Der har været helt stille omkring Louis C.K., siden han tilbage i november blankt indrømmede en række krænkelsesanklager fra kvindelige kollegaer. I dagene, der fulgte, blev al indhold med ham fjernet fra HBO, Netflix droppede et planlagt standupshow, og hans netop færdiggjorte film ’I Love You Daddy’ kom aldrig i distribution.
Også kanalen FX, der står bag C.K.’s serie ’Louie’, hvis seneste sæson løb over skærmen i 2015, afbrød samarbejdet. Men nu har piben fået en anden lyd, i hvert fald fra John Landgraf, der er direktør for FX.
»Jeg er vild med ’Louie’ og de ting, [Louis C.K.] laver og jeg savner ham og hans arbejde«, siger Landgraf i et interview med Variety om muligheden for at genoprette samarbejdet med C.K. Andre chikaneanklagede skuespillere, som James Franco, har stadig arbejde, men Landgraf påpeger forskellen mellem dem og det faktum, at C.K. indrømmede, at beskyldningerne imod ham var sande.
C.K. udsendte sammen med sin indrømmelse en undskyldning, der dog mødte kritik, men Landgraf er ikke enig: »Nogle føler måske, at hans undskyldning var utilstrækkelig, men jeg kender ham, og jeg tror, at han var oprigtig«.
Landgraf understreger dog, at C.K.’s comeback langt fra er hans beslutning: »De mennesker, der er på den modsatte side, det vil sige de mennesker der endelig står frem og fortæller deres historier, de har været undertrykt i lang tid. Det er dem, der har noget at skulle have sagt. Så jeg vil ikke mene, at det er i mine hænder.
Det handler også om, hvad Louis beslutter sig for, men også hvor vi bevæger os hen som samfund, om vi nogensinde vil være i stand til at give en chance til eller tilgive – og hvem der så bliver tilgivet. Det er ikke min beslutning«.
Læs også: Lad mig please se Louis C.K.’s nye film, så jeg kan dømme selv