’Adam Sandler: 100% Fresh’: Man kan kun holde af selskabssangeren Sandler i nyt Netflix-show
Adam Sandler er så let at håne for sit negative biddrag til menneskehedens fordummelsesproces med sit Netflix-carte blanche til idiotisk metervarekomik. Hvilket er frustrerende, fordi han ikke er uden klasse.
Ligesom den gamle brasilianske fodboldstjerne Ronaldo kan Sandler midt i sin tilsyneladende fedladne ugidelighed lige pludselig vise bevægende takter som få. Det har han især bevist med sine dramatisk underspillede roller i ’Punch-Drunk Love’ og ’The Meyerowitz Stories’. Sandlers nye musikalske standup-show er også en del af hans Netflix-aftale, men her er der mere at komme efter.
Sandler brød igennem som ’Saturday Night Live’-alumne med infantilt platte og knuselskelige højtidssange om Hanukkah. Det er denne gennemmusikalske side, der er det bærende element i showet, hvor man med skarp klipning hopper mellem 100 optrædener. Om det er små spartanske spillesteder eller kæmpe arenaer – Sandler og hans klaverkyndige sidekick Dan Bulla spiller salene op med uforstilt glæde. Hovedpersonen nyder det tydeligvis.
Han er komikkens svar på uncool dad rock, der møder de naivt frække og genreskiftende pasticher hos legender som Spike Jones og Frank Zappa. Med sin guitar i hånden synger han om faren, der mister sin mandighed efter barbering, og som en halvpinlig onkel til Lonely Island-drengene forsøger han sig også med trap om stinkende Uber-chauffører og med en monoton David Bowie-parodi om gamle mænd med destruktiv inkontinens.
’The Sandman’, som han flere gange tiltales, er ikke nogen stor mester i at bygge jokes op, og tematisk er han ufarligt (eller måske faktisk farligt) apolitisk. I sangene spiller han langt hen ad vejen det samme humorkort, hvor en overdreven eller grotesk drejning pludselig indtræder. Som i åbningsnummeret, hvor en harmonisk date ender brat, idet kvinden ikke opdager en støjfri elbil.
Til gengæld smitter 52-årige Sandler med sin drengede begejstring, når han fnisende disker op med det ene åndsvage vers efter det andet om hverdagens indbildske helte, der kun gør situationen værre. Som i sine bedste filmroller fremstår han bundjovial og blid, så man for det meste accepterer hans karakteristisk skabede eller enfoldige barnestemmer.
Det er befriende at se Sandler uden sit faste døllede ’Grown Ups’-slæng af mindre talentfulde komikere (minus Chris Rock). Undtagelsen er den stående joke Rob Schneider, som får lov til at svæve rundt som russisk astronaut i en ikke overraskende primitiv duet om mund-til-penis-fællesskab på rumstation 69.
Sandler og Schneiders venskab strækker sig tilbage til ’SNL’-dagene i starten af 90’erne. Dengang var Sandler den søde fjollerik, mens årgangens komiske heavyweight på alle måder var spradebassen Chris Farley, som døde af en overdosis i 97 nogenlunde samtidig med Sandlers Hollywood-gennembrud.
Med guitaren på forstærker og krads sang á la The Boss leverer Sandler et flot hyldest-anthem til sin gamle ven. Det er showets højdepunkt, der understreger, hvilket sympatisk og kærligt bekendtskab Sandler i bund og grund er. Cirklen slutter med en sang dedikeret til konen Jackie for, at hun – i modsætning til så mange andre – har kunnet holde Sandler ud i 15 år.
I ’100 % Fresh’ udstråler onkel Sandman lidt af den afdæmpede og uskyldigt sødmefulde side, som menneskeheden ikke kan få nok af.
Kort sagt: Kritikernes yndlingsoffer er elskværdigt åndssvag i sit spillemandshjørne.
Læs også: Adam Sandler har landet en rolle, der ligner et nyt karrierehøjdepunkt