I 2000 blev kunstneren, fotografen og militærveteranen Mark Hogancamp slået ned af fem mænd uden for en bar. Angrebet resulterede i ni dages koma og en hjerneskade, der stort set slettede hans hukommelse. For at genskabe sine minder konstruerede Mark en miniatureverden i sin baghave med dukker, der repræsenterede hans venner, fjender og ham selv.
I 2010 genfortalte Jeff Malmberg historien i dokumentarfilmen ’Marwencole’, og i 2015 udkom Hogancamps selvbiografiske bog ’Welcome to Marwencol’. Det er med udgangspunkt i disse, at Oscar-vinderen Robert Zemeckis (’Forrest Gump’, ’Cast Away’, ’The Walk’) nu har skrevet og instrueret ’Welcome to Marwen’.
I hovedrollen som Mark ses Steve Carell. Derudover medvirker blandt andre Leslie Mann, Janelle Monáe, Diane Kruger og Eiza González. Ud fra første trailer, som kan ses herover, får dukkerne i den grad også lov til at leve deres eget liv, når de i Marks hoved hjælper ham gennem diverse strabadser.
’Welcome to Marwen’ får amerikansk premiere 21. november. Der er endnu intet nyt om en dansk distributør.
Læs også: Se Timothée Chalamet og Steve Carell i første teaser til ’Beautiful Boy’