Selvom ‘Star Trek’-universet aldrig rigtig har fundet en solid grobund herhjemme, er der i disse dage god grund til at holde øje med det amerikanske science fiction-univers, der strækker sig over adskillige tv-serier og filmfranchises.
Quentin Tarantino arbejder på en ny ‘Star Trek’-film sammen med J.J Abrams, der instruerede de første to kapitler i det nye reboot med Chris Pine i hovedrollen, og i tv-verdenen er det netop blevet annonceret, at Sir Patrick Stewart vender tilbage til sin ikoniske rolle som kaptajn Jean-Luc Picard.
Det offentliggjorde Stewart og den kommende series hovedproducer Alex Kurtzman på en stor ‘Star Trek’-pressekonference i Las Vegas. Serien er endnu i udviklingsfasen, men er en af mange nye ‘Star Trek’-serier, som CBS arbejder på sideløbende med den aktuelle ‘Star Trek: Discovery’.
»Det er en uventet men dejlig overraskelse at finde mig begejstret og styrket over at vende tilbage til Jean-Luc Picard og udforske nye dimensioner inden i ham. Over de seneste år har det gjort mig meget ydmyg at høre historier om, hvordan ‘The Next Generation’ bragte mennesker trøst, fik dem gennem svære perioder i deres liv, og hvordan Jean-Lucs eksempel inspirerede så mange til at følge i hans fodspor og forfølge videnskab, udforskning og lederskab«, fortæller Stewart i en udmelding på Twitter.
»Det er en overvældende glæde og et privilegium at kunne byde Sir Patrick Stewart velkommen tilbage i ‘Star Trek’-folden. I år over 20 år har fans håbet på kaptajn Jean-Luc Picards tilbagevenden og nu er den dag her endelig. Vi kan ikke vente med at gå nye veje, overraske folk og ære generationer, nye såvel som gamle«, udtaler producer Alex Kurtzman i forbindelse med den store casting-nyhed.
Patrick Stewart spillede rollen som Picard på tv fra 1987 til 1994 og gentog derefter rollen i fire spillefilm. Det vides endnu ikke, hvornår vi kan følge hans næste færd i galaksen på tv-skærmen.
Læs også: ’The Revenant’-forfatter skal skrive Tarantinos ’Star Trek’-film