’Breaking Bad’-fortsættelsen afsløret: Aaron Paul vender tilbage som Jesse Pinkman

I går landede nyheden om, at ’Breaking Bad’ ville vende tilbage – muligvis som spillefilm. Da vidste vi kun, at seriens skaber, Vince Gilligan, havde skrevet en fortsættelse på successerien, og at kameraerne skulle være klar til optagelse i midten af denne måned i New Mexico. Hvem og hvad, det nye projekt ellers ville indeholde, meldte historien intet om.

Til gengæld kunne vi rapportere, at New Mexico Film Office havde afsløret, at der i Alberquerque i den periode, ’Breaking Bad’-fortsættelsen skal filmens, skal optages en film om en kidnappet mands flugt mod friheden. Et plot, der kunne passe ganske udmærket i ’Breaking Bad’-ånden – og som nu viser sig ganske rigtigt at være udgangspunktet for den kommende fortsættelse.

Det kommende ’Breaking Bad’-projekt kommer nemlig til at handle om Jesse Pinkman, Walter Whites meth-protegé, og hans liv efter seriens afslutning. Aaron Paul er klar til at genoplive sin karakter, som gennem seriens fem sæsoner mellem 2008 og 2013 inkasserede ham både stor succes og ditto anerkendelse samt tre Emmy’er for bedste birolle i en dramaserie.

Da ’Breaking Bad’-serien sluttede (spoiler alert), tog vi afsked med en Jesse Pinkman, der ved Walter Whites hjælp i et blodigt opgør slap fri fra en gruppe neo-nazister, som tvang ham til at fortsætte med meth-produktionen efter Whites (aka Heisenbergs) opskrift. Pinkman kørte medtaget ud i natten – fri, men alligevel ikke.

Efter seriens afslutning fortalte Gilligan om, hvad han personligt tænkte, der ville ske med Jesse Pinkman, til Slash Film. Serie-skaberens svar emmede både af dyb medfølelse for sin karakter, men samtidig også af, at mulighederne kunne være mange – og ikke mindst ret oplagte at skrive en fortsættelse ud fra.

Gilligan fortalte: »Min personlige fornemmelse er, at han slap væk. Men det mest sandsynlige, negativt som det end må lyde, er, at de kommer til at finde drengens fingeraftryk over hele laboratoriet inden for en dag, en uge eller en måned. Og han vil stadig være mistænkt for mordet på to kriminalbetjente. Men ja, selvom det er det mest sandsynlige udfald, ser jeg det som, at han slap væk og kom til Alaska, ændrede sit navn og fik et nyt liv. Det ønsker du for drengen. Han fortjener det«.

Historien melder endnu intet om projektets titel eller premieredato, men optagelserne går som nævnt i gang denne måned i New Mexico.

Læs også: ’Breaking Bad’-skuespiller Aaron Paul tilslutter sig tredje sæson af ’Westworld’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af