KOMMENTAR. Det 21. århundredes filmiske franchisefebervildelse truer med at kvæle al originalitet i jagten på mersalg og merchandisemuligheder, ikke mindst ansporet af guldgruberne på de store oversøiske markeder, hvor blockbuster-bulderbasser med velkendte figurer alle dage gør sig bedre end adstadigt drama.
Opfølgere til selv moderate boxoffice-succeser avler som påskekaniner, og af sequels, som ingen betalende publikummers åndsliv eller skuespilleres karrierer blev nævneværdigt forskønnede af (på andet end bankkontoerne), kan listes i flæng:
’Dumb and Dumber To’, ’Alice in Wonderland: Through the Looking Glass’, ’Justice League’, ’Indiana Jones and The Kingdom of the Crystal Skull’, ’Sex and the City 2’, ’Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows’ og samtlige ’Transformers’-film efter den geniale etter.
Ingen nævnt, de fleste lykkeligt glemt.
Nu er turen så kommet til det spritnye ’Tomb Raider’-reboot, hvis producenter holder skarpt øje med de næste ugers billetsalg for at vejre, om Alicia Vikanders Lara Croft kan bokse sig vej til boxoffice-succes. Og om hun i så fald skal pudse det kommercielle hædersmærke i en toer.
Selvom filmens 23 millioner dollars-åbningsweekend i det amerikanske ikke lå over middel – det lykkedes for eksempel ikke Lara Croft at vippe ’Black Panther’ af pinden – indtjente den fornuftige 42 millioner dollars i Kina, på linje med ’Wonder Woman’s performance sidste sommer og ’Jumanji’, der fik kinesisk premiere i januar.
Vikander har tidligere givet udtryk for, at hun er klar på at hoppe i Laras støvler igen, men er det en god ide? Her er argumenterne for og imod ’Tomb Raider 2’:
For:
Sequels har et bad rep, men flere nyere tilfælde har overrasket positivt. Deriblandt ’Fast Five’, Marvel-sejrene ’Thor: Ragnarok’ og ’Captain America: The Winter Soldier’ og ’Mission Impossible: Ghost Control’ og ‘Rogue Nation’.
Alicia Vikander er en anderledes, men fremragende ny Lara Croft, og ’Tomb Raider’ gedigen popcornsunderholdning, som jeg tidligere har argumenteret for i min anmeldelse af filmen. Bevares, der lægges ikke op til videre udfordrende intellektuel stimulans, men hvem i målgruppen havde i ramme alvor også sat næsen op efter det?
’Tomb Raider’ vil, at man læner sig godt tilbage i plyssædet med 3D-brillerne på næsen og giver sig hen til Laras løjer med en genkendelig følelse af, hvordan det var at blive opslugt af klassiske filmskattejagter i barndommen. Den foregiver ikke at være andet end lige præcis det, den er, og viger taknemmeligt udenom en unødigt opskruet finale, der kunne have kvalt momentum i hovedløs CGI.
Tværtimod giver den norske instruktør Roar Uthaug sin hovedrollestjerne plads til at give rollen mere nuanceret personlighed, og teaser for et opgør med en fremtidig hovedskurk, der kan give toeren solid rollelisteballast og Lara veloplagt modspil.
Forudsat at Uthaug er klar på at sætte sejl igen, kunne ’Tomb Raider 2’ blive en om muligt endnu større fornøjelse nu, hvor Vikander har varmet karakteren op. Det er hendes velspillende nerve og nuancer, der giver appetit på at følge hende på nye farefulde færde – og af samme grund ville det heller ikke afskrække, hvis tempoet blev skruet i vejret.
Lara har desuden fået følge af et potentielt levedygtigt sidekick i form af den kinesiske stjerne David Wu, hvis kemi med Vikander overskygger eventuelle (formodede) strategiske bevæggrunde for hans centrale casting. Melder Vikander, Wu, Uthaug og den potentielle skurk (ingen spoilers!) sig alle klar igen, har ’Tomb Raider 2’ gode odds.
Imod:
Hvis franchisehistorien har lært os én ting, er det, at tidligere Oscar-vindere foran kameraet ikke er nogen blyindfattet garanti for, at blockbuster-fortsættelser ikke maveplasker fælt på lærredet under elendige manuskripter og manglende retningssans i instruktørstolen.
Spørg bare Harrison Ford og Cate Blanchett i ’Indiana Jones and the Crystal Skull’, Johnny Depp – sådan helt generelt – Christian Bale i ’Terminator Salvation’, samtlige medvirkende i ’Spider-Man 3’ og ja, den oprindelige Lara Croft, Angelina Jolie i ’Tomb Raider: The Cradle of Life’.
Kvalitativt succesfulde action-sequels hører fortsat til sjældenhederne, så hvorfor skrive Vikanders Lara Croft ind i en haste-franchise og risikere at farve ‘Tomb Raider’-brandets film-ry for en ny generation?
Uden at afsløre for meget lægges der i ’Tomb Raider’ op til, at Lara vender tilbage i en mere hårdkogt form. Selvom filmversionen naturligvis skal spejle spillets skarpskydende heltinde, bør man være varsom med ikke at forvandle Vikanders styrker til svagheder.
Hendes atletiske skills fejler intet, men som skuespiller falder det hende ikke synderligt naturligt at lege dominatrix. Forceres en sådan makeover for at imitere Jolies inkarnation og de tidlige spil, vil Vikanders ‘Tomb Raider’-kritikere få ret i, at skuespillerinden ikke lever op til ‘idealet’. For slet ikke at tale om, at det ville være forræderisk unfair over for Vikanders vellykkede fortolkning i den aktuelle film.
Det ses snart sagt på årlig basis, at super-sized fortsættelser kvaser livet ud af karaktererne, når kreativitet ofres på bundlinjens skafot, og hovedpersonernes replikker halveres på bekostning af bekostelig CGI. ’Tomb Raider’ har leveret varen. Måske det for en Hollywood-grådig gangs skyld bare skal blive ved det for Lara, Vikander og fansenes skyld.
Konklusion:
Alt andet lige lægger jeg det filmiske Lara Crofts hoved på blokken og byder en ’Tomb Raider’-opfølger velkommen.
Alicia Vikander og Roar Uthaug har sat scenen effektivt, så det ville være ærgerligt, hvis ikke Lara fik plads til at boltre sig i universet med nyfunden selvtillid og fokusere kræfterne mere målrettet for at kreere et eventyr frigjort for etterens obligatoriske forhistorie. Ikke flere daddy-issues – nu skal Lara vise, hvilke døre hendes egne interesser åbner.
’Tomb Raider 2’ bliver nødt til at tage vare på sin hovedperson, hvis den skal lykkes som andet end 3D-bait for kinesisk markedsføring og ikke falde i spilfilmatiseringsfælden, hvor manuskriptet fejlagtigt jappes igennem ud fra formodningen om, at en biograf-upgrade af spillets visuelle karakteristika alene er nok til at please fanskaren.
Den gik ikke for ’Assassin’s Creed’, ’Warcraft’ og ’Hitman’, og den vil ikke gå for ’Tomb Raider 2’, hvor Laras overbevisende drivkraft i centrum for et gennemtænkt action-set-up er alfa og omega for at trække stikket hjem. Med det in mente er det en fordel, at Vikander – som vælger sine roller med omhu – ikke på forhånd har skrevet kontrakt på flere film, og dermed er frit stillet til at influere en kommende films retning med sin accept af manuskriptet.
Skepsissen over for spilfilmatiseringer er ovenud forståelig, men synes i dette tilfælde at have stemplet ’Tomb Raider’ som en fiasko, inden frøken Croft fik en fod til jorden – simutant med at filmens indledende buzz blev hijacket af kritikere af skuespillerindens fysiske attributters ‘begrænsninger’, om end hendes look er nært beslægtet med spilrebootet fra 2013.
Faktum er, at Vikander giver en kickass-præstation som den form for moderne kvindelige actionhelt, filmland kun vil blive rigere og sjovere af at give vinger, og det kræver, at der bliver satset ambitiøst på hende. Det er ikke leflen for diverse internationale markeder, men en vigtig udvikling for Hollywoods franchisestrukturer.
I den kommende tid vil et stigende antal publikumsreaktioner pible frem og begynde at tegne et billede af, om ‘Tomb Raider’ trods modvinden har fundet sin målgruppe og vundet mere end ren monitær opbakning til, at Lara kan få et positivt imødeset encore.
Både hun og ‘Tomb Raider’s arv fortjener det.
Læs også: Anmeldelse af ‘Tomb Raider’ – Alicia Vikander sejrer som Lara Croft