Spoiler for ‘Breaking Bad’s sidste sæson.
Mange fans af ‘Breaking Bad’ udtrykte begejstring, da det i sidste uge blev annonceret, at der er en fortsættelse på vej i form af en film om Jesse Pinkman (Aaron Paul). Filmen, der indtil videre har fået titlen ‘Greenbrier’, følger Jesse efter seriens afslutning, hvor han forsøger at slippe væk fra New Mexico.
Dog står det stadig uklart hen, om Walter White (Bryan Cranston), der var seriens omdrejningspunkt, vil vende tilbage i den kommende film. Umiddelbart er svaret et rungende nej, da serien sluttede med Walters død.
Cranston var også helt klart i mælet et interview i tv-programmet Today, da han blev spurgt om karakteren rent faktisk er helt død: »Ja! Hvad har de tænkt sig at gøre, vise mig på en båre eller noget? Det er jo ikke spændende«.
Dog er der altid muligheden for, at Walter White kan dukke op igennem et flashback eller lignende. Men selvom Cranston er åben overfor idéen, er der andre ting, der kommer i vejen: »Jeg ville elske at lave en ‘Breaking Bad’-film«, fortæller Cranston. »Men jeg er med i et stykke på Broadway, som vi laver indtil marts«.
‘Greenbrier’ går i produktion senere i november, og efter planen bliver optagelserne afsluttet til februar. Dermed er der ikke meget håb for at se Cranston gentage sin glansrolle i denne omgang.
Læs også: En ’Breaking Bad’-film er en bedre idé, end man kunne tro