Emma Stone spiller over for Jonah Hill i den aktuelle Netflix-serie ‘Maniac’, hvor de i en retro-alternativ fremtid medvirker i et videnskabeligt eksperiment, der skal kurere alle deres psykiske lidelser bare ved hjælp af tre små piller navngivet A, B og C. Forsøget sender de to karakterer Annie og Owen ud i en række syrede virtuelle virkeligheder, og i én af dem er Annie en buebevæbnet elver, der slægter en vis ‘Ringenes Herre’-karakter på. Og det er ikke gået skuespillerkollegaens næse forbi.
Orlando Bloom, der spiller den heltemodige elver Legolas i fantasytrilogien, bemærker identitetstyveriet på Instagram, hvor han i spøg skriver, at Stone har »stjålet« hans ikoniske elverlook. I The Late Show viser Stephen Colbert tweetet til Stone og bemærker i øvrigt, at Blooms elverlook er »en smule pænere« end Stones fordrukne udgave.
Man må medgive, at Stones elver i ‘Maniac’ er af en anderledes selvhadende og knap så overjordisk elvertype som ‘Ringenes Herre’s Legolas, og Stone påpeger da også, at karakteren faktisk kun er halvt elver, og at hun har skåret spidserne af de karakteristiske ører af for at nærme sig sin menneskelige halvdel.
Stone insinuerer desuden, at hun hverken er den store ‘Ringenes Herre’- eller fantasyfan, og i vores interview med stjerneskuespilleren, indrømmer hun da også, at elverkarakteren klart var den, hun kunne relatere mindst til af de i alt fem roller, hun påtager sig under serien.
Alle ti afsnit af ‘Maniac’ kan ses på Netflix.
Læs også: Hvad Emma Stone og Justin Theroux gemmer bag elverører og tyk paryk
Læs også: ’Maniac’ med Emma Stone og Jonah Hill er umulig at fælde dom over