‘Fra Bois til Mænd’: DR3-serie om X Factors kække drenge er overraskende rørende – med et strejf af ‘Klovn’
»Hvis vi havde vundet, havde vi ikke stået her i dag«, siger Anthon, den ene halvdel af Citybois, og betragter en væg med X Factor-vinderfotos hos DR – hvis Grammy-lignende hyldest til de tidligere stjerneskud ikke overstråler det faktum, at det med undtagelse af stortalentet Martin Hedegaard aka. Saveus har været småt med solosucceserne uden for projektørerne, hvor seerne var videre lige så hurtigt, som X Factors rulletekster blev slugt af den efterfølgende fredagsfilm.
Men Anthon og Thor, der røg ud inden finalen i 2015, de er her endnu som Peter Pan’ske Lost Bois, der arbejder hårdt på at finde et nyt hjem efter lukketid på Ønskeøen.
Knapt var Citybois således slukørede trådt af scenen med et trøstende klap på skulderen fra mentor Thomas Blachman, før Sony bogstaveligt talt stod klar med åbne arme uden for studiet, stålsat på at forvandle X Factor-konfetti til reelt popguld. I hænderne på en hær af voksne blev de to 15-årige et fænomen til hvinene fra tusinder af præpubertære piger, men hypen døde ud i takt med, at både fanbase og bois blev ældre.
Skildringen af, hvordan teen-dreams avancerer fra public service-marionetter til selvstændige individer uden at lave en Jon Nørgaard i svinget, er en tematisk klassiker, og selvom Anthon og Thors coming-of-age-fortælling ’Bois til Mænd’ på DR3 er en eksistentiel månevandring for hovedpersonerne, spiller den sig ud i et showbiz-univers, der har set det hele før.
Det gør dog ikke serien mindre underholdende, for ligesom de herrer charmede både Blachman og publikummer i X Factor-manegen med højt hår og vokaler så skråsikre, som de var pivfalske, vinder Anthon og Thor også her, idet drengerøvsskryderierne toppes op med overraskende sårbar selvindsigt, der skøjter uden om reality-genrens freakshow-konnotationer og vækker reel interesse for deres historier.
At duoens bromance-dynamik kunne være løftet fra en sitcom, skader heller ikke: Hvor Anthon arbejder for at tjene til huslejen, bøf-bearnaise med kæresten (parrets tour-de-Irma tangerer ’En frygtelig kvinde’-satire) og smøger, lever Thor Nordsjællands-livet på forældrekontoen, tager på fede ferier til L.A. og har akutte aversioner mod offentlig transport. Der er en snert af Frank og Casper-dynamik over forholdet, når det er mest goofy, og parallellerne føjer et ekstra metalag til Citybois’ gæsteoptræden i den seneste sæson ’Klovn’, hvori Casper desperat ville være nede med de unge, og Franks teenagedatter havde et crush på sangerne. Ingen kan beskylde Thor og Anthon for ikke at have selvironi.
Men der er mere på spil end klovnerier og blå isbjørne til rowdy gymnasiefester, og selvom Anthon og Thors arbejdssituation er usædvanlig, er de langt fra alene om at have svært ved at bygge bro fra en like-fikseret ungdom, hvor ældre interessenter konsekvent har curlet dem fremad, til nu selv at skulle finde ud af, hvordan man holder fast i sine overbevisninger og omsætter drengedrømme til gangbare voksenkarrierer, mens rudekuverterne regner fra brevsprækken, og vennerne får huer på.
Anthon er stolt over at blive tildelt mere ansvar, men er ikke ansvarlig nok til at leve op til det, hvorfor han bliver fyret fra sit butiksjob hos Soulland og tager til køreprøve med gedigne tømmermænd. Han har for nylig mistet sin mor til kræft og taler om oplevelsen med friskfyr-paraderne nede og en utilsløret ærlighed, der giver en klump i halsen. Thor får ondt i maven af konflikter og kan ikke holde ud at være alene. Hvis han er det, føler han, at folk ikke kan lide ham, og hans selvtillid styrtdykker.
Man kan himle over stjernenykker, men det rykker ikke ved, at FOMO-angsten spidder en generation, hvor grænserne mellem selvrealisering og selvpromovering i stigende grad sløres, uanset om de er blevet tv-transmitteret til halvanden million danskere eller ej.
’Bois til Mænd’ bryder ikke ny grund i DR3’s dokumentarportefølje, og de høje noter skurrer stadig falsk, men Thor og Anthon er godt selskab, der taler rent ind i tidsånden.
Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.
Læs også: ’Mit liv som luder’: De prostituerede er modige i TV 2-dokumentar – men hvor er mændene?