Selvom DC’s overordnede forsøg på hurtigst muligt at opbygge en blockbustergaranterende superhelte-franchise på linje med Marvels ’The Avengers’ har været mindre vellykket – senest med den skuffende ’Justice League’ – står ’Wonder Woman’ stadigvæk som et klart lyspunkt. Der er derfor også store forventninger til efterfølgeren.
Nu rygtes det, at Kristen Wiig kan få en bærende rolle i ’Wonder Woman 2’. Deadline melder, at hun er i spil til rollen som filmens skurk Cheetah. I de nyere tegneserier er karakteren halvt kvinde, halvt gepard (heraf navnet), men hendes origin-historie har ændret sig gennem tiden. Comediennen Wiig har de seneste år haft flere roller i dramafilm – fra ‘Mother!’ til ‘The Martian’ – men det vil alligevel være en interessant modcasting at placere den tidligere ‘SNL’-stjerne som superskurk.
’Wonder Woman 2’ instrueres igen af Patty Jenkins, ligesom Gal Gadot vender tilbage i titelrollen. Filmen ser ud til at få dansk premiere 31. oktober 2019.
Læs også: Hvorfor har Wonder Woman hotpants på i krig?