Instruktør Josh Tranks comeback efter kæmpefloppet ’Fantastic Four har været et par år undervejs, men i starten af måneden gik optagelserne til ’Fonzo’ i gang. Hovedrolleindehaver Tom Hardy lagde således et skyggefuldt billede op på sin Instagram-profil, hvor man kunne ane ham i rollen som Al Capone.
Med teksten »Chasing Fonzo« og en masse emojis viser skuespilleren nu en del mere af sin karakterers ydre til omverdenen – om end det stadigvæk er i de grå toner. Med slappe skuldre, karseklippet frisure og lyst tøj sidder han på en stol en stol i sin garderobe.
Filmen har i mellemtiden også fået føjet flere spændende skuespillere til rollelisten. Linda Cardellini (’Bloodline’) skal spille Al Capones kone Mae, Matt Dillon (’Crash) hans tætte ven Johnny og Kathrine Narducci (’The Sopranos’) en af hans søstre ved navn Rosie.
Kyle MacLachlan (’Twin Peaks’) ses desuden i rollen som Capones læge Karlock. Han gøres selskab af Jack Lowden (‘Dunkirk’) og Gino Cafarelli.
I ’Fonzo’ har den berygtede gangster siddet i fængsel i næsten et årti, og hans hjerne svinder ind af demens. Derfor begynder hans voldelige minder at flyde sammen med nutiden.
En dansk premieredato for ‘Fonzo’ er endnu ikke fastlagt.
Læs også: Tom Hardy slipper sine indre dæmoner løs som Spider-Mans antitese ’Venom’ – se første teaser