Komiker Hannah Gadsby lagde Emmy-salen ned med jokes om mandehad

Komiker Hannah Gadsby lagde Emmy-salen ned med jokes om mandehad
Hannah Gadsby præsenterer pris ved Emmy Awards. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Da den australske komiker Hannah Gadsby i går skulle præsentere Emmy-prisen for ‘Bedste instruktion af en dramaserie’, udnyttede hun de 90 sekunder på scenen til at gøre grin med sig selv og MeToo-bølgen (og i særdeleshed mænd!) i et indslag, der på Twitter er blevet kåret som det sjoveste under hele showet.

Gadsby udgav i sommer et meget omtalt standup-comedyshow på Netflix under titlen ‘Nanette’, der er hendes internationale debut, men for mange er hun stadig et ukendt ansigt, hvilket var udgangspunktet for hendes korte indslag, der vakte stor latter i salen:

»Det her er… ikke normalt? Det er en skør verden. At én som mig –  a nobody from nowhere – får det her svedige gig, gratis jakkesæt, nye støvler, bare fordi jeg ikke kan lide mænd?«.

Gadsby identificerer sig åbent som lesbisk og bruger ofte sin seksuelle orientering i sine standup-shows, og i kølvandet på MeToo fungerede hendes humoristiske afstandstagen fra mænd helt eminent:

»Det er en joke, selvfølgelig. Det er bare bare jokes, drenge, fald ned. Hashtag IkkeAlleMænd – men nogle af dem. Ej, jeg joker bare, men hvad er jokes overhovedet disse dage? Vi ved det ikke. Ingen ved, hvad jokes er. Særligt mænd! Har jeg ret, drenge? Det er derfor, jeg præsenterer prisen alene«.

Prisen gik til Stephen Daldry for sin instruktion af ‘The Crown’, men Daldry var ikke selv til stede til at modtage prisen, og Gadsby jokede videre med, at det var på grund af hende, hvorefter hun påtaget akavet bakkede væk scenen.

På Twitter har flere udmeldt, at Gadsbys lynshow var mere underholdende, end hvad værterne Colin Jost and Michael Che formåede at levere hele aftenen, og nogle foreslår endda, at Gadsby bliver hyret som vært næste år.

Læs også: De største overraskelser, uretfærdigheder og en ægte hjertevarmer ved nattens Emmy-uddeling

Læs også: Her kan du streame Emmy-serierne, der er blevet overset herhjemme

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af