Will Ferrell og John C. Reilly spiller endelig over for hinanden igen efter komedierne ‘Step Brothers’ og ‘Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby’. Denne gang slår de pjalterne sammen i ‘Holmes and Watson’, hvor de inkarnerer det ikoniske detektivmakkerpar – og det ser hamrende morsomt ud.
Will Ferrell går folk som Benedict Cumberbatch, Robert Downey Jr. og Ian Mckellen i bedene med rollen som den britiske superdetektiv Sherlock Holmes, mens Reilly spiller hans betroede sidekick Dr. Watson.
I den første trailer til ‘Holmes and Watson’ får vi en smagsprøve på duoens absurde forsøg på at knække et mordkomplot mod den engelske dronning. Det involverer mesterlige forklædninger, flirten med dronningen og datidens svar på en selfiestang.
Filmen instrueres af Etan Cohen, der tidligere har leveret manuskript til komedier som ‘Tropic Thunder’ og ‘Get Hard’. På rollelisten ses desuden Ralph Fiennes som skurken Moriarty og Rebecca Hall som en af Englands første kvindelige læger, foruden Rob Brydon, Hugh Laurie og Kelly Macdonald.
‘Holmes and Watson’ får dansk biografpremiere den 10. januar 2019.
Læs også: Will Ferrell arbejder på ny Netflix-komedie om ‘Eurovision Song Contest’