Vær stille. Vær helt stille. Ellers dør du. Den biografaktuelle ‘A Quiet Place’ viser på tydeligste vis, hvor meget lyden betyder for en gyserfilms snigende uhygge. Her bliver man simpelthen omgående udraderet af rabiate monstre, hvis man larmer eller støjer. Lyd er noget farligt stads. Og sådan har det altid været i gysets verden.
Så godt som alle, der har set en gyser, har oplevet, at filmen føles langt mindre skræmmende og ondskabsfuld, hvis blot man skruer ned for lyden. Pludselig virker det nærmest helt ufarligt at være i stue med massemordere, monstre og makaber vold. Hørelsen er direkte knyttet til vores dybeste, dyriske instinkter, og ved pludselige, voldsomme lyde reagerer vores hjerne automatisk, som om vi er ved at blive angrebet af et rovdyr og går i forsvarsposition. Angsten rammer os.
Derfor er lyddesign en helt integreret del af horrorgenren, og filmhistoriens mest skræmmende værker er også nogle af alle tiders vigtigste lydfilm. Gamle gysermestre som Alfred Hitchcock, Roman Polanski og Val Lewton var også ekvilibrister i øregangene, og klassikere som ‘Motorsavsmassakren’, ‘Eksorcisten’ og ‘Alien’ har på hver deres måde sat nye supersoniske standarder.
Selvfølgelig har den moderne generation af horrorinstruktører taget godt og grundigt ved lære af alle disse lumske lydtricks, og her er en håndfuld herligt ubehagelige film, der på mest raffinerede vis har traumatiseret trommehinder i nyere tid:
1. ‘A Tale of Two Sisters’ (2003)
Asiatiske gysere var i høj grad med til at indvarsle en ny æra i gyserfilmen i dette årtusind, og det var ikke mindst på grund af lydsiden. Indfaldsvinklen til lyddesign var gennemgribende anderledes end vestens traditioner med forstærkede reallyde og abstrakte støjflader som nogle af de effektive nybrud i ørerne. ‘A Tale of two Sisters’ er et af flere suveræne soniske mesterstykker, hvor publikum udsættes for utilregnelige angreb af alt fra makabre kropslyde til olm spøgelsesambiens.
2. ‘Haute Tension’ (2003)
De sidste 20 år er der sket en revolution inden for den computerteknologi, der bruges i lydarbejdet på film, og ikke mindst inden for horror vrimler det nu med sært manipulerede, syntetiske lyde, som ganske enkelt aldrig kunne være skabt dengang, lyden blev afviklet fra analoge båndspoler. Den franske instruktør Alexandre Aja er en af dem, som har udnyttet dette maksimalt, og debuten ‘Haute Tension’ er en opvisning i elektronisk lyddesign. Fremmedartet og frygtindgydende på én gang.
3. ‘Børnehjemmet’ (2007)
En klassisk tommelfingerregel i filmens verden: Når skuespillerne bruger ørerne, gør publikum også. Det helt store soniske højdepunkt i denne spanske gyser var en overvågningsseance, hvor lyden af grædende, skrigende børn, som vi ikke ved, hvor er, får hele nervesystemet til at dirre. Psykologisk terror i ondeste potens. Lyddesigneren bag ‘Børnehjemmet’, Oriol Tarragó, er i øvrigt også manden bag ‘Rec’-filmene – han er en af nyere tids ypperste gyserlydsleverandører!
4. ‘The Babadook’ (2014)
Sjældent har ét ord givet så ustyrlige kuldegysninger. Enhver, der har oplevet denne hypereffektive australske gyser, vil huske måden, Babadook-dæmonen udtaler sit navn på. Det lyder som et olmt dyr, og selve den afsluttende Dook-stavelse gentages med hvæsende åndedræt, som skærer gennem marv og ben og trommehinder. Rangerer på højde med knirkeskriget i ‘Ju-on: The Grudge’ som moderne eksempler på, hvor skræmmende stemmebåndet i sig selv kan være. Stemmen som våben.
5. ‘Get Out’ (2017)
Kan man blive hunderæd for lyden af en teske, der rører i en kop te? Absolut! Det siger alt om det raffinerede filmsprog i det forrygende, satiriske horrorhit, ‘Get Out’, at denne lillebitte lyd havde så kæmpestor effekt både på hovedpersonen og publikum – vi blev kastet ind i en bælgmørk parallelverden. På alle måder hypnotisk og et fornemt udtryk for, hvor stor betydning selv den mindste lyd kan have, når den er tænkt ind i selve manuskriptet og historiens dystre dna.
TEMA: Gyserens nye guldalder
Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.
Læs også: Gyserfilmens djævleunger er curlingforælderens værste mareridt
Læs også: Et gennembrud for dansk gys? To kommende provofilm kan ændre gamet radikalt
Læs også: Instruktør Ask Hasselbalch er dødtræt af arthousehorror: »Det er et påskud for at være klog«
Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
Læs også: Mumblegore-genrens oversete hovedværk er brutalt og genialt