(Spoilers for anden sæson af ’13 Reasons Why’ følger…)
KOMMENTAR. »Det gør også ondt på mig! Det gør ondt på os alle!«
Hovedperson Clays følelsesladede udbrud i slutningen af sæson 2 kunne være taglinen på hele Netflix’ polariserende YA-serie ’13 Reasons Why’, der tager teenage-weltschmerz til hidtil usete tv-højder. Og lader problematikkerne løbe både løsningsforslag og morale over ende i sæson 2, hvor smerten sensationaliseres for størst mulig cliffhanger-vinding.
Der er ikke den ting, de stakkels unge på den ironisk betitlede Liberty High ikke kæmper med. Skolen repræsenterer en samfundskritisk smeltedigel over (hovedsageligt hvide) amerikanske middelklasseteenageres værste mareridt, fra date-rape over mobning og sexchikane, selvmord til skoleskyderier.
Hvor indflydelsesrige 90’er-ungdomsserier som ’Beverly Hills 902010’ og ’Dawson’s Creek’ tog sig god tid til at berøre lignende tematikker én hurdle ad gangen spredt ud over adskillige års sæsoner, stopper ’13 Reasons Why’ hele hvepseboet ned i halsen på seeren over ’sølle’ 26 episoder med gråd, gru og tænders gnidsel i samtlige time-lange afsnit.
Seriens iver efter at adressere de vægtige udfordringer heads-on – anden sæson highlighter især seksuelle krænkelser – er beundringsværdig på papiret. Men eksekveringen af sæson 2’s højdramatiske finale er hovedrystende uansvarlig.
Tavshed dræber
Meget er allerede skrevet om første sæsons grafiske selvmordsscene, der blandt andet fik USA’s Parents Television Counsil til at råbe vagt i geværd. Scenen, hvor Hannah skar håndleddene over i badekarret, var modbydelig, men i forhold til særligt sårbare unges oplevelse af skildringen kunne man argumentere for, om ikke netop djævlen var i de meget udførlige detaljer – der i kombination med Hannahs post mortem-selvretfærdighedstogt mod klassekammeraterne ekkoede sick flick-genrens romantiseren af teenagedød.
’13 Reasons Why’-skaber Brian Yorkey og seriens cast engagerede sig efter første sæson i at opfordre udsatte unge til at søge hjælp: Tal om problemerne. Ræk ud efter forældre og venner, der i retur ikke skal være berøringsangste for at tage de svære snakke.
Tavshed dræber, slog ’13 Reasons Why’ fast, og gør det igen – nu med en wrecking ball snarere end syvtommersøm – i sæson 2, hvor skuespillerne gentager budskabet, og Netflix henviser til en hjælpelinje, ligesom de i kølvandet på kritikken gjorde med forsinkelse på sæson 1. Alt sammen meget godt, var det da ikke fordi, at Yorkeys pointe muterer til et ladt gevær, der peger mod serien selv.
Ligesom Hannahs selvmord har anden sæsons udpenslede voldtægt af outsideren Tyler vakt opsigt, men det er ikke akten, der er sæson 2’s byld. Tværtom kan de fleste blive enige om, at det er presserende, at seksuelle krænkelser mod drenge belyses i lige så høj grad som dem begået mod piger.
Tylers voldtægt bruges imidlertid ikke til at starte debat – som Yorkey ellers hårdnakket bedyrede i sidste uge – men som belejlig katalysator for en morderisk hævnakt et kvarter senere i samme afsnit, idet serien atter forsøger at upstage sine egne chokeffekter.
Efter voldtægten bevæbner Tyler sig således til tænderne og drager mod Liberty High for at massakrere sine medstuderende på prom night. Her stoppes han af Clay, der formaner vennerne om ikke at kontakte politiet. Eller forældre for den sags skyld. I stedet vil Clay tale Tyler til fornuft, for nu er det blevet tid til at hjælpe hinanden:
»Hvis du tror, at det her kan ændre på noget, at de voksne ikke bare glemmer det efter en uge, så gør det«, siger Clay provokerende til Tyler og træder ind foran drengens gevær.
Forsøget på omvendt psykologi er absurd klodset, og den underliggende revsning af de amerikanske politikeres modvilje mod at stramme våbenlovgivningen går tabt – ville Tylers mordmission være på sin plads, hvis han oprigtigt troede på en større sag? Er det værd at gamble med tvivlen?
Tyler dropper sit ærinde, og Clay hjælper ham med at stikke af, som den gode ven han gerne vil være.
Moralen? I get by with a little help from my friends – og det inkluderer ikke forældre eller myndigheder. Så meget for seriens egen formaning om »eventuelt at se den sammen med en voksen«.
Den farligste karakter?
’13 Reasons Why’ vil åbne vores øjne for, at visse ulykkeligheder kan afværges ved at fordre et sundere skolemiljø og større åbenhed blandt de unge, men nedtoner de voksnes essentielle rolle heri – når den da ikke direkte peger på, at forældre og vejledere mestendels fatter hat af unges vanskeligheder og svigter, når det brænder på. Serien er tydeligvis inspireret af bevægelser som #WalkUpNotOut, der er blevet mødt med hård kritik af psykologer såvel som ofre for at lægge skylden for skoleskyderier over på gerningsmændenes klassekammerater. På samme vis synes ’13 Reasons Why’ at advokere for, at selv noget så voldsomt som et skoleskydderi er en knude, de unge selv bør tage ansvar for at løse for derigennem at opnå syndsforladelse og sjælefred.
Det er farligt, naivt og støtter op om en sort-hvid forestilling om skoleskyderen som entydigt mobbeoffer, til trods for at flere sager har peget på, at gerningsmændene søger berømmelse mindst lige så ofte som hævn. Hvorfor det ikke er videre sandsynligt, at pludseligt omsorgsfulde brandtaler i sidste time kan trygle fingeren fra aftrækkeren.
Et par afsnit før Tylers showdown har selvsamme Clay taget det på sig at hjælpe en ven med afvænning af hårde stoffer (nej, de voksne må ikke blande sig), og trodsigt plastret Hannahs afslørende bånd ud på nettet for at hænge de skyldige i overgreb ud. Hans hellige opførsel er kontinuerligt misforstået og i værste fald forkastelig, men ’13 Reasons Why’ uddeler så godt som aldrig karmaøretæver til sin potentielt mest problematiske karakterer, der får seriens ’sikkerhedsadvarsler’ til at runge uendeligt hult.
Clay og Brian Yorkey vil, at vi og de unge skal diskutere alt, men skønt intentionen er (semi-)oprigtig, er der afgørende forskel på, hvordan de svære emner bearbejdes igennem dialog. Og ’13 Reasons Why’ mangler akut fintfølelse for, hvornår den burde fare med lempe for ikke at lefle for unges fantasi frem for fornuft, når den rimer smerte på hjerte og traume på vold i megafonen.
Tidligere på måneden blev den planlagte rød løber-premiere på sæson 2 aflyst af respekt for ofrene for skoleskyderiet i Texas, og i vinter blev Paramount Network’s voldelige ungdomsserie ’Heathers’ – tv-rebootet af 80’er-kultfilmen af samme navn – trukket fra programfladen efter skoleskyderiet i Parkland, Florida (serien, der skulle have været ude på HBO Nordic, er stadig i limbo).
De virkelige tragediers hyppighed og voksende ungdomsoprør mod våbenlobbyen i USA taget i betragtning er det oplagt for ambitiøs fiktion at gå i dybden med emnets kompleksitet i øjenhøjde med både teenagere og voksne. Men det kræver langt mere omtanke, end ’13 Reasons Why’s overfladiske trauma porn og usmagelige gimmick-dyrkelse af skoleskyderiets rædselsscenarie lægger for dagen alene for at skabe hype om en mulig tredje sæson.
Læs også: 13 følelser, jeg gennemgik under ’13 Reasons Why’ sæson 2