vist skabt til det helt store IMAX-lærred, men når det nu ikke kunne være anderledes, må vi bare glæde sig over at kunne opleve Natalie Portman, Tessa Thompson og Jennifer Jason Leighs bizarre mission i hjemmebiografen, frem for at skulle opstøve værket på dvd-markedet. Filmen er baseret på første roman i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi, og er Garlands mest ambitiøse satsning hidtil, med en ekspressiv billedside i stil med Kubricks ’2001’ og James Camerons ’Avatar’ og en sindsvridende fortælling, der trækker på både Tarkovskijs ’Solaris’ og ’Stalker’.

Vores anmelder døbte ‘Annihilation’ en sci-fi-nyklassiker til fem begejstrede stjerner, og skrev at »den leder tankerne hen mod en svunden æra, hvor fremsynede filmskabere fik kreativ frihed til at gå linen ud og forfølge deres visioner – uden at skulle tænke i lagkagediagrammer eller potentielle sequels«. Jo mindre du ved om ’Annihilation’ på forhånd, jo bedre – men se den, det skal du.

David Oyelowo, John Ortiz og Gugu Mbatha-Raw i ‘The Cloverfield Paradox’.

Værst: ‘The Cloverfield Paradox’

Det kunne have været så godt, da Netflix’ uden varsel detonerede sin J.J. Abrams-producerede ’Cloverfield’-bombe lige efter Super Bowl i USA i februar – helt i franchisens ånd. Men ak og ve. ’The Cloverfield Paradox’ snublede ud på grønsværen som en rumrodebutik af værste skuffe, der ublu stjal med (afhuggede) arme og ben fra genrefæller som ’Alien’, ’Life’ og – mere uforståeligt’ – den ditto forvrøvlede ’Event Horizon’.

Knugende ’Cloverfield’-mystik og klaustrofobi blev afløst af bombastisk dommedagsævl om havuhyrer (huh?) og flænger i rumtid-membranen, der først og fremmest gav manuskriptforfatterne dovent carte blanche til at smide al logik ud af vinduet, mens instruktør Julius Onah lod sit politiske korrekte og forudsigeligt dødsdømte United Colors of Benetton-cast dyste om prisen som mest karikerede besætningsmedlem.

Med til den sørgelige historie om den enigmatiske ’Cloverfield’-franchises abrupte degradering til generisk blockbuster-affald hører, at filmen med den oprindelige titel ’The God Particle’ slet ikke var tænkt som en ’Cloverfield’-opfølger i produktionen, men hastigt fik påklistret referencer til de tidligere film, da J.J. Abrams så et svagt, ’Cloverfield’-lignende lys i fortællingen.

Surprise-lanceringen af ’Paradox’ kunne være blevet Netflix’ mest interessante markedsføringsstunt. I stedet aflivede streaminggiganten effektivt ’Cloverfield’-mytologien, hvorfor vi ikke just holder vejret forud for den annoncerede fjerde film i rækken.

Will Smith og Joel Edgerton i ‘Bright’.

Værst: ‘Bright’

Hvad får man, hvis man tager en tidligere rap fyr fra L.A., den udskældte instruktør af ’Suicide Squad’, 90 millioner dollars, krimiklichéer og en uruk-hai i politiuniform?

Alle tiders mest genreforvirrede Netflix-makværk, såmænd, der inciterede anmelderne til at spy galde over filmen, hvori Will Smith blandt andet fik fornøjelsen af at tæske en fe til døde med en kost.

Smiths falmende stjerne dalede endnu et par grader mod horisonten, mens instruktør David Ayer tonedøvt tabte ’Bright’s tvivlsomme samfundspolitiske paralleller til virkelighedens racekonflikter i USA på gulvet med Joel Edgertons blå ork som stand-in for virkelige minoriteter.

Kritikernes knive preller dog af på Netflix, for ’Bright’ er streamingtjenestens mest sete originalfilm til dato. The heart wants what it wants, og Netflix’ algoritmer ved tilsyneladende præcis, hvad brugernes hjerter banker for. En toer er naturligvis på tegnebrættet, og Smith, Edgerton og Ayer er alle om bord.

Adam Sandler i ‘The Ridiculous 6’. (Foto: Netflix)

Værst: ‘The Ridiculous 6’

Netflix har på kunstnerisk skizofren vis både stået bag en af Adam Sandlers bedste film (se artiklens begyndelse), og en af hans værste. Man skal sålunde være hardcore fan af komikeren eller sundhedsskadeligt slemt tømmermandsramt for at sluge ’The Ridiculous 6’, der er et mareridtsskoleeksempel på Netflix’ sats på Sandlers bredere publikumstække. Om det så repræsenterer en skuffelse eller en selvopfyldende fordomsprofeti, må være op til den enkelte seers smagsløg.

Allerede under produktionen af filmen om Tommy (Sandler), der er vokset op blandt indianere i USA, forlod flere skuespillere settet i protest over manuskriptets ringeagtelse af landets oprindelige befolkning og Apache-kulturen – ikke mindst foranlediget af, at kvinderne i filmen blev tildelt navne som No Bra og Beaver’s Breath.

En talsmand fra Netflix forsvarede ’The Ridiculous 6’ ved at hentyde til, at filmen udelukkende er ment som en fjollet satirisk komedie, men den undskyldning godtog veteranskuespilleren fra Choctaw-stammen, David Hill, ikke:

»Vi forstår, at det er en komedie, vi forstår, det er humor, men vi tolererer ikke respektløshed. Jeg fortalte instruktøren (Frank Coraci, red.), at hvis han talte til en indfødt, amerikansk kvinde på den måde, det gøres i filmen, så ville jeg give ham en røvfuld«, udtalte Hill.

Der er da heller ikke mange forkølede krumspring uden om, at ’The Ridiculous 6’ rangerer blandt Netflix’ absolut værste originalfilm som en ulidelig, moralsk forskruet øjenbæ, der i sit forsøg på at imitere Gene Wilders ’Blazing Saddles’ forstærker selvsamme kvalme raceklicheer, Hollywood for længst har taget afstand til.

Læs også: Kommentar: Engang var Netflix Irma – nu er de Netto

Læs også: De 20 bedste HBO-serier nogensinde 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af