Steven Soderbergh er en yderst produktiv herre. Siden ’The Knick’ fik kniven, har han således både instrueret heist-filmen ’Logan Lucky’, den interaktive krimi ’Mosaic’ og iPhone-gyseren ’Unsane’. Nu er første skuespiller i hus til hans næste projekt, og det er et af de helt store navne.
The Hollywood Reporter kunne i går meddele, at Meryl Streep skal medvirke i Soderberghs ’The Laundromat’. Den 21 gange Oscar-nominerede skuespillerinde skal ikke ud i uvant territorium, for i stil med ’The Post’ handler filmen om journalister, der blotlægger en skandalesag.
Denne gang er der tale om Panama-papirerne, der blev lækket i 2016 og indeholdt detaljerede oplysninger om offshore-selskaber betjent af det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca. Her blev det afsløret, at flere af verdens rigeste undgik at betale skat af store formuer.
Udover den bekræftede Streep er Gary Oldman og Antonio Banderas i tidlig snak med Soderbergh om at medvirke i filmen, hvis manuskript er skrevet af Scott Z. Burns, som også skrev instruktørens ’Side Effects’ og ’Contagion’. Manuskriptet er baseret på Jake Bernsteins bog med den mundrette titel: ’Secrecy World: Inside the Panama Papers Investigation of Illicit Money Networks and the Global Elite’.
En distributør er endnu ikke i hus, med det rygtes, at Netflix har projektet i kikkerten.
Læs også: ’The Crown’-stjerne er eksplosiv i Steven Soderberghs iPhone-paranoiathriller