13 følelser, jeg gennemgik under ’13 Reasons Why’ sæson 2

1. Nysgerrighed
Første sæson af teenageselvmordsdramaet var bygget op omkring Hannah Bakers efterladte bånd til de 13 personer, hun mener, har været med til at skubbe hende ud over kanten gennem svigt, mobning, udskamning eller overgreb. Ét afsnit til ét bånd om én karakters forhold til Hannah. Ikke alle episoder føltes lige nødvendige, men strukturen fungerede godt som en langsom, følsom og suspensefuld udfoldelse af Hannahs fortvivlelse. Bånd 13 sluttede med et brag, der virkede som et punktum. Så hvordan kunne serien fortsætte? Hvilke nye greb har skaber Brian Yorkey i ærmet?

2. Skuffelse
Det korte svar er: Ingen, der fungerer.

3. Kedsomhed
Sæsonen er bygget op om Hannahs forældres retssag mod skolen for ikke at have ignoreret Hannahs råb om hjælp. Hver episode fokuserer på en af klassekammeraternes vidnesbyrd i retten, der skal bevidne om mobningskulturen på skolen og svare på absurd nærgående spørgsmål om deres sexliv. Meget er gentagelser fra første sæson, mens andre udsagn, for eksempel en sød forelskelseshistorie fra Zach, udfordrer Hannahs fortælling.

Det står hurtigt klart, at Hannah ikke fortalte hele historien på båndene, og resultatet er en ‘Rashomon’-agtig pointe om, at sandheden ser forskellig ud fra forskellige synspunkter. Mere end interessant er det dog mest af alt frustrerende, at store dele af første sæson undermineres. Samtidig bruger serien en del tid på, at nogen forsøger at true vidnerne til at holde kæft – igen en gentagelse fra første sæsons dynamik. Med så lidt nyt i ærmet ville serien have været bedre tjent med at stoppe, mens legen var god. Hvis jeg ikke havde skullet anmelde, havde jeg givet op i hvert fald halvvejs.

4. Utålmodighed
Mens plottet sneglede sig frem, sad jeg i 13 stive timer og himlede med øjnene over de angstfulde teenageres emodyrkelse af livets uretfærdigheder. Kald mig kyniker, men kom nu over jer selv, unge venner. Jeg har aldrig oplevet karakterer med så mange følelser og så lidt humor. Ironisk nok er Hannah den eneste karakter, der i sine flashbacks indimellem joker og griner.

5. Irritation
Værst er mutte og selvgode Clay, der stadig agerer hovedperson. Clay er overbevist om, at han er en god fyr, der kæmper for retfærdighed, selvom han bruger halvdelen af serien på at være fortvivlet over, at »han aldrig kendte Hannah«, fordi hun – gisp! – har haft noget kørende med mere end én fyr. Hans største problem er tydeligvis, at det ikke var ham.

6. Taknemmelighed
Her kommer Justin, af alle, heldigvis til undsætning og påpeger hykleriet:

»Ved du, hvor mange piger jeg har været i seng med? Det kategoriserer mig som en player. Hannah går i seng med én fyr. Hun har et crush på en anden fyr og kysser en tredje. Pludselig er hun en slut? Pludselig ved du ikke, hvem hun er? Du er en idiot«.

Serien skærer sine pointer temmelig meget ud i pap, men fedt at den gør op med slutshaming.

7. Empati
Jeg sætter også pris på seriens fokus på voldtægtskultur og overgreb, som allerede blev sat til debat i første sæson, før #MeToo rullede. I sidste sæson viste det sig, at både Jessica og Hannah var blevet voldtaget af fodboldkaptajnen Bryce. I denne sæson kæmper Jessica med traumet og med beslutningen om, hvorvidt hun skal stå frem og lægge sag an. Vil en voldtægtssag komme til at definere hende? Den historie er seriens langt mest interessante, og Jessicas følelser og udvikling skildres fint af skuespiller Alisha Boe. Mens de ’gode’ fyre er optagede af hævn og ’retfærdighed’ glemmer de i deres iver efter at få »hele historien frem«, at det er Jessica, der skal leve med konsekvenserne. »Det er min historie at fortælle!« hvæser hun til Alex, da han midt på skolegangen anklager Bryce for voldtægt. Og det har hun så evigt ret i.

8. Træthed
I det hele taget er de her unge mænd sygt trættende i deres victim blaming. Da Clay finder ud af, at pigerne »frivilligt« har festet med fodbolddrengene, undrer han sig højt over, hvorfor pigerne har rodet sig ud i sådanne slemme situationer. »Piger roder ikke sig selv ind i slemme situationer. Fyre gør situationerne slemme«, påpeger Sheri én gang til for Prins Knud.

9. Væmmelse
Bryce Walker og hans fodboldgorillaer er simpelthen så lede og skruppelløse. De tager kvinder som deres ret, dækker over hinanden og tæver enhver, der går op imod dem. Jeg sætter pris på opgøret med voldtægtskulturen, men lidt flere nuancer ville gøre fortællingen mere interessant.

10. Spænding
Første sæson var ekstremt bingeværdig, og selvom jeg klager over tomgang, er der da også momenter i anden sæson, der holdt min opmærksomhed fanget. Udover Jessicas historie var nogle af flashbackene med Hannah meget involverende. Især fordi Katherine Langford er en virkelig karismatisk skuespiller.

11. Beundring
I det hele taget spiller de unge skuespillere virkelig godt. Hatten af for castingen.

12. Tristhed
Jeg har altid undret mig over, at Hannahs oplevelser ligefrem drev hende ud i selvmord og et ondskabsfuldt behov for at tage hævn over sine venner. Men irritationen over dét og klassekammeraternes selvhøjtidelige svælgen i smerte, skyld og konspirationer til trods så føler jeg også deres sorg. Det er virkelig tragisk, at søde Hannah ikke følte, at hun havde andre muligheder end at tage sit eget liv.

13. Frustration
Serien slutter med en overdrevet dramatisk begivenhed, der lægger op til en tredje sæson. Jeg håber virkelig, Netflix stopper sig selv. Under alle omstændigheder bliver det uden mig.