Vores anmelder var ikke just begejstret for anden sæson af ungdomsserien ’13 Reasons Why’, men den er stadig en af Netflix’ mest populære serier. Inden for tre dage så hele seks millioner amerikanere ifølge analysebureauet Nielsen således anden sæsons premiereafsnit. En måned senere har Netflix nu forlænget med en tredje sæson.
Det sker, efter at begge de tidligere sæsoner har skabt kontroverser. Første sæson blev kritiseret for at romantisere selvmord, mens seriens skaber, Brian Yorkey, i sidste måned måtte forsvare en ubehageligt eksplicit voldtægtsscene.
»Vi fordømmer Netflix for at have forlænget deres teenager-fokuserede selvmordsdrama ’13 Reasons Why’«, udtaler Tim Winter fra Parents Television Council i forbindelse med nyheden.
»Firmaet har allerede potentielt flere børns blod på sine hænder ved at beholde denne serie – med sin grafiske selvmordsscene, sin voldtægt af en teenage-dreng og en potentiel skoleskydning, udover andet pornografisk indhold – på en platform til børn«.
Netflix-bossen Reed Hastings har modsat forsvaret serien:
»’13 Reasons Why’ har været enormt populær og succesfuld. Det er spændende indhold«, sagde han under et møde for firmaets aktionærer. »Den er kontroversiel. Men ingen er tvunget til at se den«.
Sæson 3 bliver uden Katherine Langford, der hidtil har spillet afdøde Hannah Baker. I anledning af annonceringen har Netflix lanceret en kort teaser-video, som kan ses herover.
Læs også: Den højdramatiske slutning på ’13 Reasons Why’ undergraver seriens budskab