‘Death Wish – en mand ser rødt’: Selvtægtsremake med Bruce Wilis er en fuser

Retten til selvforsvar ligger dybt forankret i den amerikanske folkesjæl. Og i særdeleshed ved at forsikre sig selv og sine nærmeste med våben. Logikken bag forståelsen bliver smukt skåret ud i pap i en sekvens i våbenforretningen Jolly Rogers, hvor en veldrejet blondine med store bryster, der næsten popper ud af hendes top, forklarer, at »politiet kommer jo først, når forbrydelsen er sket«.

Kirurgen Paul Kersey smiler. Hans hustru er lige blevet myrdet, og datteren ligger i koma på hospitalet. Politiet har ingen spor af gerningsmændene, der gik bersærk på Kerseys familie i deres villa under et brutalt hjemmerøveri. For en blodtørstig alt-for-tidligt-enkemand er Jolly Rogers det helt rette sted at gå ind i.

Blondinen smiler tilbage til den kronragede Kersey, afsikrer en semiautomatisk riffel og udbryder: »Den her motherfucker vejer mindre end en nyfødt baby!«.

Kersey smiler igen – modsat de amerikanske filmkritikere. Pressen smilede langt fra igen i dommen over ’Death Wish’, efter filmen havde amerikansk premiere i fredags.

Usmageligt. Uanstændigt. Reaktionerne var hårde i kølvandet på nok en film, der hyldede amerikanernes våbenkultur, blot få uger efter nok et tragisk skoleskyderi fandt sted i Florida og kostede sytten unge mennesker livet. Donald Trump foreslog, at skolelærere fremover skulle udrustes med våben. Donald Trump ville hylde ’Death Wish’. Bruce Willis hylder også Donald Trump, sådan som amerikanerne altid har hyldet selvtægtshelten på det store lærred.

Når samfundet ikke slår til, så må man sgu selv gøre det. John Wayne var symbolet på retfærdighedens ensomme hævner i utallige westernfilm, indtil selvtægtskikkelsen transformerede sig over i nutidens miljø. Præriens bordeller, prostituerede og bankrøvere blev overtaget af storbyens slum med alfonser, narkovrag og skånselsløse voldtægtspsykopater. Natten i New York var i 1970’erne et slaraffenland for selvtægtskikkelsen, der igennem årtiet slog igennem som den store filmhelt og reelt blev en forløber for 80’ernes actionstjerner. Om det så var Dirty Harry, der i lovens navn gik amok på vestkysten, eller arkitekten Paul Kersey, der i eget navn så rødt på østkysten og med den 53-årige Charles Bronson i hovedrollen gjorde skuespilleren kendt som en af selvtægtgenrens mest ikoniske ansigter.

Bronson med det sammenbidte udtryk, der i fire fortsættelser gik grassat på nattens udskud i ’Death Wish-serien’. Flere af filmene var ganske overflødige – ligesom genindspilningen med den 62-årige og efterhånden afdankede Bruce Willis. Den engang så store actionhelt vandrer fesent igennem ’Death Wish’ iført hættetrøje i Chicagos gader, der sjældent fremstår troværdigt som en af nutidens mest voldelige byer i USA.

Instruktør Eil Roth får ikke just skabt et farefuldt indtryk af den slum, som genrens forbilleder virkelig fik ind under huden på publikum i 1970’erne.

Den får simpelthen for lidt i ’Death Wish’ med de få sekvenser, der skal forme vores antihelt. I den første kampscene kan han ikke finde ud af at affyre en pistol. I den næste torturerer han en fyr og får ham splattet ud under en bil. Og meget mere selvtægt er der sådan set heller ikke at komme efter i de 107 minutter, filmen snegler sig af sted.

Vi får en masse ligegyldigt fyld i form af de mange scener med broren – spillet af ellers altid glimrende Vincent D’Onofrio – som uforståeligt hele tiden skal låne penge af sin velhavende kirurgbror, som bliver der lagt op til, at han skal efter lillebrorens økonomiske plageånd. Hvis det ellers er årsagen. Svaret kommer aldrig. Pointen med, at loven må tages i egen hånd, når politiet svigter, fejler også temmelig fælt, når de rent faktisk finder frem til konens banemænd og i øvrigt fremstår temmelig sympatiske.

Sådan er der meget lidt fuldendt format over ’Death Wish’, der fra start til slut føles som en fuser – og som fortaler for mindre våbenkontrol. Kun de glimrende og bragende høje lydeffekter af affyrede våben forhindrer en i at falde helt i søvn.