1. ’A Quiet Place’
Åbningsfilmen på dette års South by Southwest var en effektiv genrebasker med et twist. For i John Krasinskis horrorfilm ’A Quiet Place’ er der ikke mange skrig, knirkende døre eller tunge skridt – her er helt stille.
I en verden, hvor menneskeheden trues af monstre, der jager efter høje lyde i det blinde, har en lille familie – med mor og far spillet af virkelighedens par John Krasinski og Emily Blunt – fundet vejen til overlevelse. De kommunikerer gennem tegnsprog, lister på bare tæer og spiller Monopoly med terningekast på tykke tæpper. Men der skal ikke mere til end lyden af en lampe, der vælter, før monstrene kommer. Og da moren venter sig, må alle forholdsregler tages for at få barnet til verden i stilhed.
John Krasinski, stadig bedst kendt som Jim fra det amerikanske ’The Office’, har tidligere leget instruktør, men hans tredje spillefilm er hans første egentlige succes. ’A Quiet Place’ har i skrivende stund en fresh-rating på Rotten Tomatoes på 100 procent. For på trods af nogle unødvendige jump-scares og lige lovligt store følelser på falderebet er ’A Quiet Place’ en altopslugende biografoplevelse: Halvanden times hypersensibilitet, hvor blot lyden af en muflende sidemand kan give et chok, mens det omslugende biografmørke holder seeren fast.
’A Quiet Place’ lander heldigvis i de danske biografer allerede 5. april, og for alle horror-fans er det utvivlsomt en af årets mustsees. Sarte sjæle er nok bedre tilpas langt væk fra det stille mørke.
2. ’Thunder Road’
Jim Cummings er en darling på South by Southwest, men herhjemme er producenten stadig et ubeskrevet blad. I 2016 viste han på festivalen den opsigtsvækkende kortfilm ’Thunder Road’, hvor en politimand i gråd danser foran sin mors kiste til Bruce Springsteens sang af samme navn. I 2018 kunne han præsentere en spillefilm inspireret af selvsamme scene, og den løb med juryens pris for Narrative Feature, som kan oversættes nogenlunde til den bedste fiktionsfilm på festivalen.
’Thunder Road’ er stadig historien om politimanden Jim Arnaud (Cummings), der skifter mellem flæben og stoisk ro i en dansende hyldest til sin afdøde mor. Men den handler også om de mønstre, der er ved at gentage sig for Arnaud – selv kunne han ikke værdsætte sin mor, mens hun levede, og hans datter Crystal er i gang med at begå samme fejl som ham. Med en skilsmisse undervejs, morens død og efterdønningerne af den pinlige optræden ved hendes begravelse sendes Arnaud ud på en nedtur, der er lige dele tragisk og komisk.
Cummings film er umiddelbart endnu en fortælling om en hvid, middelklassemands sammenbrud, men en komisk timing og skizofren leg med Arnauds nedbrud gør filmen bemærkelsesværdig. ’Thunder Road’ var en lille film blandt årets festivalhits, men den viser potentialet hos en filmskaber, der måske kan gøre denne særegne humor til et varemærke.
3. ’The Bill Murray Stories: Life Lessons Learned from a Mythical Man’
Kan man andet end elske Bill Murray? Den folkekære skuespiller har indprentet sig hos de fleste som enten Ghostbusters-medlem, Wes Anderson-darling, SNL-alumni eller ren og skær genial i ’Lost in Translation’.
Der findes dog også mennesker, der husker Bill Murray af helt andre grunde. De har været vidner til de såkaldte Bill Murray-sightings: Ved helt almindelige begivenheder, fester eller på gader og stræder dukker Bill Murray op og blander sig i mængden. Som da han stod i et køkken og vaskede op til en universitetsfest i London, blev bartender på en lokal bar i Austin, Texas eller blev tredjemand i et nygift pars bryllupsbilleder. Historierne er mange. Myten lever.
Instruktør Tommy Avallone forsøger i dokumentaren ’The Bill Murray Stories: Life Lessons Learned from a Mythical Man’ at få hold på disse historier og årsagen bag dem. Det viser sig dog nærmest umuligt at få fat på skuespilleren, der har en telefonsvarer som sin agent, men Avallones dokumentar er faktisk bedre tjent med ikke at få en forklaring fra Bigfoot selv. I stedet bliver det nemlig en kærlighedserklæring til en legende og en livsfilosofi, der går stik imod samfundets overfladiske sammenstød og evige travlhed gennem livet.
Dokumentaren handler til tider lidt for meget om Avallone og hans oversentimentale tilgang til hændelserne, men historierne er gode, og en time og ti minutter i selskab med Murrays mærkværdige liv er aldrig spildt.
4. ’Family’
De kvindeligt anførte komediefilm blev hverdagskost efter ’Bridesmaids’-successen i 2011 og har siden været med til at legitimere Hollywood-kvindernes komiske evner. Og instruktør Laura Steinels debutfilm ’Family’ er et godt argument for, hvor velgørende det er. Med Taylor Schilling (’Orange is the New Black’) i hovedrollen som en arbejdsbesat tante, der ikke engang kan huske navnet på sin niece, er ’Family’ en ’Role Models’-lignende plat komedie med en stærk kvinde i front.
Schillings arbejdsomme, følelseskolde Kate har lagt alt familieliv væk for at hellige sig karrieren. En dag bliver hun dog tvunget af sin fremmedgjorte bror til at passe hans 13-årige datter i en uge. Det passer ikke Kate at bo i parcelhus på villavej og passe børn, men som hun lærer sin niece at kende, finder hun ind til en såret pige, der har svært ved at finde sig til rette. På sin egen måde prøver Kate at hjælpe hende, hvilket fører til en farligt hektisk uge med et overforbrug af chicken parmesan, fulde forældremøder og det berygtede undergrundssamfund af juggalos.
Steinels manuskript er simpelt, men giver plads til Schilling, der igen viser sig som en stærk komedienne. Hendes deadpan-reaktioner er velkalkulerede og byder perfekt op til filmens overgearede husmor i joggingsæt, spillet af den fænomenale Kate McKinnon (’Saturday Night Live’), der som altid leverer til topkarakter. ’Family’ når måske ikke frem til de store erkendelser om familielivet, men er i bund og grund en veleksekveret komediefilm.
5. ’Shotgun’
På plakaten lyder ’Shotgun’ som et underligt forsøg på at lave ’A Walk to Remember’ eller ’ The Fault in Our Stars’ til generationen efter young adult: 23-årige Mia (Maika Monroe) møder en dag i metroen den jævnaldrende Elliot (Jeremy Allen White), men da deres kærlighed begynder at blomstre efter et par dates, lægger Elliots pludselige kræftdiagnose en skygge over forholdet. Alligevel bliver de sammen gennem Elliots behandlingsforløb, og mens tingene ser sortere og sortere ud, bliver følelserne stærkere mellem det unge par.
Men man skal ikke langt ind i ’Shotgun’, før man forstår, at Elliot og Mias kærlighedshistorie ikke er spækket med sukkerdrys. Hannah Marks og Joey Powers første film er en smerteligt realistisk fortælling om kærlighedens op- og nedture, og hvordan den stormende forelskelse ikke altid tegner vejen for et lykkeligt forhold. Det kan være en fortælling for de unge, der venter på den første kærlighed, men taler især til dem, der allerede har oplevet den.
Alle dem, der befinder sig et sted mellem fuldtudviklet og fuldvoksen, har fået deres eget ungdomskræftdrama. Forhåbentlig når ’Shotgun’ enten streamingtjenester, biografer eller danske festivaler.
6. ’First Match’
Instruktør Olivia Newmans debutfilm er en hårdtslående fortælling om en pige, der søger sin fars accept. I det belastede kvarter Brownsville i Brooklyn vokser Monique (Elvire Emmanuelle) op hos forskellige plejefamilier, indtil hun en dag støder på sin nyligt løsladte far Darrel (Yahya Abdul-Mateen II). Han har egentlig lagt datteren, der nu går i highschool, bag sig, men Monique vil finde tilbage til sin far og bedre tider. Så det gør hun gennem faderens største passion: brydning.
Monique melder sig til skolens brydehold, som den eneste pige i en flok af drenge og må gøre sit for både at overbevise dem og sin far om sit talent. Men snart må hun spørge sig selv, om det overhovedet er nok, og hvor langt hun egentlig vil gå for et klap på skulderen.
Der er ikke stor filmkunst på spil i ’First Match’, men Elvire Emmanuelle er en scenestjæler i denne far-datter-historie. Den unge skuespillerinde har kun to spillefilm og en række kortfilm bag sig, men viser sig så sandelig klar til større udfordringer. Mens Monique kæmper for farens accept ved at slå drenge til jorden i bogstaveligste forstand, udvikler den hårdtprøvede pige sig på medrivende facon.
Netflix har købt ’First Match’, og filmen er tilgængelig på streamingtjenesten fra den 30. marts.
7. ’Wild Nights with Emily’
Da jeg trådte ind i biografen for at se ’Wild Nights with Emily’, forventede jeg et sobert og dunkelt romantisk drama om den årelange kærlighedsaffære mellem poeten Emily Dickinson (Molly Shannon) og hendes svigerinde Susan Dickinson (Susan Ziegler). I stedet fik jeg et kammerspilsdrama, der ligger et sted mellem ’Days of Our Lives’ og ’Pride and Prejudice’ med en skovlfuld tør humor oveni – og jeg skraldgrinede fra start til slut.
Litteraturhistorien beskrev længe Emily som en enlig gammeljomfru, der aldrig forlod sit hjem, men er siden kommet på andre tanker. Det viser sig nemlig, at denne enspænder skrev utallige kærlighedsbreve til sin svigerinde Susan, der var gift med Emilys bror Austin, som selv havde en affære med den kvinde, der senere udgav alle Emilys digte uden dog nogensinde at have mødt poeten selv. Et firkantsdrama, der tiltrak instruktøren Madeleine Olnek til at skabe en uforglemmeligt velfortalt komedie.
Olnek blander sømløst forskellige komedietraditioner i en film, hvor der både er plads til galgenhumoristiske iagttagelser og fysiske strabadser med de stive skørter. Emilys søster Lavinia er 1800-tallets mest skræmmende kattedame, og Thomas Wentworth Higginson, Emilys mentor, en desillusioneret kvindeforkæmper. Med så mange uforudsigelige afstikkere i humoristisk leg er det umuligt ikke at værdsætte den originalitet, filmen har. Et klart højdepunkt på årets festival.
Læs også: De 15 mest essentielle internationale film på CPH:DOX 2018