For snart en uge siden viderebragte CNN otte kvinders anklager om sexchikane og upassende adfærd mod Morgan Freeman. Det fik den 80-årige skuespiller til at undskylde offentligt, mens han samtidig understregede, at det aldrig har været hensigten at støde nogen.
CNN-artiklen har allerede haft konsekvenser for Freemans karriere, idet transportselskabet TransLink har fjernet hans stemme fra deres reklamer, samtidig med at Screen Actors Guild, der sidste år tildelte skuespilleren en ærespris, vurderer sagens eventuelle konsekvenser.
Nu har Freemans advokat sendt et 10 sider langt brev til CNN-bossen Jeff Zucker, og det lugter af et sagsanlæg.
»Ingen af dem, der læste CNN’s artikel om hr. Freeman, blev fortalt, at den var resultatet af en ondsindet hensigt, usandheder, list, en manglende redaktionskontrol og journalistisk pligtforsømmelse«, skriver Freemans advokat i brevet, der kan læses i sin fulde længde HER.
Hans anklager går blandt andet på, at de tre af artiklens ofre, der ikke er anonyme, aldrig er blevet forulempet af skuespilleren.
Chloe Melas, CNN’s egen journalist, havde ifølge brevet ingen grund til at fortolke Freemans udtalelser som rettet mod hende, ligesom de ikke burde kunne tolkes som stødende. Samtidig har de tog andre, Tyra Martin og Lori McCreary, udtalt, at de slet ikke er blevet forulempet af skuespilleren.
Dette får advokaten til at så tvivl om de anonyme kvinders anklager, hvorfor han kræver, at CNN trækker sexchikane-beskyldningerne tilbage. Netværket har efterfølgende svaret tilbage på anklagerne:
»De uberettigede beskyldninger fra hr. Freemans advokater er skuffende og svære at forene med hr. Freemans egen offentlige udtalelser i historiens efterspil«, meddelte CNN i går en officiel udtalelse.
»CNN står ved sin historie og vil reagere kraftfuldt på nogen som helst forsøg fra hr. Freeman eller hans repræsentanter på at intimidere os fra at dække denne vigtige, offentlige problematik«.