Eli Roth er først og fremmest kendt og berygtet som manden, der begavede verden med torture porn-franchisen ’Hostel’, gore-festen ’The Green Inferno’ og senest den samfundspolitisk tonedøve, våbenglade ’Death Wish’ med Bruce Willis.
Roth er dermed ikke just filmlands mest subtile hyggeonkel, men ikke desto mindre står instruktøren nu bag kameraet på den – formodentligt – en kende mindre bloddryppende ’The House With a Clock in its Walls’ med Cate Blanchett og Jack Black på rollelisten. Produceret af selveste Steven Spielbergs Amblin-selskab, der om nogen plejer at være garant for magiske filmoplevelser fri for afrevne lemmer og sadistisk ultravold.
’The House With a Clock in its Walls’ er en gotisk fabel baseret på forfatteren John Bellairs roman af samme navn, og handler om den forældreløse Lewis, hvis onkel (Black) viser sig at være en troldmand med mystiske væsner lurerne i skabene. Da Lewis finder et vægur, der kan forårsage verdens undergang, omringes drengen af mørke kræfter, mens onklen og heksen Mrs. Zimmerman (Blanchett) forsøger at afværge katastrofen.
Filmen bliver Roths første favntag med eventyrgenren såvel som det store blockbusterformat, hvorfor det skal blive yderst interessant at se, hvad horrorinstruktøren bringer til bordet under Amblins faner.
Kyle MacLachlan er også at finde på rollelisten, og ’The House With a Clock in its Walls’ får dansk premiere den 27. september.
Læs også: X-Filmen ’The New Mutants’ får massiv krisehjælp – 50 procent skydes om