Torsdag den 19. april vil gå over i historien som en stor Lars von Trier-dag. I formiddags blev det endelig annonceret, at instruktørens nye film, ’The House That Jack Built’, var udtaget til den prestigefyldte Cannes Film Festival, dog uden for konkurrence.
Og et par timer senere modtog den 61-årige mester så den traditionsrige Sonningpris i den smukke festsal på Københavns Universitet. Prisen kommer med en million danske kroner og er tidligere givet til notabiliteter som Winston Churchill, Hannah Ahrendt, Jürgen Habermas, Simone de Beauvoir, Ingmar Bergman og Michael Haneke.
Lars von Trier måtte selv modstræbende på talerstolen, selvom han hader at holde taler – tilmed med en forventning om en 20-30 minutters leverance, hvilket han påtalte med sin karakteristiske drillende humor. Han lykkedes dog med at holde en humoristisk, veloplagt og levende tale, der især tog udgangspunkt i hans formative år som studerende på Filmvidenskab på netop Københavns Universitet og siden på Filmskolen. Her er nogle af højdepunkterne.
1. I sin intro til talen:
»Min takketale er ifølge traditionen normeret til hele 20-30 minutter, hvilket jeg på ingen måde kan forestille mig, at det kan blive til. Jeg hader at tale. Jeg hader det. Jeg hader det. Jeg hader det. Det er klart, at hvis jeg gentager alting tre gange, bliver den tre gange så lang, men det har jeg ikke benyttet mig af, selvom det var oplagt«.
2. Wait for applause…
»Da rektor magnificus ringede med det frydefulde budskab, blev han for mig den rareste af alle magnificusser i verden. Vent, står der i parentes, giv pause til spredt nervøs latter og sporadisk applaus. Det var så i øvrigt også talens eneste regulære vittighed«.
3. Om at være særdeles utryg ved situationen:
»Jeg står her i en kasse på en halv kubikmeter – den er større, end jeg havde troet – den ligner meget noget, man vil kunne finde i Nordisk Films lager af kulisser (…). Jeg står i en kasse på en halv kubikmeter. Jeg er diagnosticeret med de værste psykiske lidelser som OCD og lignende og lider så desværre også af blandt andet klaustrofobi og social fobi. En dårlig cocktail for en instruktør, kan man sige, men i vores hæfte i et af de fællesskaber jeg frekventerer imod mit alkoholmisbrug står om disse symptomer, der rimeligvis kan ramme mig lige nu: Vejrtrækningsbesvær, kvælningsfornemmelse, trykken for brystet, kvalme, uro i maven, svimmelhed, uvirkelighedsfølelse, frygt for at miste selvkontrol, frygt for at dø, hedeture eller kuldegysninger osv. Rektor magnificus har i hvert fald lovet, at man ikke kan falde ud af kassen«.
4. Om at deltage i venstrefløjsdemonstrationer under sin første tid på Københavns Universitet:
»Jeg var stolt af at kunne sige, at jeg var med til de legendariske demonstrationer mod Verdensbanken og Den Amerikanske Ambassade. Da jeg efter en af demonstrationerne ikke kunne finde en S-togs-station, spurgte jeg, som jeg havde lært i skolen, en betjent. Denne iført fuldt kampudstyr og voldsom aggression svarede, at hvis jeg var for lille til at kunne finde hjem, var jeg for lille til at deltage i en demonstration«.
5. Om at være med til at belejre universitetet i 70’erne:
»Det stod mig ikke helt klart, hvad vi kæmpede for, men min opgave var at afmontere dørene fra deres hængsler og uvist af hvilken grund anbringe dem på tværs af døråbningen. Jeg mente jo nok, at en almindeligt låst dør ville udgøre et bedre værn mod indtrængning, men liggende døre kunne man jo nemt skræve over. Jeg forelagde gruppen dette, men fik ikke medhold.
Det lykkedes mig (…) at komme ind på Filmskolen, blandt andet via en psykologisk test, som jeg besvarede så fjollet som muligt, hvilket åbenbart opildnede optagekomitéen.
6. Om at vise sine første småfilm for sine medstuderende på Filmvidenskab:
»Da jeg viste min første film for de studerende, var der ved filmens afslutning dyb stilhed. Og kun et enkelt spørgsmål til instruktøren: ’Hvorfor?’ Dette hvorfor har fulgt mig gennem årene uden rigtigt at komme tættere på en besvarelse«.
7. Om at gå på Filmskolen:
»Jeg kan ikke anbefale filmskoler, jeg bryder mig ikke om dem. Specielt ikke i et så lille land som Danmark. Jeg skrev engang et vers, der indeholder disse to linjer, der vil beskrive det primære problem med de danske filmskoler: ’At spørge lærerne kan ikke nytte / de er her kun, fordi de ikke selv fik støtte’«.
8. Et godt råd:
»Skulle der sidde nogen filmskoleelever blandt tilhørerne, så lad mig give dem et godt råd med på vejen i udnyttelsen af en lærer. Spørg gerne læreren om konkrete ting, men gør det modsatte af, hvad han har sagt. Hvis læreren anbefaler en højere lydside, skru da voldsomt ned for lyden. Efter et forsigtig overslag vil jeg mene, at muligheden for at få brugbart materiale fra lærerstanden var som en til ti. Så fordelen ved modsat-teknikken var overvældende«.
9. Om dramaturgi:
»Kun én ting er værre end undervisningen, og det er dramaturgi. At foregive en videnskabelig tilgang til sammensætningen af en film er en helligbrøde, og antallet af ansatte dramaturger vokser eksplosivt. Skulle der foreligge en original tanke i et oplæg, vil det ikke tage de dramaturgiske stormtropper nogen videre indsats at få denne effektivt lagt i graven«.
10. Om sit forhold til den legendariske manuskriptlærer Mogens Rukov:
»Og dog var den lærer, jeg støttede mig til på Filmskolen, Mogens Rukov, dramaturg, men hans udmeldinger desangående var stort set altid så uforståelige, at jeg ikke så nogen fare fra den kant. Han blev for mig en stor støtte gennem uddannelsesforløbet. En del år efter Filmskolen måtte jeg dog bryde det venskab, jeg havde opnået, da hans politiske holdninger drejede skarpt til højre i en ubehagelig form. Jeg spurgte mig selv, hvor langt man skulle gå i et venskab, når kontrapartens politiske idealer lå så langt fra ens egne. Og svaret var, at venskabet til denne ellers glimrende mand måtte vige«.
11. Et punktum for Hitler-gate:
»Til nogens ærgrelse har jeg selvfølgelig aldrig været eller bliver aldrig nazist. Jeg betragter mig selv som, trods historisk blodige spor, socialist/humanist og har selvfølgelig ikke sympati med en eneste af Hitlers handlinger og holdninger. Det billede, som jeg aldrig fik plads til at elaborere på på grund af en moderators almindelige forvirring, var et billede af en rystende, dødsmærket gammel mand i en bunker i Berlin. Det var efter Bruno Ganz’ generelt geniale Hitler-fortolkning (i ’Der Untergang’, red.), som i den grad havde malet sig op i et hjørne, og som man kunne ynke, hvis man så situationen isoleret.
(…)
Denne ærgerlige udvikling af pressemødet kom til at koste mig to års angst med en mulig dom og op til fem års fængsel i Marseilles hængende over hovedet. Jeg regner med at have været død inden for de første fem minutter«.
12. Om sit forhold til jødedommen:
»Selv føler jeg mig ellers mere semitisk end så mange af mine zionistiske venner, selvom – eller måske netop derfor – at min mor på sit dødsleje oplyste mig om, at min far med det jødiske efternavn Trier slet ikke var min far. Jeg var indtil da gået meget op i det jødiske, havde anbragt småsten på en uendelig række gravstene på mosaiske kirkegårde og besøgt kz-lejre etc.«
13. Om karrierens målsætning:
»Jeg plejer at sige, at mit mål er at lave de manglende film, og min metode er at vælge en bestående genre og vride den til ukendelighed«.
14. En afsluttende formaning:
»Som afslutning tillader jeg mig en moralsk formaning til nutidens mennesker. Politisk har vi levet i demokratiets guldalder uden at vide det. Vi har forsømt at tage den globale højredrejning alvorligt forskellige steder og reageret på forskellige måder på truslerne –desværre med tiltag, der efter min mening, gør hele situationen værre. Voldsomt forøget censur af for eksempel film. Hysterisk dyrkelse af den politiske korrekthed med resultat i stor skade på vores vigtigste frihed, ytringsfriheden. Internettet skulle stå vagt om demokratiet, men viste sig tydeligere og tydeligere at værre et tveægget sværd. Disse tiltag og andre af slagsen gør, at jeg desværre må spå om blod, idet vi må forvente en helt ny politisk virkelighed med blandt andet totalitære stater i blandt andet det centrale Europa i min levetid«.
Læs også: Se den første teaser for ‘The House That Jack Built’
Læs også: Lars von Trier tilbage på Cannes-festivalen – dog i yderposition