Jon Stewart er klar til at vende tilbage til instruktørstolen, og hans næste projekt kommer til at have ingen ringere i hovedrollen end Steve Carell. Den tidligere ’The Daily Show’-vært har en politisk satirefilm i støbeskeen under titlen ‘Irresistible’, som Brad Pitts produktionsselskab Plan B er sat til at producere.
Stewart har endnu ikke delt yderligere detaljer om plottet, udover at det kommer til at være en form for politisk satireprojekt – så vi ved da i hvert fald, at han kommer til at være på hjemmebane. Projektet er dog endnu blot under planlægning, så der mangler fortsat at komme styr på finanserne og Carells kalender, meddeler The Hollywood Reporter.
Jon Stewart, der stoppede som ’The Daily Show’-vært i 2015 efter hele 17 år i værtsrollen, debuterede bag kameraet i 2014 med det politiske drama ’Rosewater’. Sidste år skulle han have påbegyndt produktionen på en animeret, dagsaktuel serie til HBO, men projektet blev imidlertid skrinlagt.
Stewart kan opleves i Royal Arena den 13. oktober, hvor han optræder med et fælles standup-show med comedy-kollegaen Dave Chapelle. Steve Carell er aktuel i Felix van Groeningens drama ’Beautiful Boy’, hvor han spiller hovedrollen flankeret af Timothée Chalamet. Filmen får amerikansk premiere den 12. oktober, mens den rammer de danske lærreder den 17. januar 2019.
Læs også: Den nye trailer til ’Beautiful Boy’ med Steve Carell og Timothée Chalamet går lige i hjertet