Bond-producer afskriver kvindelig 007: »Bond er skrevet som en mandlig karakter, og jeg tror, han vil forblive sådan«

Bond-producer afskriver kvindelig 007: »Bond er skrevet som en mandlig karakter, og jeg tror, han vil forblive sådan«
Daniel Craig som James Bond.

Særligt dedikerede 007-fans har nærmest fundet fuldtidsarbejde i at spekulere over, hvem der skal tage faklen op, når Daniel Craig lægger smokingen på hylden efter ‘Bond 25’, som instrueres af ‘True Detective’-vidunderet Cary Fukunaga.

Vi er selv kommet med vores bud på en ikke-hvid arvtager til Craig, men der har også længe været spekuleret i, om franchisen ville få en kvindelig hovedrolle i den nærmeste fremtid. Gillian Anderson har blandt andet været kørt i stilling som Jane Bond. Men nu maner franchisens overhoved, producer Barbara Broccoli, rygterne til jorden.

»Bond er en mandlig karakter. Han er skrevet som en mand, og jeg tror, han vil blive ved med at være en mand«, siger Broccoli i et nyt interview med The Guardian. Og det er ikke noget, vi bør ærgre os over:

»Det er fint. Vi behøver ikke gøre mandlige karakterer til kvinder. Lad os i stedet lave flere kvindelige karakterer og historier som passer til dem«, udtaler produceren.

Broccoli peger på, at franchisen i forvejen er blevet mere fremadsynet uden at ændre på hovedkarakterens køn: »Jeg synes, at Bond har klaret skærene og har ændret sig med tidsånden. Jeg har forsøgt at gøre min del, og jeg synes særligt, at Daniel Craig-filmene er blevet meget mere nutidig i måden kvinderne bliver set på«.

‘Bond 25’ får premiere 13. februar 2020. Der er stadig intet nyt om, hvem der overtager den ikoniske rolle efter Daniel Craigs sidste tur i manegen.

Læs også: Fire bud på en ikke-hvid James Bond, hvis Idris Elba er diskvalificeret

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af